Måned: september 2007

Fra A til B og tilbage igen

Musik

Når man ikke er B-menneske, skal man ikke sove for længe. Man sover bare dårligt efter det tidspunkt, hvor man retteligen skulle være stået op….

Marc Bolan 1947-1977

Musik

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en…

Verdens ende – med Skeeter Davis

Musik

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…

Gideon’s Daughter

Musik

Aftenens positive filmoverraskelse var Gideon’s Daughter, der blev vist på Svensk 2. Godt gemt af vejen kl. 22.25. TV-filmen er fra 2005 og produceret og…

I brændingens brus

Musik

Til morgen blev jeg grebet af lidt mismod. Jeg skal aflægge det lokale jobcenter et besøg, en såkaldt “jobsamtale”. Med indkaldelsen fulgte hele 4 A-4…

Cate Blanchett og Dylan

Musik

Todd Haynes biograffilm om Bob Dylan har været vist på filmfestivalen i Venedig, hvor især Cate Blanchetts portræt af en ung Zimmermann har overrasket kritikerne…

Janis Martin, rockabilly-pioner – død, 67

Musik

Janis Martins navn er uløseligt forbundet til Elvis Presleys, fordi hun havde fornøjelsen af at være hans kvindelige modstykke på RCA Victor-pladeselskabet, da han begyndte sin karriere der i 1950’erne. 15 år gammel fik hun et kanonhit med “Will You Willuym”, der solgte stort og lå på Billboards top 10-liste. Siden arbejdede hun sammen med navne som Johnny Cash, Carl Perkins, Hank Snow, Porter Wagoner og Jim Reeves.
Nu er hun ikke mere. Canceren gjorde det af med hende. Æret være hendes minde.

Videoer: Read more

Paravion – genudgivet

Musik

I strømmen af musikudgivelser vil der ofte være gode plader, der overses og – af den ene eller anden ubegribelige grund – går i glemmebogen….

Help! – nu som dvd

Musik

Hvad du ønsker, skal du få. For ikke så længe siden efterlyste capac en dvd-udgivelse af Beatles’ anden film, den af Richard Lester instruerede Help!…

Talking ’bout MY Generation..

Musik

Furiosa derovre i Eire fortsætter udi det musikalske med en sjov og fin udgave af The Whos generationshymne My Generation. Og jeg kan selvfølgelig ikke…

The Small Faces

Musik


I går aftes var der et kort program på DR2 om kondomer, fra de gamle ægyptere til AIDS-tiden. Undervejs så man nogle klip fra et gammelt tv-gætte-underholdningsprogram, hvor en meget ung Jørgen de Mylius og en lige så ung Suzanne Brøgger medvirkede. Og jeg kan ikke se, læse eller høre om Mylle uden at få musikalske associationer. Som tidligere beskrevet (i smartloggen Torsdag, d. 4. maj 2006) har hans virke præget denne signaturs musikalske afhængighed meget.
Denne gang kom jeg i tanke om de mange gange Mylius reklamerede for albummet Ogdens’ Nut Gone Flake, som gruppen The Small Faces udsendte i 1968. Albummet var gruppens svar på Beatles Sgt. Pepper, deres psykedeliske plade. Pladecoveret var – og det gjorde Mylius meget ud af at fortælle og gentage – formet som låget på en pibetobaksdåse. Det var vist første gang man lavede et cirkelrundt cover… Pladen er i øvrigt udgivet i en luksus-cd-version i form af en tobaksdåse, indeholdende hele tre cd’er.
The Small Faces bestod af Steve Marriott, Ronnie Lane, Kenney Jones og Jimmy Winston, der afløstes hurtigt af Ian McLagan. De fik en kort hektisk karriere fra 1965 til 1969, hvor forgrundsfiguren Steve Marriott dannede heavy-bandet Humble Pie og de resterende slog kludene sammen med sangeren Rod Stewart og droppede Small i navnet.
Gruppen var et af de bands, der – af uforståelige årsager – aldrig rigtig slog igennem i USA. Man skulle ellers tro, at denne mod-gruppes stærkt amerikansk-inspirerede rythm-and-blues ville falde i amerikanernes smag. Til gengæld havde de så stor succes i Europa, hvor de fik en række solide hits med sange som debuten “Whatcha Gonna Do About It”, “Sha-La-La-La-Lee”, “All Or Nothing”, “Itchycoo Park”, “Lazy Sunday” og “Tin Soldier”.
Albummet Ogden’s Nut Gone Flake, der blev en kritiker- og publikumssucces, blev også en slags sidste kapitel for gruppen. Som det var tilfældet med Beatles’ Sgt. Pepper var det næsten umuligt for bandet at genskabe pladen på en scene. Kun en gang lykkedes det dem at gøre det, og det var i en BBC-tv-udsendelse. På det tidspunkt var rygterne om bandet opløsning i fuld gang.
For capac står Small Faces for noget af det mest seje, rockende, slidstærke musik fra den periode. De tilhørte en klasse, hvor man også finder The Rolling Stones.
Her er de med en fin optagelse af Tin Soldier fra Hollandsk tv: Read more

Huset overlever med musik

Musik

En af de kulturoptimistiske, gode nyheder i forgangne uge var, at omtalte kulturinstitution Huset i århus er reddet de næste to år frem. Kommunen havde…

Et fjols som mig

Musik

Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er…

Odysseus på svensk

Musik

Da capac gik på gymnasiet for mange år siden, var Odysseen om ikke ligefrem obligatorisk læsning, så dog en referenceramme, man ikke kom uden om,…

Fremskridt?

Musik

I sidste uge blev jeg truet med vold. I dag fandt jeg en pung fuld af plastikkort og fotos o.a., som nu er returneret til…

Søndag morgen

Musik

Dagens musikalske indslag er af Velvet Underground & Nico, “Sunday Morning”. Den er smuk, tidløs, frisk som blev den skrevet her til morgen:

FUK-status

Den virtuelle forening for uddybning af kønsforskellen – FUK – kører med følgene virtuelle medlemmer: Bo, Uffe, Suzy Q, Acq og undertegnede. Snart er vi…

The Wedding Date

Musik

Nogle gange (altid?) skal man lytte til sine indre forbehold. I går så jeg filmen The Wedding Date (2005, instrutør: Clare Kilner) på TV2. Jeg…

Forråelse

Musik

I weekendens Information kunne man læse, at forfatteren Carsten Jensen opfattede den danske deltagelse i Irak-krigen som udtryk for en generel forråelse i samfundet. Forråelse…

Jeppe Nybroe – en rigtig journalist

Musik

Det var den nu afdøde franske sociolog og betydningsforsker Jean Baudrillard, der med vanlig sans for provokationens noble kunstart hævdede at Golf-krigen aldrig havde fundet…

24 Hour Party People

Musik

Gårsdagens film var “24 Hour Party People” om den for nylig afdøde musikbagmand Tony Wilson og musikmiljøet i Manchester, især pladeselskabet Factory Records og natklubben The Hacienda. Instruktøren Michael Winterbottom og manusforfatteren Frank Boyce har valgt at lade Tony Wilson selv (spillet af komikeren Steve Coogan) fortælle og kommentere historien fra punkbevægelsens start og frem til de tidlige halvfemsere, hvor både pladeforlag og natklub går i opløsning i penge- og stofproblemer m.v.
Steve Coogan fremstiller med megen engelsk tør humor den den g(eni)ale journalististudannede tv-mand Wilsons vej til berømmelse. Det er et portræt af en lidt naiv idealist, der ikke har megen forstand eller interesse i den økonomiske side af musiklivet, men er drevet af kærlighed til Manchester, byens indbyggere og så den ny musik, som han har et godt øre for. Coogans præstation er filmens force. Og så billedet af det “vilde” miljø omkring de to store projekter, iblandet fx portrætter af Joy Divisions suicidale Ian Curtis og syrehovederne i Happy Mondays.
Som hovedpersonen er inde på et sted, så vægter filmen legenden mere end den skinbarlige sandhed (hvis de to ting da overhovedet kan adskilles…). Filmen prætenderer altså ikke at være andet end en biografisk fiktion, en fortolkning af et levet liv og et bestemt miljø. Som sådan er det en fin og underholdende film. Og et cadeau til de ildsjæle på og bag scenen, der ikke tjener mange ører på deres entusiasme og idealisme, men som skaber fornyelsen på musikscenerne.
Filmens svageste side er nok selve de musikalske indslag, som jeg ikke synes yder de medvirkende kunstnere fuld retfærdighed. Fx fik jeg ikke en oplevelse af den energi og dynamik, som Sex Pistols stod for – og som i følge hovedpersonen gjorde dem til den største musikalske fornyelse siden Elvis – via de lidt anonyme indslag. 

Filmens trailer: Read more