Nok brokkeri om tingenes tilstand og tilbage til The Royal og sangene fra dengang, hvor alting vist nok var bedre… (Undskyld det kulturpessimistiske udslip!).
The Bonzo Dog Band, The Bonzo Dog Doo-Dah Band, The Bonzo Dog Da-Da Band… Kært barn har mange navne. Gruppen, der bestod af en flok art-school-studenter, blev dannet den 25. September 1962 af forgrundsfigurerne Vivian Stanshall (tuba, sang m.m.) og Rodney Slater (saxofon m.m.). Snart blev de to suppleret med andre kunststuderende og -undervisere, Chris Jennings (trombone), Tom Parkinson (sousaphone!), Vernon Dudley Bohay-Nowell og Neil Innes (sangskriver og pianist), og bandet døbtes The Bonzo Dog Band efter en dengang populær tegneseriefigur Bonzo The Dog. Og dermed var tonen – den humoristiske – lagt an, kan man sige.
Den musikalske inspiration kom oprindeligt fra jazzen, men den bevægede sig – med beatmusikkens succes – over i retning af det rockede. Dog med elementer fra et hav af andre stilarter som fx music hall-traditionen og den psykedeliske musik.
The Bonzo Dog Band var en slags populærmusikalsk pendant til Monty Pyton’s Flying Circus, hvis medlemmer de da også arbejde sammen med på tv.
Gruppen fik stor succes i England, og jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flittig til at spille deres nye plader, når de udkom. The Beatles var også begejstrede for Bonzo Dog Band,og de inviterede dem til at deltage i tv-fiktionen The Magical Mystery Tour med sangen “Death Cab for Cutie”. Og i 1968 producerede Paul Mccartney (sammen med Gus Dudgeon under det fælles pseudonym Apollo C. Vermouth) Bonzo Dogs hit “I’m The Urban Spaceman”. Og dette nummer kan man høre i The Royal. Her er en sjov, sjælden promotion-video, hvor de løsslupne herrer giver nummeret: Read more

Old pirates, yes, they rob i;
Sold I to the merchant ships,
Minutes after they took i
From the bottomless pit.
But my hand was made strong
By the and of the almighty.
We forward in this generation
Triumphantly.
Wont you help to sing
These songs of freedom? –
cause all I ever have:
Redemption songs;
Redemption songs.

Emancipate yourselves from mental slavery;
None but ourselves can free our minds.
Have no fear for atomic energy,
cause none of them can stop the time.
How long shall they kill our prophets,
While we stand aside and look? ooh!
Some say its just a part of it:
Weve got to fulfil de book.

Wont you help to sing
These songs of freedom? –
cause all I ever have:
Redemption songs;
Redemption songs;
Redemption songs.

Emancipate yourselves from mental slavery;
None but ourselves can free our mind.
Wo! have no fear for atomic energy,
cause none of them-a can-a stop-a the time.
How long shall they kill our prophets,
While we stand aside and look?
Yes, some say its just a part of it:
Weve got to fulfil de book.
Wont you help to sing
Dese songs of freedom? –
cause all I ever had:
Redemption songs –
All I ever had:
Redemption songs:
These songs of freedom,
Songs of freedom

Måske er det, hvad vi har brug for: Redemption og Redemption Songs!? Lyt til Joe Strummers ord og sang:

Tak til Mette for inspirationen. Og Mette følger op på det med Redemption her.

More Redemption: Read more

Vi skal ikke helt slippe The Royal endnu, for der er mere lytteværdig nostalgi fra det soundtrack. Fx bandet Amen Corner med nummeret “(If Paradise is) Half as nice”.
Amen Corner bestod af den markante sanger Andy Fairweather Low, guitaristen Neil Jones, saxofonisten Allan Jones, tangentspilleren Blue Weaver, tenorsaxofonisten Mike Smith, bassisten Clive Taylor og trommeslageren Dennis Byron. Bandet, der var inspireret af jazz, rythm and blues og blues, fik en kort hektisk karriere fra dannelsen i 1966 til opløsningen i 1969. Medvirkende til den relativt hurtige karriere var nok pladeselskabernes ønsker om en kommerciel musikalsk orientering, der ikke rigtig passede ind i gruppens kram. Når man hører bandet spille, kan man godt fornemme at potentialet var til mere end blot mainstream-pop.
I 1968 indtog de førstepladsen på den britiske hitliste med Half As Nice, der kort tid efter blev fulgt op af Hello Suzi, som Roy Wood fra The Move havde skrevet til dem. Et andet pænt hit var Bend Me Shape Me fra 1968.
Andy Fairweather Low har haft en succesfuld solokarriere efter opløsningen af Amen Corner. Her er de tre omtalte hits: Read more

I det gamle Rom forsøgte magthaverne at holde pøblen i ro med brød og skuespil. Pane et circem. I Dagens Danmark forsøger man sig med…

Citat fra Politiken i dag: “Det er ikke Folketingets ansvar, hvordan de enkelte kommuner prioriterer børneområdet. Kommunerne er kompenseret krone for krone for de nye…

Vi bringer en advarsel: Der er igen indført lange og besværlige anti-spam-ord. Efter en “klage” blev de lange ord fjernet og erstattet af kortere. Resultat:…

Omtalen af Ken Hopkirk og “Somebody help me” fik en anden ting til at falde på plads. I et af afsnittene fra The Royal hørte jeg et uddrag af et nummer med Fleetwood Mac, som jeg ikke lige kunne sætte en titel på. Men – pling! – så dukkede det op: Man of the World.
Nummeret stammer fra Fleetwood Macs tidlige periode i tresserne, hvor bandet var en af de førende rythm-and-blues-inspirerede musikgrupper i England. Dengang bestod Fleetwood Mac af den legendariske guitarist Peter Green, der gjorde Eric Clapton rangen stridig som Englands fremmeste guitarist. Som denne havde han stået i lære hos John Mayall & Bluesbreakers, hvor Fleetwood Mac blev født som en slags sideprojekt. Mick Fleetwood, der var ven med Green og havde spillet sammen med denne tidligere, var blevet trommeslager i Bluesbreakers, og John McVie spillede bas. I følge legenden var det McVies og Fleetwoods drikfældighed, der fik Green til at forlade Bluesbreakers og tage initiativ til dannelse af Fleetwood Mac, hvis navn var dannet af Fleetwoods og M(a)cVies efternavne. McVie blev dog hos John Mayall, fordi Mayall aflønnede sine folk godt, og Peter Green fik i stedet fat på slideguitaristen Jeremy Spencer og bassisten Bob Brunning.
I 1968 kom guitaristen Danny Kirwan med, og hans mere pop- og rockorienterede spillestil gjorde, at Fleetwood Mac ikke længere kun kunne opfattes som et rent bluesband. Sangen “Man of The World” udkom som single i 1969, blev et hit i såvel Storbritannien som i USA, og markerer gruppens vej væk fra den rene blues.
Det var også omkring dette tidspunkt, at Peter Green fik psykiske problemer, der fik ham til at forlade gruppen i 1970. Read more

Den forgangne uges episode af The Royal satte ikke rigtig gang i nostalgigeneratoren. Måske var episoden for spændende. Men balladen om Keith Richard og den svenske presse, der havde vendt tommelfingeren ned efter en Stones-koncert hinsidan fik mig – af en eller anden sikkert neurologisk årsag – til at tænke på den gamle Stones-sang Out of Time. Den engelske sanger Chris Farlowe (John Henry Deighton) lavede en cover-version af nummeret, som indtog førstepladsen på den britiske singlehitliste i 1966. Hans særprægede stemme passer da også perfekt til denne Jagger/Richard-ballade. Hittet blev fulgt op af andre mindre hits, fx med Mike d’Abo-klassikeren “Handbags and Gladrags”. I halvfjerdserne blev han en del af det succesfulde jazz-rock-ensemble Colosseum. Han er stadigvæk aktiv og er en højt respekteret kunstner i England.
Apropos min yndlings-underholdningsserie om hospitalet The Royal, så har jeg læst, at man agter at fortsætte serien – og føre den op til nutiden. Hm. Som nostalgiker og anakronist må jeg spørge: Er det nu en god idé!? Hvad nu hvis soundtracket bliver hip-hop, house, rap og lignende. Det vil ikke være helt den samme fornøjelse! Nå, men her er Chris Farlowe fra de gode gamle dage: Read more

Det skulle være sikkert og vist. Fjerde kapitel af sagaen om arkæologen og eventyreren Indiana Jones skulle nu være navngivet: Indiana Jones og Krystalkraniets kongerige….

Tilfældet ville, at fruen fik opsporet en film med Alan Rickman i hovedrollen. Vi er begge begejstrede for denne fine engelske skuespiller. Filmen var “Blow dry” af Paddy Breathnach (2001) – og den blev vist på Sverige 4. Desværre, for Sverige 4 er en kommerciel kanal, der absolut skal bringe reklamer midt i filmen – og mere end en gang. Ikke nok med det: Reklamerne kommer bare uden varsel – og uden “formildende” overgang. Der skal virkelig en god film til at holde capac fast på de præmisser. Men faktisk lykkedes det med Blow Dry. Alene rollelisten var en garanti for kvalitet. Ud over Rickman deltog Natasha Richardson, Rachel Griffith, Josh Harnett, Rosemary Harris, Warren Clarke, Heide Klum (ja, hende modellen, som faktisk ikke er ueffen som skuespillerinde!)  og så  Bill Nighy. Plus en lang række velbesatte bilroller.
Plottet er et familiedrama, der udspiller sig under det årlige britiske mesterskab i frisørkunst. Shelly, spillet af Natscha Richardson, er ex-fruen, der efter ti års fravær vender tilbage for at forsone sig med sin forsmåede ægtemand (Alan Rickman) og sin familie (bl.a. sønnen Brian i Josh Harnetts udlægning). Hun er ramt af uhelbredelig kræft, og derfor er det sidste udkald, hvis stridighederne skal bilægges og den sjælelige fred oprettes. Det årlige frisørmesterskab under ledelse af den lokale bykonge Tony, spillet med bravour af Warren Clarke (kendt fra krimiserien Daziel and Pascoe), skal være ramme for den familiære genforening. Men, farmand Phil (Rickman) skal ikke nyde noget. Han kan dog bevæges til at være med af konkurrenten Ray (Raymond) Robertson (spillet af en Bill Nighy i hopla) og dennes bøsse-kompagnon Louis (Hugh Bonneville), der bruger beskidte tricks for at fremme deres egne vinderchancer.
Plottet og historien er såmæn ikke specielt originale eller dybsindige. Men, igen er det afviklingen af historien, der får en til at blive hængende i stolen med et smil på læben. Skuespillerne spiller suverænt godt. Og historien afvikles med stor sans for variation og detaljer. Undervejs får vi en lille kærlighedshistorie med i købet – mellem Phils og Shellys søn Brian og Rays datter – og små finurlige og humoristiske indslag, som fx den scene, hvor Brian overtaler Rays datter til at farve håret på en død mand, der skal begraves dagen efter… Eller den scene, hvor Jasmine (Heidi Klum), der er model for en af de førende frisører, Vincent, overtaler hjælperen Robert til at klippe hendes pubeshår hjerteformet og farvelægge det med rød farve… Prisen for den absolut morsomste scene tager Warren Clarke, der i slutscenen, medens rulleteksterne løber ned over skærmen, giver den som Elvis Presley, alene på scenen, iført pomadehår og guldpailletjakke. Det har han virkelig nydt!
Filmen er i udpræget grad en humanistisk feel-good-film, der ikke aspirerer til store filmpriser osv., men som er rar at have i dvd-reolen, når man lige skal give humøret et lille løft.
Læsertips: Filmen kan købes for en slik i udvalgte, velassorterede butikker (så har vi ikke reklameret for meget…).

Smagsprøver: Read more

Frøknen er som sagt glad for musik. Og nu vakler hun mellem at gå til klaverspil og at lære at spille på bas. El-bas, som hun siger. Så kan hun være med i et band. Og vi snakker lidt om, hvor god, man skal være for at spille i et band. Og tynget af erindringen fortæller jeg hende, at i pigtrådsdagenes opblomstring var der et hav af bands, der spillede – også med succes – selv om de ikke var dygtige musikere, for nu at sige det pænt. Og så er det, jeg kommer i tanke om The Troggs – “hulemændende” – der altid blev fremhævet som eksempel på et band, der havde en “dårlig” forsanger og i øvrigt spillede dårligere end de tidlige Kinks… Ikke desto mindre – eller måske på trods af manglende håndelag – fik gruppen et par gevaldige hits, der nærmest er blevet tresser-klassikere: Wild Thing og With A Girl Like You. Plus flere andre lytteværdige hits.
Det kan da godt være de ikke er verdens bedste musikere, og at Reg Presley ikke er den bedste vokal under vorherres himmel, men jeg holder nu meget af deres energiske og passionerede popsange.
Gruppen blev dannet i 1966 og kom i bås sammen med The Kinks. Og de spiller, så vidt jeg ved, stadigvæk. Her er det i et optagelse fra svensk tv – fra dengang:

Read more

Joni Mitchells tilbagevenden til musikken på kaffefirmaet Starbucks pladeselskab, “Shine”, er nu i handlen, og man kan lytte til samples her. Blandt andet får man…