Måned: september 2007

No Nukes – Jesse Colin Young

Musik

I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første…

En ørefigen til Mikroblød

Giganten Microsoft tvinges nu af EU til at bryde sit monopol på musik- og medieafspillermarkedet. Det drejer sig om Microsofts indbyggede Mediaplayer, som alle MS-brugere…

EnnaBella from hell’a festival

Musik

En festival for kvindelige sangskrivere afvikles den 17. November på det århusianske kultursted – biografen Øst for Paradis. Medvirkende er Taxi Taxi!, Wet Dog og…

Adolf og verden

Musik

Jeg sidder her til morgen og læser i en lille bog. Om Adolf, der i 1909 kommer til det mægtige Wien med en lille pose…

Arbejde, penge og andre ting

Musik

Rasmus har skrevet et højst anbefalelsesværdigt indlæg om det at være et skabende menneske i vores tidsalder. Og Lars Pind har skrevet et andet om…

Orleans

Musik

Dagens (første?) musikalske indslag kommer fra halvfjerdserbandet Orleans. Det er meget længe siden, jeg har lyttet til Orleans, og bandet var gledet godt og grundigt langt om bag i erindringens halvmørke. Men et gensyn med deres iøjnefaldende albumcover til Walking And Dreaming (1976) fremkaldte bandet i min bevidsthed.
Bandet blev dannet i 1972 af det nuværende kongresmedlem for Demokraterne, John Hall (manden med skæg i forgrunden – i dag har han hverken hår eller skæg…), trommeslageren Wells Kelly, og brødrene Larry og Lance Hoppen (sang, guitar og bas). Stilen var halvfjerdser-“softrock” à la Jackson Browne, The Doobie Brothers, Little Feat m.fl. Og gruppen lånte flittigt fra allehånde inspirationskilder, fra cajun-musik til sydstatsblues. Orleans er i øvrigt still going strong, selv om der har været småpauser undervejs.
Det var faktisk lidt ad omveje, jeg fik ørerne op for gruppens meget melodiske og meget velproducerede musik (nogen vil sikkert sige: glatte og mainstreamede…). Som aktivist og medlem af MUSE (Musicians United for Safe Energy) deltog John Hall i de fem berømmede No Nukes-koncerter, der blev afviklet i Madison Square Garden (NY) i september 1979. Koncerterne resulterede i et lvie-dobbeltalbum “No Nukes” med et overflødighedshorn af kendte musikere (Jackson Browne, Crosby, Stills & Nash, Bonnie Raitt, Bruce Springsteen, James Taylor og mange andre). Og på denne plade synger og spiller John Hall – sammen med The Doobie Brothers og James Taylor – det meget smukke nummer Power. Her i Orleans’ udgave:

Read more

Retten til selv-undertrykkelse?

Musik

Her til morgen har capac i ensomhed siddet og læst Berlingske Tidende. Blandt andet Kathrine Lillørs forsvar for “ligestillingen”. Kvinders ligestilling. Det ser sløjt ud her til lands og i andre lande. Og det handler om mere end kvinders ret til direktions- og bestyrelseslokaler i virksomhederne. Det handler fx også om kvinders ret til at smide tøjet, hvis de vil det. På stranden i august har Lilleør oplevet en muslimsk kvinde, iført lang kjole og tørklæde, gå i vandet sammen med jævnaldrende badebukseklædte drenge. Det må hun godt, for i Danmark er religion og påklædning en privatsag. Men – det er udtryk for undertrykkelse.
I sin argumentation inddrager Lilleør den internationalt kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali, der ser en direkte sammenhæng mellem de islamiske regimers undertrykkelse af kvinderne og samme regimers indædte had til Vesten og vestlig kultur. Og hvad deraf følger.. Kvindeundertrykkelse som forudsætning for islams politiske magt.
Lilleør retter skytset mod vores demokrati. Vores lovgivning sikrer den enkeltes ret til at dyrke sin religion og til at gå klædt, som han og hun vil. Det er en privatsag. Men, ved fx at legitimere en islamisk kvindes påklædning, legitimerer vores demokrati et anslag mod demokratiet.. Lilleør fortsætter: “Ingen skal fortælle mig, at en lille piges inderste ønske er at bade fuldt påklædt. Det er kvindeundertrykkende og ingen frivillig sag. Det er med andre ord et ligestillingsanliggende. Som der ikke direkte kan eller skal lovgives mod. Man kan ikke lovgive mod en hel kultur. Men man kan fremme den lille piges muligheder på et hav af måder.” Og følger op med en opfordring til ligestillingsministeren om at være sin opgave voksen.
Lilleørs velargumenterede indlæg rejser en lang række spørgsmål. For eksempel: er der grænser for “ligestillingen” i et demokrati? Går der fx en grænse ved privatlivets fred? Ligestillingsdebatten har af mange gode grunde – fx historiske – især været knyttet til forholdet mellem mænd og kvinder, og ikke mindst i forhold til uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet. Men kan vi som “rigtige” demokrater stoppe der? Og kan vi stoppe ved døren til privatlivet, hvis dette private liv fx indebærer undertrykkelse og ikke-demokratisk sindelag? Og hvad med ligestillingen i øvrigt, fx mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Og hvad med ligestillingen mellem unge og ældre? Mellem såkaldt etniske danskere og såkaldte “danskere med indvandrerbaggrund”? Hvor går grænserne for lige-stilling, hvis vi hylder det gamle borgerlige frihedsideal: lighed?
Et andet spørgsmål: har en demokratisk samfundsborger ret til at lade sig undertrykke? Vi kender jo eksempler på islamiske kvinder, der insisterer på deres ret til at bære tørklæde etc. (som kan forstås som en selv-undertrykkelse i Lilleørs optik). Vi griber heller ikke ind, hvis danskerne i deres privatsfære lader sig lænke, piske og seksuelt ydmyge – bare det er af egen fri vilje?!
Tænker vi på Sigmund Freud, psykoanalysens store tænker, så ville han nok sige, at kultur som sådan er en form for undertrykkelse. Nemlig af vores driftsliv. En undertrykkelse, der vel at mærke ikke kun er negativ, for den indbærer ikke kun sindslidelser af forskellig slags, men fremmer fx de kulturelle frembringelser, store som små. Hvis Freud havde ret – så kan man forstå et eventuelt forbud mod islamisk klædedragt (= kvindeundertrykkelse) som erstatning af en form for undertrykkelse med en anden. Ikke? Kan vi så i det hele taget slippe for undertrykkelse? Kan vi slippe for kultur?
Lad os blot stoppe her med disse spørgsmål – og så tage en kop kaffe til.

Opdatering: En lille video om vestlig vs. islamisk kultur: Read more

Lumbago-a-go-go

Musik

Det er forbundet med visse risici at hænge for meget over computeren og bøgerne! Lumbago-Larsen har fået konkurrence: Lumbago-Lars. PS. Lumbago kan forebygges og behandles…

Big Brother is waching you!

Musik

Fra og med i nat begynder den store overvågning af danskernes telekommunikation, som blev indført regeringens antiterrorpakke. Læs mere om overvågningen, dens “huller” og og…

Joy Division-film vises i Danmark

Musik

Vi har tidligere omtalt Anton Corbijns roste film om Joy Divisions forgrundsfigur, Ian Curtis. Nu kan soundvenue.com så meddele os, at den får Danmarkspremiere på…

Thomas Koppel Allé

Musik

Ideologiske virrehoveder i partiet Venstre og partiet Dansk Folkepart har i lang tid kæmpet imod tanken om, at den københavnske Pumpehusvej skulle omdøbes til  “Thomas…

Store soundtracks fra 1980’erne

Musik

Var 1980’erne virkelig så kedelige… Cinematical bringer en lille liste over “store” soundtracks fra firserfilm: 1. Don’t You Forget About Me (Simple Minds), The Breakfast…

Capac og reggae..

Musik

Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg må komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med på den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med på bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, så snart reggae-rytmen ramte øret. Måske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne våde.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx også fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked på reggae før, så blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:

Side one

1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”

Side two

1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”

Side three

1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)

Side four

1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”

Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :

Read more

Tamla-Motown på The Royal…

Musik


Når det nu ikke passer DR at vise et afsnit af The Royal i aften, må vi jo selv sørge for at grave lidt mere i den musikalske nostalgi. Og blandt perlerne i soundtracket er – selvfølgelig – også repræsentanter for Motowns rige sangkatalog. Fx The Supremes med Baby Love (1964):

Read more

Bogforsider

Musik

Lars har jo ret. Og Klaus har længe dokumenteret det: At der findes mange flotte bogforsider. Det fik mig til at huske på et halvt…

Mere Royalgia: Simon Dupree & The Big Sound

Musik

Simon Dupree and the Big Sound repræsenterer den psykedeliske lyd i capacs kult-serie “Landsbyhospitalet”. Ud over de tre brødre Derek (vok.), Phil (vok., sax og trumpet) og Ray Shulman (guitar, violin, trumpet og sang) bestod gruppen af Peter O’Flaherty på bas, Eric Hine på tangenter og Tony Ransley på trommer. Deres eneste, store top-10-hit fik de med den psykedeliske sang om “Kites”. Paradoksalt nok, var bandmedlemmer ikke så begejstrede for sangen, fordi den ikke afspejlede den rythm-and-blues-baserede musikstil, de spillede. Og senere fortsatte Shulman-brødrene da også, meget sigende, i det succesfulde “progressive” rockband Gentle Giant.
Simlon Dupree & The Big Sound nåede at indspille en håndfuld singler og to albums, der ikke solgte stort.

Et kuriosum er, at gruppen på en turné til Skotland i 1967 fik følge af en dengang ukendt pianist ved navn Reginald Dwight, bedre kendt som: Elton John.

Her er de så med “Kites” i en ældgammel, sort-hvid optagelse: Read more

Fogh er socialdemokrat?

Musik

Det er dansk presses enfant terrible, David Trads, der på avisen.dk fremfører den besnærende påstand om, at Anders Fogh Rasmussen er socialdemokrat. Argumentet er, at…

Lad DR leve!

Musik

Flere strejker rammer DR. Medarbejdere ved DR Arkiv og Researchcenter (ARC) har nedlagt arbejdet i sympati med de DR-medarbejdere, der har modtaget en “isindeskrivelse” –…

Journalist med slag i

Musik

»Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte: Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk. Det har de rigtigt godt…