57 år er hun efterhånden blevet, den lille rocksanger og -bassist, skuespiller og radiovært Suzy Quatro. Bloglæsere, der kan huske halvfjerdsernes popmusik, vil også huske Quatros række af hits, som det kendte sangskriverpar Nicky Chinn og Mike Chapman (Chin & Chap) – storleverandører af musik til den engelske glam rock – gav til hende: Can the Can (73), 48 Crash (73), Daytona Demon (74) og Devil Gate Drive (74). Med sit stramtsiddende læderoutfit, der ikke overlod meget til fantasien hos unge fløse, tog hun kegler i Europa og Australien, medens fædrelandet ikke rigtig ville kendes ved hende. Siden har hun taget revanche, idet hun har fået en vis succes som skuespiller i tv-showet Happy Days som Leather Tuscadero.
Ved siden af sin egen solokarriere arbejdede Quatro som sessionmusiker for en lang række af datidens store navne. Efter popkarrieren har hun arbejdet som skuespiller og medarbejder ved radio og tv.
Nu har Suzy så udgivet sin selvbiografi Unzipped, hvis titel spiller på det velkendte halvåbne lynlås i læderoutfittet. I bogen lyner hun ned for erindringen og fortæller om karrieren og dens bagside: skilsmisse, familieproblemer osv.
Erindringsnote: Suzy Quattro, Slade og Sweet var ikke noget jeg lyttede meget til dengang. Skulle det være glam, så skulle det være David Bowie, Mott the Hoople og et par af de mere avancerede navne. Men det var svært at undgå at lytte til de populære navne. Jeg forbinder dem især til P4 på P3, som jeg lyttede en del til. Ikke, fordi jeg hørte til kernepublikummet, men fordi det var godt radio.

Sådan så hun ud (og lød) dengang i de tidlige 1970’ere, Can the Can: Read more