TV-stjernen Johnny Cash

Efter Johnny Cash’ død er der rigtig kommet gang i udsendelsen af mandens efterladte arbejder. Man skulle næste tro, at arvingene var i pengenød… Men heldigvis har det meste af det været kunstnerisk interessant, for Johnny holdt jo den kunstneriske fane højt gennem det meste af sit liv.
Seneste produkt er en obbelt-DVD med titlen “The Best of Johnny Cash TV Show”, besstående af 64 live-optrædener fra de ialt 58 afsnit af The Johnny Cash Show, som blev sendt på amerikansk tv i perioden fra 1969 til 1971. I optagelserne kan man gense Johnny og familien Cash, men også navne som Bob Dylan, Stevie Wonder, Neil Young, Joni Mitchell, Ray Charles, Creedence Clearwater Revival, Louis Armstrong, Loretta Lynn, Neil Diamond, Jerry Lee Lewis, George Jones, Derek and the Dominos og Roy Orbison. Vennen Kris Kristoffersen guider seerne igennem de mange afsnit. Dertil kommer en del dokumentarmaterialer, interviews etc. Sangen fra DVD-projektet kommer også på en særlig cd. Playlisten ser således ud: Read more

Peter Thorup er død, 58

Den danske bluesguitarist og sanger Peter Thorup er død i en alder af kun 58 år. Efter længere tids sygdom, som der står med en…

Crowded House til Danmark

I forbindelse med omtalen af Crowded Houses gendannelse ytrede capac ønske om, at bandet igen ville komme på disse breddegrader. Og se om ikke ønsket…

Drømme

Foranlediget af en spøgeful kommentar i The Jiggly Room kom jeg til at tænke på mine natlige drømme eller mangel på samme. Som gammel psykoanalyse-student…

Læreruddannelsen som springbræt

I den fortsatte strøm af informationer om læreruddannelsen og problemet med at rekruttere nok lærere til den betrængte folkeskole, kommer det nu frem, at mange…

Scarlett Johansson synger…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capac synes, at Scarlett Johansson er noget af det bedste, der er sket for amerikansk film de senere…

Elvis – på DR2

Selv om vi godt ved, at han stadigvæk lever og går rundt med sin rock’n-rollator et eller andet sted i universet, så er det altså 30 år siden, han meldtes død. Jeg kan huske, at jeg sad på et sofa i et bestemt hus, det var nat, musikradioen spillede og pludselig kom nyheden om, at The King var død. En af de nyheder, der forrykker ens verdensbillede en lille, men afgørende, smule.
DR 2 vier en tema-aften til Elvis Aron Presley den 14. august. I løbet af aftenen kan man møde den inkarnerede fan, kirkegårdsgraver Karsten Holm fra Stjær i Midtjylland, der optræder som Elvis-klon rundt om i landet. Vi kan også møde Henrik Knudsen fra Randers, der har gjort Elvis-fanskabet til en levevej. Osv.

Elvis The Pelvis med hoftevrid og hele baduljen – “Hounddog”: Read more

Nostalgimusik: Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy

I går omtalte jeg filmen Moonlight Mile, og efter jeg så den, har jeg haft Elton John i tankerne. En af sangene i filmen, Razor Face (fra Madman Across the Water, 1971), mindede mig om, hvor stor en sangskriver, han er, når han tager sig sammen. Min interesse for Elton John toppede i midten af halvfjerdserne. Selv om der er kommet gode sange fra hans hånd siden, så er det, som om den kunstneriske nødvendighed er blevet erstattet af karrierepleje, for nu at sige det lidt hårdt.
Helt præcist nåede min interesse et højdepunkt med købet af albummet Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), et concept-album, som Jørgen de Mylius gjorde meget for at promovere i DR Radio dengang. Med held. For det er et på alle måder gennemført album, hvor Elton Johns melodisnedkeri og “The Brown Dirt Cowboy”-Bernie Taupins tekster falder helt i hak. Dertil kommer et fortræffeligt band bestående af percussionisten Ray Cooper, tangentspilleren David Hentschel, David Johnstone på lidt af hvert, Dee Murray bas og vokal, Nigel Olsson trommer og vokal og en vis Dr. Winston O’Boogie (aka John Lennon) på guitar her og der.
På et tidspunkt ejede jeg også dobbeltalbummet Goodbye Yellow Brick Road, men skilte mig af med det af en eller anden grund. Også et fint album, men mere en blandet landhandel i forhold til Captain Fantastic. Efter at have lyttet til sidstnævnte igen – på grammofonplade – har jeg fået lyst til at genopdage Eltons tidligere plader: Don’t shoot me I’m only the Piano Player fra 1973 (med klassikeren Daniel), Honky Château 1972 (Honky Cat og Rocket Man), Madman Across the Water 1971, Tumbleweed Connection 1970, Elton John (1969) og Empty Sky fra samme år. Folkebibliotek, here I come!
PS. Elton John har lavet en follow-up til Captain Fantastic The Captain & The Kid (2006), som da er lytteværdig, men efter min mening ikke når forgængeren til sokkeholderne.

Jeg har ikke kunnet finde (gode) videoer fra Captain Fantastic-sangskatten, men her er en meget fin BBC-optagelse af omtalte Razor Face med Elton John fra 1971: Read more

Sommerfuglen flyver (ikke) igen

Det engelske band The House of Love, som jeg tidligere har omtalt i bloggen her (scroll ned), spiller koncert i London i September og fremfører…

CEPOS vil afskaffe supplerende dagpenge

CEPOS, den såkaldte “liberale tænketank”, har fået en ny idé til bekæmpelse af den påståede store mangel på arbejdskraft. Ceposserne vil afskaffe de supplerende dagpenge,…

Kollegie-nostalgi

Medens jeg sidder og indskanner negativer fra årene omkring 1980, dukker billeder fra mit kollegieliv (i anden ombæring…) op. Billeder af gode kollegiekammerater til våde…

Jonathan Richman til Skandinavien

Man skal til Sverige for at finde nyheden om, at den unikke sanger og sangskriver Jonathan Richman planlægger at aflægge Skandinavien et besøg. Om han kommer forbi Danmark er endnu uvist . Jeg har lyttet meget til Jonathan siden hans – John Cale-producerede – debut med The Modern Lovers i 1976. Mage til finurlig, naiv sangskriver skal man lede længe efter…

Opdatering: Som man kan se i kommentarerne kommer Jonathan til Voxhall i århus. Læs mere på Voxhalls hjemmeside.

Hør og se Jonathan og De moderne elskere give nummeret “Jeg er en lille dinosaur”: Read more

Kys hinanden!

Af alle steder i verden er det i Rom, man har arresteret to mænd, fordi de tillod sig at kysse hinanden i fuld offentlighed. Derfor…

“Studenterkvalitet”

I dagens avis kan man læse en opfølgning på de seneste ugers skriverier angående manglen på folkeskolelærere (faldende optag på seminarier, afgang af ældre skolelærere…

Moonlight Mile – en feel-good-film

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capac har en svaghed for små, uprætentiøse, underholdningsfilm om hverdagens små problemer og mirakler etc. Det behøver ikke at være filmkunstneriske mesterværker, men håndværket skal være i orden, og det samme skal skuespilleriet. Så tager jeg gerne et par amerikanske mainstream-urimeligheder med i købet.
Det er nu ikke, fordi der er mange af den slags urimeligheder i Brad Silberlings film fra 2002 Moonlight Mile, som blev sendt på DR2 i går aftes. Hvis man bortser fra den romantiske happy-ending, som mainstream-film jo helst skal have.
Filmen handler om Joe, der kort før sit planlagte bryllup med familien Floss’ datter, Diana, mister sin brud ved et skyderi i en bar. Det vil sige: Joe og Diana havde slået op med hinanden et par dage før brylluppet skulle stå, fordi Joe ikke elskede Diana som mere end en rigtig god ven. Dette forhold er Joes hemmelighed, som han igennem filmen prøver at beholde over for Dianas forældre, som han midlertidigt bor hos.
Joe spilles af den unge Jake Gyllenhaal (kendt fra bl.a. Brokeback Mountain), der er castet præcist til rollen som det unge menneske, der er fanget mellem pubertetens store forvirrende ingenmandsland og den truende voksenverden. Han står der på tærsklen og ved ikke, hvad han vil eller har lyst til og gør så – som de fleste nok gør – følger kærestens og de voksnes ønsker og forventninger, lige indtil kærligheden kommer som en deus ex machina og ændrer hans livsbanes retning. Gyllenhaal er rigtig god til at fremstille en sådan ung, mandlig øgles forvandling.
Hans hjertes udkårne, Bertie, spilles af Ellen Pompeo, som jeg primært har set i nogle tv-serier og så i Daredevil. Hendes præstation som den vansmægtende krigsenke, der har hutlet sig gennem tre kærlighedsløse år som barmedhjælper og ensom postsortererske, må være lidt af et kunstnerisk gennembrud. Det er ikke spor svært at forstå, at Joe må forelske sig i denne ensomme, kærlighedshungrende kønne pige, der egentlig ikke vil forelske sig, men alligevel falder pladask.
I det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne. Dustin Hoffman er fin i den nedtonede rolle som Dianas far, der har mere end svært ved at tale om problemer, men langsomt når frem til en erkendelse af sin svaghed som far og ægtemand. Holly Hunter har en lille prægnant rolle som forsvarsadvokat for familien, og som altid brænder hun igennem lærredet med en nuanceret persontegning.
Susan Sarandon spiller Dianes moder. Og hendes fremstilling af den af hjertet ærlige moder, der er ved at blive kvalt af omgivelsernes emotionelle omklamring og påtagede medfølelse, er intet mindre en fremragende. En scene, hvor hun konfronterer Joe med hans hykleri, efter at han som en anden pubertetsknægt er kravlet ud og ind af vinduet til sit værelse for at mødes med Bertie, er hele filmen værd. Her viser Sarandon, hvor fin og nuanceret en skuespiller hun er. Hvis man skulle have glemt det.
Filmen anbefales dem, der godt kan lide sådan en feel-good-film, der kan afrunde en dag og efterlade en i sengen i godt humør.

I øvrigt har filmen – hvis titel er hentet fra et Rolling Stones-nummer – et herligt soundtrack bestående af sange med Sly & The Family Stone, Stones, T.Rex, David Bowie, Bob Dylan, Van Morrison, Elton John, Dave Edmunds, Travis, Jorma Kaukonen og Gary Glitter (!). Det kan næsten ikke være bedre for en gammel musikelsker og nostalgiker.
En smagsprøve fra lydsporet – Dave Edmunds klassiker I Hear You Knocking: Read more

DR Big Band – som podcast

Jazzen har ikke spillet den store rolle i capacs blog, men det betyder ikke, at capac ikke kan lide jazz. Tværtimod. Derfor vil bloggen godt…

Det er en smuk dag

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Read more