Nostalgi i drivhuset

Gravhunden skulle tidligt ud. Han har sovet dårligt. Sikkert været bekymret for, om Lulu – en lille, fin pekingesertæve – i nattens løb havde fået…

Heartbeat-sange: P. J. Proby

En af de sange, der dukker op i Heartbeat-serien (og The Royal) er den amerikanske sanger, sangskriver og skuespiller P. J. Probys hit fra 1964…

Give peace a Chance – på dvd


John Lennons og Yoko Onos berømt-berygtede bed-in “Give Peace a Chance” i en seng på Quuen Elizabeth Hotellet i Montreal i 1969, bliver nu udsendt på dvd af Fabulous Films. Filmen er den dokumentar, der følger forberedelser omkring den syv dage lange – og desværre stadigvæk aktuelle – protest mod vold og krig i verden.

Read more

The Royal – nostalgisk tv-serie

Til mine “guilty pleasures” hører den engelske tv-serie The Royal (da. Landsbyhospitalet), der pt. kører mandag aften på DR1. Serien foregår i – ta-da! – de glade tressere på og omkring hospitalet St. Aidan’s Royal Free Hospital, i daglig tale blot The Royal, og man følger hospitalets ansatte og de forskellige patienter. Handlingstrådene er fermt vævet ind i hinanden, så der på intet tidspunkt opstår “døde punkter” i den løbende fortælling. Endnu engang imponeres man af englændernes evne til at skrue en billedfortælling sammen, skuespillets tårnhøje niveau, den usvigeligt sikre genskabelse af tresser-tidskoloritten (ned i mindste detalje) og den narrative opfindsomhed og variation. En af forklaringerne på, at serien er til at holde ud i længden, er, at der ikke er en bestemt hovedperson, men mange, og at der hele tiden sker noget nyt. Personer forlader serien, enten for at dukke op senere eller aldrig, og nye ansigter med historier kommer ind og farver hændelserne på kryds og tværs.
The Royal er i øvrigt et spin-off fra en anden elsket, engelsk serie Heartbeat, der herhjemme blev vist under titlen Små og Store Synder. Sidstnævnte bygger på Nicholas Rheas bog “The Constable on the Hill” (The Constable Series), der fortæller om en ung politimand og hans virke i den lille flække Aidensfield i tresserne. Som tilfældet er med Landsbyhospitalet var soundtracket også her tressernes lyd.
Det fine ved The Royal er, at den godt nok udspringer af Heatbeat-serien og fører noget af persongalleriet videre, men udvikler sig i sin egen ret. Til forskel fra mange amerikanske serier, der taber pusten undervejs og ender i intetsigende repetition, så udvikler og udfolder The Royal de plotmuligheder, der ligger i den i sig selv fortrinlige Heartbeat-serie.
Det var lidt tilfældigt, at jeg kom i gang med at se denne – i bedste forstand – folkelige underholdningsserie. Igen var det musikken, der blev afgørende. For under serien løber et soundtrack, der – selvfølgelig – er hentet fra den engelske populærmusik i den periode.
Llydsporet i sig selv en kvalitet ( i hvert fald for capac ), og det er sjovt at følge valget af musik. Man kunne måske forvente af en folkelig serie som denne, at det udelukkende ville være hitlistemusik, man fik at høre, men faktisk er der ekskurser til noget af tidens mere avancerede toner. Og man fornemmer klart, at det er det konkrete handlingsforløb, der bestemmer, hvilken underlægningsmusik, der skal bruges, for at understrege stemningen.
Jeg vil vende tilbage med nogle af de mere avancerede eksempler i kommende indlæg.
Og så er der åbenbart nogle sange, der har fået status af at være en slags yndlingsmelodier eller vandmærker i serien. Fx har The Creams Crossroads været brugt flere gang. Måske ikke tilfældigt, for i et af afsnittene, hvor hospitalets pedel, Alun, lytter til Disreali Gears i kælderen på et rigtig hi-fi-anlæg, bliver Cream brugt som symbol på den ny musik i tresserne. Måske en af manusforfatterne er gammel Cream-fan!?
Man kan håbe, at soundtracket bliver udsendt på cd. Det er sket for Heartbeat, hvor der er kommet indtil flere cd’er med sange fra serien. Her er et par smagsprøver fra The Royal: Read more

Sandy West, The Runaways, er død, 47

For nogle indlægs tid siden omtalte jeg det fortræffelige pige-band Fanny, og tilfældet ville så, at jeg faldt over en næsten et år gammel nekrolog over Sandy West. Sandy var en central figur i et andet all-girl-band, The Runaways, der gjorde sig i halvfjerdserne med hårdtslående rockmusik. Gruppen bestod af Joan Jett (der efterfølgende gjorde sig godt med The Blackhearts), Lita Ford (der også har haft succes siden hen som soloartist), Cherie Currie, der var den fotogene forgrundsfigur og sanger (og som nu laver skulpturer af træ, udskåret med kædemotorsav…), Mickie Steele (der senere var med i The Bangles), Jackie Fox (som blev Harvard-uddannet sagfører), Vickie Blue (der kastede sig over film- og tv-arbejde) og Laurie McAllister.
Unge og vakre var de, og den langt hen sexistiske amerikanske musikpresse havde svært ved at høre musikken bag den feminine fremtræden, hvilket var en skam, for bandet spillede faktisk heavy rock, der sagtens kunne måle sig med de fleste af de samtidige mandlige bands. Gruppen blev hjulpet igang af den berømte-berygtede producer og musikkræmmer Ken Fowley, hvis markedsføring af pigerne som “Bimbos” og “Bitches” på godt og ondt gjorde gruppen kendt i offentligheden. Men lytter man til bandets musik, kan man godt høre, at de havde noget at byde på. Hård og melodiøs rock med tekster om fremmedgørelse, ungdommelige problemer med kærlighed, sex og beruselse. Tekster, der stødte de dobbeltmoralske amerikanske FM-stationer på manchetterne og førte til bandlysning flere steder. Hvilket – som altid – har skubbet til pladesalget…
I Europa nød bandet godt af, at punken havde banet vejen for upoleret, hård rock, og blandt andet New Musical Express – det førende musikmagasin i England – tog bandet under sine vinger. Runaways blev også et stort navn i Japan.
Efter fire albums var det slut. Men, gruppen har fået æren for at være inspirationskilde for mange af de hårdslående bands, der er kommet til i USA i årene efter. I 2004 blev der lavet en dokumentarfilm om bandets karriere: Egdeplay – A Film about the Runaways.
Nu har lungekræften sat en stopper for Sandy Wests liv. Hvil i fred.

Read more

Palæopoesi – om flerkoneri og fortidssex

Bedst som den hjemlige debat om flerkoneri har lagt sig, så dukker der interessante palæontologiske nyheder op, som sætter diskussionen i artshistorisk perspektiv. Det er…

Joy Division – fuldstændig?

Gaffa fortæller, at den legendariske Manchester-gruppe Joy Division får genudgivet revl og krat (?) i forbindelse med lanceringen af filmen om forgrundsfiguren Ian Curtis “Control“….

Arkitektur i Helsinki: apropos bandnavne

Gårsdagens omtale af Frank Zappa og The Mothers of Invention fik mig til at tænke på fænomenet bandnavne. Da capac var en lille, langhåret dreng, og rockmusik hed pigtrådsmusik var det almindelige at grupper hed noget med The… og så et ord (à la The Beatles), højst to ord (à la Rolling Stones): The Baronets, The Beefeater, The Weedons, The Hitmakers, The Flintstones, The Scarlets, The Danish Sharks, The Rocking Ghosts osv. Siden skete der jo ting og sager.
Sandt at sige, synes jeg ikke, at alle bandsnavne er særligt opfindsomme eller – hvad værre er – tiltrækkende. Et navn som “Super Furry Animals” tiltrækker ikke – umiddelbart – mig (før jeg hørte musikken i hvert fald.. ), selv om jeg har et “furry animal” i huset. Medens andre er fængende. I sidste uge faldt jeg således over et band, der har været på banen en del år: Architecture in Helsinki. Det er sågu da et opfindsomt, ja, spøjst navn.
For at det ikke skal være løgn, så har bandet ikke noget med Finland at gøre, og de er heller ikke arkitekter. Faktisk er det et indie-band fra Australien. Melbourne, helt præcist. Deres musik er kendetegnet ved iørefaldende poprock-numre, og at de bruger et hav af forskellige instrumenter. Deres første album Fingers Crossed kom i 2003, og siden har de udsendt tre stykker: In Case we Die (2005), We Died, The Remixed (2006, et såkaldt remix-album) og Places Like This (der er på trapperne). Gruppe har selvfølgelig sin egen hjemmeside og en plads på myspace, hvor man kan høre mere musik og se videoer.

Her er en video fra den seneste plade Places like this:

Read more

Gratisavis

åh, nej, ikke igen… Tilbagespoling: 1., 2., 3., 4., 5., og 6.

Sisyfos på arbejde…

1) Oprydning af harddisken… 2) Backup af webloggen – med det hele – og det tager tid…. 3) Oprydning af BUNKER (bøger, aviser, cd’er etc.)….

Den feminine folkeskole

Der er åbenbart ingen ende på problemerne i folkeskolen. I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra mediernes omtale. Ikke blot falder antallet af…

Keith Richard – nu som kannibal … igen

Den koncertaktuelle rock’n-roll-gonzo-pirat og ærke-punk, Keith Richard, fortsætter med at provokere den småborgerlige presse og dens læsere. Læs historien om, hvordan Keith sniffede sin afdøde…

Rocking girls… Fanny

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Read more

Rocking Girl Blogger

Irene på den våde, lysegrønne ø i Atlanterhavet har udnævnt mig til at være “Rocking Girl Blogger” og dermed bidraget til at udjævne kønsforskellen. Man…

Musiknostalgi: Showaddywaddy

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Read more