Thor Pedersen og det offentlige

Tænk sig, at man skal opleve en Venstre-minister – finansminister Thor Pedersen – forsvare, at udgifterne til det offentlige ikke er blevet mindre end under…

Ungdomshuset – encore!

Capac har skrevet udførligt om Ungdomshuset på Jagtvej i København (her – scroll selv ned). Det var juridisk set en legal handling, men næppe kulturpolitisk…

John Lennon – digitaliseret

Efter, at det er sket for The Beatles og Paul Mccartney, måtte det jo komme: John Lennons soloarbejder til fals for usle penge på internettet….

Soundtrack til Dylan-filmen

Den tidligere omtalte film om Bob Dylans liv og karriere, hvor bl.a. Cate Blanchett og Heath Ledger figurerer som unge Dylaner, har også et soundtrack,…

DR: Massakren fortsætter

Hver tiende medarbejder ved DRs nyhedsafdeling fyres. Det går ud over såvel radio- som tv-avisen. Nyhedschefen, Ulrik Haagerup, siger, at det ikke vil gå ud…

Guts, guts, got no guts – en erindring


Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Read more

F for får – Shaun the Sheep

I går hjembragte fruen ovenstående dvd F for får. Af en eller anden grund markedsføres Shaun the Sheep som børnefilm. Og det er en skam….

Blade Runner – The Final Cut

Jeg ved, at det vil glæde Listemageren Klaus, at Blade Runner The Final Cut omsider er på trapperne. Jeg omtalte begivenheden 30. maj sidste år…

Kom lad os brokke os!

Så lad os da få det overstået: Kom Lad Os Brokke Os Alt for meget sex og lidt for lidt romantik alt for meget larm…

Regeringen har holdt ferie

Rambøl har lavet en undersøgelse, der endnu engang bekræfter, at langt de fleste danskere mener, at Socialdemokratiet er en bedre garant for velfærdet end den…

Dagens Zappa: Bongo Fury

Bongo Fury fra 1975 er det første samarbejde mellem Frank Zappa og vennen Captain Beefheart. En blanding af live- og studiooptagelser. Selv om Zappa står som komponist på de fleste af numrene (alle bortset fra “Sam With The Showing Scalp Flat Top” og “200 Years Old”, der har Beefhearts signatur), så har musikken umiskendeligt præg af Beefheart. I følge oplysninger på nettet, så markerer pladen også en slags afsked med de musikere, som Zappa havde arbejdet sammen med i de tidlige halvfjerdsere.

Vedr. Zappa: Se også Bos blog. Read more

Mere Heartbeat-nostalgi: Booker T. & The M.G.s


Her er en corny video med soul-instrumental-gruppen Booker T. & the M.G.s, der giver deres klassiker “Green Onions” fra 1962.
Gruppen bestod af Booker T. Jones (på det markante orgel), Steve Cropper (guitar), Donald “Duck” Dunn (bas) og Al Jackson Jr. (trommer). Dertil kommer, at folk som Isaac Hayes (bla. kendt for kendingsmelodien til blaxploitation-filmen Shaft), Carson Whtsett og Willie Hall har været løsere tilknyttet.
Booker T. og bandet spillede såkaldt “Memphis Soul” og var uløseligt knyttet til det berømte soul-pladeselskab Stax, hvor de var backing for en lang række kunstnere.
I det hele taget har medlemmer – af gode grunde – været efterspurgte sessionmusikere og er det stadigvæk. Det skal også nævnes, at The Beatles var store beundrere af instrumentalgruppen (og vice versa), og at Cropper og Dunn var med i Blues Brothers-projektet.
Nummeret “Green Onions” hører til de største instrumentalhits fra perioden og rummer et af det mest berømte riffs i rockens historie.
Det er et af de numre fra tresserne, som jeg aldrig er blevet træt af at lytte til.

Read more

Woodstock har fødselsdag

– og det har den jo, og det er på onsdag. Ja, det var fra den 15.-18. august 1969, at alle pop- og rockfestivalers moder blev afviklet i Bethel, New York, 50 miles fra selve Woodstock. Det fejres rundt omkring af dem, der var med dengang.

Apropos Woodstock-festivalen, så læste jeg et sted, at hvis alle dem, der påstod, de havde været med, faktisk havde været der, så ville festivalen have været dobbelt så stor…

Joni Mitchell synger og spiller “Woodstock” (i 1970 på Isle of Wight, hvor hippiedrømmene åbenbart allerede var gået fløjten…): Read more

Seminarielærere

I efteråret afsatte Folketinget 35 millioner kroner, så underviserne på landets lærer- og pædagogseminarier kunne blive efteruddannet. Efteruddannelsen skulle gavne de betrængte uddannelser af lærere…

DR2 viser Midnight Cowboy

I strømmen af ulidelige gen-genudsendelser af film dukker der enkelte sjældenheder op. Således viser DR2 den fremragende John Schlesinger-film Midnight Cowboy fra 1969 med Jon…

Mere Heartbeat-nostalgi: Peter Sarstedt

Den engelske sanger og sangskriver Peter Sarstedt havde et par solide hits omkring 1969 med Where do you go to my lovely og den lidt vovede (dengang i det mindste) Take of your clothes. Begge sange var i flere år favoritter på P3s musikønskeprogrammer. Selv om Sarstedt ikke har ligget på hitlister siden, så har han været en flittig sangskriver frem til i dag. Det kan man forvisse sig om ved at besøge hans hjemmeside.
Jeg husker, at han for en del år siden besøgte århus i forbindelse med en festuge, hvor han og vennerne optrådte på Strøget. Det var ren nostalgi.
Read more

Den gamle, spættede høne

Luften er stadig tung som en våd dyne. Det er mere end lunt. Sveddrivende. Og i himlen venter regndråber på at blive sluppet løs over…

Dagens opløftende sang

The Beatles: Two of Us

Two of us riding nowhere
Spending someone’s
Hard earned pay
You and me Sunday driving
Not arriving
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

Two of us sending postcards
Writing letters
On my wall
You and me burning matches
Lifting latches
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

You and I have memories
Longer than the road that stretches out ahead

Two of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

You and I have memories
Longer than the road that stretches out ahead

Two of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going home

We’re going home
Better believe it

En linje som “You and I have memories / Longer than the road that stretches out ahead” er jo selvskrevet til denne blog!

Syng bare med – her er et par videoer: Read more

Suzy Quatro lyner ned

57 år er hun efterhånden blevet, den lille rocksanger og -bassist, skuespiller og radiovært Suzy Quatro. Bloglæsere, der kan huske halvfjerdsernes popmusik, vil også huske Quatros række af hits, som det kendte sangskriverpar Nicky Chinn og Mike Chapman (Chin & Chap) – storleverandører af musik til den engelske glam rock – gav til hende: Can the Can (73), 48 Crash (73), Daytona Demon (74) og Devil Gate Drive (74). Med sit stramtsiddende læderoutfit, der ikke overlod meget til fantasien hos unge fløse, tog hun kegler i Europa og Australien, medens fædrelandet ikke rigtig ville kendes ved hende. Siden har hun taget revanche, idet hun har fået en vis succes som skuespiller i tv-showet Happy Days som Leather Tuscadero.
Ved siden af sin egen solokarriere arbejdede Quatro som sessionmusiker for en lang række af datidens store navne. Efter popkarrieren har hun arbejdet som skuespiller og medarbejder ved radio og tv.
Nu har Suzy så udgivet sin selvbiografi Unzipped, hvis titel spiller på det velkendte halvåbne lynlås i læderoutfittet. I bogen lyner hun ned for erindringen og fortæller om karrieren og dens bagside: skilsmisse, familieproblemer osv.
Erindringsnote: Suzy Quattro, Slade og Sweet var ikke noget jeg lyttede meget til dengang. Skulle det være glam, så skulle det være David Bowie, Mott the Hoople og et par af de mere avancerede navne. Men det var svært at undgå at lytte til de populære navne. Jeg forbinder dem især til P4 på P3, som jeg lyttede en del til. Ikke, fordi jeg hørte til kernepublikummet, men fordi det var godt radio.

Sådan så hun ud (og lød) dengang i de tidlige 1970’ere, Can the Can: Read more

Tony Wilson er død, 57

Vi skal ikke glemme musikkens bagmænd, der – på godt og ondt – er en del af stjernernes karrierer. I dag kan man læse, at…