Kenny Rogers – ikke at forveksle med Kenny Loggins – har længe ikke være min kop te, for at sige det lige ud. Men der var engang, hvor han var en ung knøs, der spillede med i et band med navnet First Edition. Det var mainstream-country af den slags, amerikansk FM-radio var fyldt til bristepunktet med. Hyggeligt. En enkelt sang skilte sig dog ud fra mængden, hvilket danske Sort Sol også mente, da de lavede en unik version af den: Ruby, don’t take your love to town: Read more
Måned: august 2007
Danny Deckchair
Den 6. august 2006 skrev jeg følgende i min smartlog: “jeg var heldig at få set den australske film Danny Deckchair af Jeff Balsmeyer (hans…
Stephen Stills – Just Roll Tape
I juli omtalte jeg udgivelsen af Stephen Stills genfundne Just Roll Tape. Nu er det muligt at lytte til skæringerne på Stephens hjemmeside. Hvis man…
Lou Reed & Zeitkratzer: Metal Machine Music – Live
Et af Lou Reeds mest kontroversielle værker er dobbeltalbummet “Metal Machine Music”, der blev udsendt i 1975. Rygterne gik. Lou udsendte det blot for at…
Trine Bryld hædres med Peter Sabro-prisen
For snart mange år siden kørte jeg ofte sammen med min lille søn med linje 1 forbi Østbanetorvet i århus. Her står statuen af Peter…
Klynkerock
I musikpressen løber en diskussion om klynke-rock i anledning af et nyt album med danske Saybia. Jeg har ikke hørt det påståede klynkeri, men det fik mig til at tænke på Dr. Hook and the Medicine Show og deres første store hit om Sylvia og hende mor, der ikke vil lade den forelskede unge mand snakke med tøsen…
Det er i øvrigt den fabelagtige humorist, digter, tegner m.v. Shel Silverstein, der har forfattet teksten til den hjerteskærende sang. Hvis man ikke vil investere i en Dr. Hook-plade, så kan man høre den på den fine opsamling The Best of Shel Silverstein: His Words His Songs His Friends, hvor Shel og vennerne spiller deres bedste numre, blandt andet den om Sylvia: Read more
P. J. Harvey – gratis koncert på DR
Medens Muskelsvindfonden kan se frem til et større millionsunderskud for afholdelsen af den forestående Police-koncert, hvor billetpriserne ligger mellem 650 kr og 950 kr for…
Bands, der (måske) bør gendannes – listomania..
Musikbranchen hjemsøges af gendannelser. Om kort tid gæster The Police århus. Crowded House har genfundet melodien og så videre. Her er en liste over bands,…
CBGBs ejer, Hilly Cristal er død, 75
Her i bloggen vil vi ikke glemme musikkens bagmænd. Hilly Cristal var manden, der skabte det navnkundige, hedengangne New-Yorker-spillested CBGBs (Country BlueGrass Blues & Other…
Uncle Meat – Dagens Zappa
Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i…
Gamle venner
Apropos Regitze og Madame… Old friends, Old friends Sat on their park bench Like bookends. A newspaper blown though the grass Falls on the round…
Kropslugt – et apropos
Markedet er gud. Er man i tvivl, kan man blot konsultere den dominerende ideologiske strømning i det danske samfund: den borgerligt-neo-liberalistiske tankegang. Alverdens problemer løses…
Bruce Springsteen og The Klezmatics
Anja Emila har vist nok allerede reserveret en billet til Bruce Springsteen, når han den 8. december besøger hovedstaden med sit fabelagtige E-Street-Band og rokker…
The Modern Lovers – g-g-genudgivet
Det John Cale-producerede mesterværk fra 1975 “The Modern Lovers”, hvor storbylyd, nybølgesound og naivistiske tekster )om kejtet dating, øgledage i Massachusetts og kærlighedslivets almindelige bøvl)…
Olesen-Olesen – Kain og Abel, dobbeltalbum
De fine sangskriverteam Olesen-Olesen sender deres nye dobbeltalbum Kain og Abel på gaden den 1.oktober. Pladen kan forudbestilles på duoens hjemmeside. Og man kan høre…
Control – soundtrack
Medens vi ser frem til Anton Corbijns roste film om Joy Division-forsangeren Ian Curtis “Control”, kommer meldingen om det medfølgende soundtrack, der – selvfølgelig –…
Ska – Desmond Dekker
I den udmærkede engelske krimiserie Trial and Retribution (da. Måske skyldig), der kører på DR1, dukkede musikken op i en sidebemærkning fra en af hovedpersonerne. En ung kvinde er blevet brutalt voldtaget og myrdet – og hendes mand har overværet forbrydelsen uden at kunne gribe ind, fordi han var “stoned” af noget meget kraftigt stof. Undervejs i opklaringsarbejdet forsøger kriminalkommisær Mike Walker, der spilles uovertruffent af den lille grimrian David Hayman, at få den stenede kæreste til at huske noget om forbryderen. Hvem han var, hvordan de mødte ham, hvad de snakkede om osv. Og langsomt dæmrer det for kæresten Milton. Og på et tidspunkt fortæller han, at de snakkede om ska-musik, og hvordan den er opstået. Det fik mig til at tænke på Desmond Dekker, hvis navn jeg så tilfældigt læste noget om i en amerikansk blog i går…
Ska-musikken stammer fra efterkrigstidens Jamaica, og er sammen med bluebeat en forløber for reggae-musikken. Som denne er det en blandingsform, der låner elementer fra calypso, jazz, rythm & blues m.m., og som har den karakteristiske offbeat rytmik. Ska-musikken kom til England i starten af tresserne, hvor især mods, skinheads og andre hårde drenge tog den til sig som deres musik.
Desmond Dekker, hvis borgerlige navn var Desmond Adolphus Dacres, husker jeg især for hans største hit fra 1968 “Israelites”, der gjorde sig på på de amerikanske og de engelske hitlister. Det var imidlertid et mindre hit, der gjorde ham til en kult-figur i England blandt de unge i mod-bevægelsen: “007 (Shanty Town)”. Dekker havde moderat succes frem til halvfjerdserne, hvor han blev genopdaget af punk- og newwave-pladeselskabet Stiff Records, der gjorde ham til en slags varemærke for den såkaldte Two-Tone-bevægelse, der var en blanding af punk og ska. Det resulterede blandt andet i albummet Black & Dekker, hvor han blev bakket op af selveste The Rumour, Graham Parkers fortræffelige backinggruppe. I firsrene gik det ned ad bakke for Dekker. Han gik fallit, men rejste sig igen og arbejdede blandt andet sammen med det toneangivende engelske ska-band The Specials i halvfemserne.
Dekker døde af et hjertetilfælde i 2006, 64 år gammel. Her er de to omtalte sange:
Sebastians sangskat
DRs aftenflade-journalistiske-underholdnings-et-eller-andet – Aftenshowet – der er cirka lige så lidt beåndet som TV2s morgentv og tilsvarende aftenprodukt med den anmassende titel “Go’ Aften Danmark”,…
Musik som Tag-selv-bord
Vi kender det fra restauranterne. Betal 99,- kr. og spis så meget, du orker. Pladeselskabernes brancheforening IFPI har fået en lignende idé: Betal 100 kr….
Lloyd Cole & The Negatives
1-2-3. Tre cd’er for en tyver er bibliotekets tilbud fra overskudslageret. Ud over de to Steve Earle-albums faldt valget på en gammel kending fra 80’erne: Lloyd Cole. Den engelske sanger og sangskriver slog for alvor sit navn fast med The Commotions i sidste halvdel af 1980’erne med en række iørefaldende poprock-albums med tekster, der blandt andet afspejlede den universitetsuddannede sangskrivers litterære og kulturelle interesser. Efter bruddet i 1989 fortsatte Cole en solokarriere med udgangspunkt i New York. En håndfuld kritikerroste albums fulgte, inden Cole omkring årtusindskiftet blev rodet ind i nogle problemer med sit pladeselskab Universal/Polygram. I tomrummet mellem to pladekontrakter indspillede han så sammen med The Negatives albummet Lloyd Cole The Negatives, hvor han fik selskab af sangerinden og sangskriveren Jill Sobule og Dave Derby fra Boston-bandet Dambuilders. Derud over medvirker guitaristen Rafa Mciejak og bassisten Michael Kotch. Alle sangene bærer Coles signatur, medens Jill Sobule gør sig bemærket med sin sologuitar.
Pladen er blevet sammenlignet med debutpladen Rattlesnakes fra 1984, og der er da også på mange måder tale om en rigtig Cole-plade, i den forstand, at pladen rummer elleve iørefaldende sange med tekster, der bevæger sig i et romantisk spektrum, krydret med allusioner til forfattere, rockmusikere og andet fra det kulturelle overdrev.
video: Read more
Steve Earle – en outlaw-country-poet
Biblioteket havde nye forsyninger af kassable cd’er, og jeg kom hjem med to albums af Stephen Fain Earle, der bare kaldes Steve Earle. Amerikansk sanger og sangskriver, der udfolder sig i den afdeling af americana, der bunder i rock og country.
Anmeldere, kritikere og andre musikere har altid haft et godt øre for Steve Earles sange. Selv om Earle har haft mange odds imod sig – et massivt stofmisbrug, konflikter med loven og (ikke mindst) et utvetydigt politisk engagement, så har han fået et godt ry og succes som sangskriver. Han er således modtaget ikke mindre end 11 Grammy-nomineringer, har været på forsiden The Rolling Stone som årets country-kunstner i 1996, blev tildelt “Lifetime Achievement Award” som sangskriver af BBC Radio 2 og har modtaget en Grammy – i 2005 – for det countryalbummet The Revolution Starts Now. Dertil kommer, at han har arbejdet sammen med et hav af anerkende musikerkolleger, som fx Emmylou Harris, Lucinda Williams, Chris Hillman og Sheryl Crow.
Politisk må han betegnes som en slags ventreorienteret (radical), der har arbejdet sammen med anti-Vietnam-kampagnefolk, imod dødsstraf, for afskaffelse af landminer og senest imod krigen i Irak. En kompromisløs, lidenskabeligt engageret sangskriver, som beviser, at man sagtens kan skrive gode sangtekster, der også er politiske. Helt i traditionen fra Woody Guthrie.
De to skiver, jeg fik suppeleret min country-samling med, er The Mountain, som Earle indspillede med Del McCoury Band, et hæderkronet bluegrass-band (1999) og forløberen El Corazon (1996). Hvis man synes, at Whiskeytown og Ryan Adams er noget, så bør man også lytte til Steve Earle…
En smagsprøve på Earles sangskrivning, It’s Christmastime in Washington (fra El Corazon): Read more
Ray Bradbury, 87 – udsender nyt gammelt…
For et par dage siden (22/8) fyldte SF-forfatteren Ray Bradbury 87 år. Han er stadig aktiv. New York Times fortæller, at han – efter et…
Bruce Springsteen og The Blue Van
Et par nyhedslinks og tips. Bruce med nyt. Mere på mandens egen hjemmeside. Og lytteværdigt fra Brønderslev. Tak til Anja Emila og Mette. Hør Bruce…