Voldtægt!

For nogen tid siden (i.e. 13.7.07) diskuterede jeg mediernes rolle i en voldtægtssag fra Vordingborg. I følge de oplysninger, der var kommet frem, var en kvinde angiveligt blevet voldtaget i en kassevogn af flere mænd. Diskussionen drejede sig blandt andet om, hvorvidt medierne – navnlig nyhedsbureauet Ritzau – dækkede over eller slørede gerningsmændenes identitet. Og hvad grunden evt. kunne være. Siden kom endnu en sag til, hvor en anden kvinde angiveligt skulle have været udsat for voldtægt i en varevogn i Meløse nord for Skævinge.

Det viser sig nu, at sidsteomtalte forbrydelse er det pure opspind. Politiet vil ikke rykke ud med kvindens forklaring på sin løgnehistorie. Af DRs teksttv fremgår det, at sagen fra Vordingborg stadigvæk udforskes. Og denne sag omtales som værende “lignende”, hvori man godt kan lægge den fortolkning, at politiet ikke udelukker, at der også her kan være tale om en opdigtet historie.
Hvad der ikke fremgår af ovenstående beskrivelse er, at gerningsmændene angiveligt skulle være “mørke”, tale “gebrokkent engelsk” eller være af “udenlandsk herkomst”…
Voldtægt er en alvorlig forbrydelse. En modbydelig krænkelse af et andet menneske. Og bør selvfølgelig straffes derefter. Men – en lige så stor forbrydelse er det at anklage et andet menneske for at have begået voldtægt, når det ikke er tilfældet. At blive anklaget for en sædelighedsforbrydelse – voldtægt osv. – kan ødelægge den anklagedes liv. Også når det er det pure opspind.
Bedre bliver det ikke af, at mistænkeliggørelsen rettes mod de fremmede (indvandrere, flygtninge osv.). Der bæres ved til xenofobiens store bål, der i forvejen har de bedste kår i det danske samfund.
Hvad der foregår i hovedet på de piger og kvinder, der opdigter en voldtægt, kan man gisne om. Måske er det for at skjule et sidespring. Hvem ved? Under alle omstændigheder er det en dumhed af format at opdigte en voldtægt og – måske – udsætte tilfældige mennesker for en sådan anklage.
Der har været temmelig mange opdigtede voldtægtssager gennem de senere år. Og det kan godt undre en. Politiets tavheds med hensyn til kvindens bevæggrunde for løgnehistorien er dybt problematisk. Det må være i offentlighedens interesse at undersøge, hvorfor den slags historier kan fabrikeres i et samfund, der bryster sig af at være seksuelt frisindet. Opdigtede voldtægtssager indikerer måske, at det højt besungne, danske, seksuelle frisind ikke stikker så dybt, som vi gerne vil tro. Lige under overfladen ligger den “gode”, gamle seksuelle dobbeltmoral og lurer… Read more

100 bedste cover-versioner

Det er New York Post, der frister med listen over de 100 bedste cover-songs. Der er nok for en listig listemager at diskutere, lovprise og være uenig i:

1. “Stairway to Heaven,” Dolly Parton (Led Zeppelin)

Queen of country rescues song from amateur guitar players everywhere with a soulful rendition that’ll have you in tears.

2. “Baby Got Back,” Jonathan Coulton

(Sir Mix-A-Lot)

MySpace white boy folk-rocks his way through an ode to big butts; great four-part harmony on “L.A. face with the Oakland booty.”

3. “Hazy Shade of Winter,” the Bangles (Simon and Garfunkel)

The way Paul Simon originally intended it – with a killer guitar riff and a drugged-out Robert Downey Jr.

4. “Nothing Compares 2 U,” Sinead O’Connor (Prince)

Close-cropped video and passionate rendition brought little-known Prince track to light.

5. “Showroom Dummies,” Señor Coconut & His Orchestra (Kraftwerk)

Not the first time Germans have hid out in South America, but with better results.

6. “Smooth Criminal,” Alien Ant Farm (Michael Jackson)

Turns “Annie are you OK” into a head-banging mantra.

7. “Personal Jesus,” Johnny Cash (Depeche Mode)

Electronica transformed into a painful, soul-crushing ballad. In a good way!

8. “Against All Odds,” the Postal Service (Phil Collins)

We can’t wait for what they’re going to do to “Sussudio.”

9. “Easy (Like Sunday Morning),” Faith No More (the Commodores)

If this song can’t get you some lovin’, take a hard, hard look at yourself.

10. “Tainted Love,” Soft Cell (Gloria Jones)

Funky grooves. Read more

Spamferie

Alle holder sommerferie, undtagen spammerne. De sender sommerpostkort. Pr. email.

Stephen Stills – der var engang

Modsat kollegaen Neil Young, der er mere aktiv og kreativ end nogensinde, trods hjerneblødning og fremskreden alder, så er Stephen Stills en blegnet stjerne. Engang var de – på godt og ondt – konkurrenter og kolleger. Først i Buffalo Springfield og derefter i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young. Som sidstnævnte bandnavn mere end antyder, så var der tale om en flok individer og individualister – store egoer, der alle havde talent nok til en solokarriere, men alligevel ønskede at lave noget sammen. Hvorom alting er, så blev der lavet mange lytteværdige plader. Stephens Stills var også meget produktiv dengang. Ud over bandpladerne med de nævnte grupper, lavede han soloplader, hvoraf de første to er klassikere i deres egen ret. Han var også med i sit eget superband Manassas, der kastede fine plader af sig. Siden har der været langt mellem snapsene for hans vedkommende. Måske berøvede succes og penge hans skaberkraft. Det er jo set før…
Nu har det lille nostalgiske forlag Rhino fået lov til at udsende nogle demooptagelser, som Stephen Stills lavede i den korte periode mellem Buffalo Springfield og C, S, N & Y. Dengang var han kæreste med sangerinden Judy Collins og sammen indspillede de en håndfuld sange, der siden er blevet klassikere i de endelige versioner. Playlisten ser således ud, og kendere vil genkende mange af sangtitlerne:
* All I Know is What You Tell Me
* So Begins the Task
* Change Partners
* Know You Got To Run
* The Doctor Will See You Now
* Black Queen
* Bumblebee (Do You Need A Place to Hide?)
* Judy
* Dreaming of Snakes
* Suite: Judy Blue Eyes
* Helplessly Hoping
* Wooden Ships
* Treetop Flyer

Anekdoten fortæller, at Stephen Stills i april 1968, efter at han havde forladt Buffalo Springfield, gik ind i et pladestudie, smed en bunke dollars på bordet og sagde til produceren: Just Roll Tape. Det blev så titlen på den nye udgivelse. I øvrigt endte optagelserne i skraldespanden, hvorfra en behjertet sjæl reddede dem, så de nu 40 år efter kan udsendes i remastered og renset stand…

Stephen Stills anno 1968: Black Queen: Read more