Dag: 19. juli 2007

Heads, Hands and Feet

Musik



For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Read more

Germaine Greer på banen igen

Musik


Overskriften “Germaine Greer er meget utilfreds med ‘Hippie hippie shake” fangede straks min opmærksomhed. Hvad havde hun nu imod det gamle rock’n roll-hit!? Men det var selvfølgelig ikke den sang, det drejede sig om. Men en film. Herom i det følgende.
Germaine Greer, skal jeg måske lige forklarer over for læsere, hvis erindring ikke går tilbage til halvfjerdserne og tresserne, var en af de fremtrædende feminister, der dengang var med til at kritisere den mandsdominerede samfund og dermed satte skub i den udvikling, hvis foreløbige resultat, vi nu lever i – på godt og ondt. Hun skrev bogen “Den kvindelige eunuk” (1970), der udkom herhjemme på forlaget Rhodos’ toneangivende politiske serie Bibliotek Rhodos med iøjnespringende lilla omslag. Heri hudflettede hun en række mandlige forfatteres – blandt andet Henry Millers – syn på kvinder.
Greer er født i Australien i 1939 og har siden sit gennembrud med eunukbogen været en talentfuld provokateur (eller i denne sammenhæng skulle man nok skrive: provokateuse), der aldrig har været bleg for sige tingene uden nogen form for formildende omsvøb. En på samme tid fascinerende og frastødende femme fatale i den feministiske offentlighed. Senest gjorde hun sig bemærket på tv ved at udstille sin appetit på og betagelse af meget unge mænd – i billedkunst og virkelighed.
Den “hippie hippie shake”, Greer er utilfreds med, er en filmatisering af magasinredaktøren og forfatteren Richard Nevilles erindringer. Neville beskriver sin tid i det kendte modkulturelle managazin Oz Magazine, der havde kronede dage i årene 1963-1973. Germaine Greer indgår i såvel bog som film, selv om hun angiveligt ikke var interesseret fra starten af. I The Guardian giver hun sit besyv under overskriften: “Nåh, så Emma Booth skal spille mig i en lortefilm om 60’erne? Kan hun ikke få et anstændigt arbejde?”. Hun går lige til biddet med det samme og skriver: “Det bliver sværere og sværere at være en virkelig person. I gamle dage skulle du dø, før levebrødsforfattere begyndte at mæske sig i dine jordiske rester og modellere en ny udgave af dig ud fra deres egne ekskrementer”. Og derefter får vi så Greer opfattelse af tingenes rette sammenhæng, iblandet et karaktermord på omtalte Neville. Fornøjelig læsning.

Hippy Hippy Shake med Swinging Blue Jeans: Read more

Samledille: ordbøger

Musik

Jeg har gennem de senere år udviklet en samledille: ordbøger. Ikke nødvendigvis sjældne og ældgamle ordbøger (som fx Meyers Fremmedordbog, som jeg har i en…