Jo mere man arbejder med nostalgien, jo mere dukker der op. Tilsyneladende. Sådan er det med hovedstolen. Den er uudtømmelig. I går slog det mig lige pludselig, at jeg havde for vane at rutsje ned ad gelænderet i min barndoms opgang. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, for det gør børn jo i opgange med gelænder. Men det var blot gået i glemmebogen. Og så dukkede gelænderet og – ikke mindst – knoppen nederst på gelænderet pludselig op for mit indre blik. Spørg hvorfor. Jeg ved det ikke. Til gengæld kan jeg nu huske, at det var vigtigt at stå af, inden man nåede den træknop, for ellers gjorde det gevaldigt ondt. Dernede. Av, av.
Og i dag dukkede så navnet Kathy Kirby op i den musikalske erindring. Out of Nowhere. I hvert fald kan jeg ikke finde den ydre anledning.
Kathy Kirby var en af tressernes populære sangerinder. Hun blev født i 1940 i Essex og gjorde sig bemærket ved sin sopran – og sit blonde udseende, der fik folk til at sammenligne hende med blondinen over alle blondiner: Marilyn Monroe.
I perioden 1963 til 1965 fik hun en stribe singlehits i UK. Blandt andet en vellykket coverversion af nummeret Secret Love, som både Doris Day og Connie Fancis havde indspillet. Og i 1965 repræsenterede hun England ved det europæiske Melodi Grand Prix med sangen I Belong (se videoen). Som det var tilfældet for en del tresserkunstnere, dalede Kathys popularitet i løbet halvfjerdserne.
Kathy Kirbys informative hjemmeside.
Read more