Rufus Wainwright til århus

Rufus med far Loudon

Ikke en dugfrisk nyhed, men alligevel. Sanger og sangskriver Rufus Wainwright, der tilhører den musikalske Wainwright-Mcgarrigle-klan, besøger den 5. december århus Musikhus. Det hjælper lidt på Musikhuset blakkede ry med hensyn til ny musik… Og så er der video: Read more

Racisten Tintin

Racismen bliver ved med at stikke sit grimme fjæs frem. I dag kan man i The Guardian læse, at The Commission for Racial Equality (da….

Papirfly


Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).


Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?

Read more

Dionne Warwick & Burt Bacharach

Det Dionne i midten...

I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Read more

The Shining – Stanley Kubrick


I går tog jeg mig så sammen til at købe dvd-udgaven af Stanley Kubricks gyser The Shining, der fik den danske titel “Ondskabens hotel”. Jeg så den, da den havde Danmarkspremiere i 1980. Det var i det århusianske filmtempel Kosmorama, der siden blev forvandlet til treetagers café og nu er endt som McDonald-tempel. Sådan kan det gå med kulturen.
Siden har jeg kun set filmen i uddrag. Med der er scener, der stadigvæk står mejslet i min erindring. Billeder af blod, der vælter ud fra en tæppeklædt væg, en kvindekrop, der forvandles fra ungdom til forfalden alderdom m.fl. Stærkest i erindringe står dog oplevelsen af at sidde på en trehjulet cykel og køre rundt i hotellets gange med synske øjne, hvor rædslerne venter bag hver eneste hjørne… Nu får vi se, om de små hår på armene vil rejse sig igen.

Se Jack Nicolson som “Store Stygge Ulv” her. Og tag så en lille cykeltur ad The Hallway med Danny – Come and play with us, Danny, for ever, and ever, and ever…

Read more

Alzheimer Light eller?

Det er lykkedes capac – for anden gang på en måned – at glemme sit lånerkort på biblioteket. Det er aldrig sket før. Snigende demens…

Nostalgia: Foska Havregryn

Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen…

Aussie-country: Kasey Chambers

Som bekendt spiller de også musik – endda god musik – down under. Blandt andet countrymusik i alle denne genres afskygninger: traditionel, alternativ osv. Og i nattens mulm og mørke vandt capac en cd (hos en australsk auktionarius) med den unge sangskriver, musiker og sangerinde Kasey Chambers: The Wayward Angel. Pladen er hendes seneste (en ny med titlen Caravan er under udgivelse).
Kasey blev født i 1976 og er et stort navn i Australien, hvor hendes tre udgivne albums har nået platinsalgsstatus. Til gengæld er hun knap så kendt uden for de australske grænser, og det kan godt undre capac lidt.

Hendes karriere begyndt for alvor i 1986, hvor hun blev medlem af familiens band Dead Ringer Band med far Bill og mor Diana i forgrunden. Bandet havde stor succes frem til 1998, hvor ægteparrets veje skiltes og Dead Ringer Band opløstes. Samme år indspillede Kasey sin første langspiller “The Captain” med Bill på guitar og et andet familiemedlem – Nash – som producer. Pladen solgte dobbelt platin og blev valgt som årets “bedste countryplade”, samtidig udnævntes Kasey til årets “bedste sangerinde”. Siden er successen blot vokset.

De to efterfølgende albums – og singleuddrag herfra – har solgt endnu bedre en debutpladen. Toeren “Barricades & Brickwalls” fra 2001 solgte således 7-dobbelt platin. Og “Wayward Angel” storsælger stadigvæk.
Hun burde være mere kendt uden for Australiens grænser efter min mening. Men døm selv: Read more

Bob Dylan i mikseren

Apropos blondiner, så læser capac, at den evigt turnerende Bob Dylan for første gang lader en af sine sange udsætte for fænomenet remix. Sneakmove fortæller,…

Kathy Kirby – syngende blondine

Jo mere man arbejder med nostalgien, jo mere dukker der op. Tilsyneladende. Sådan er det med hovedstolen. Den er uudtømmelig. I går slog det mig lige pludselig, at jeg havde for vane at rutsje ned ad gelænderet i min barndoms opgang. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, for det gør børn jo i opgange med gelænder. Men det var blot gået i glemmebogen. Og så dukkede gelænderet og – ikke mindst – knoppen nederst på gelænderet pludselig op for mit indre blik. Spørg hvorfor. Jeg ved det ikke. Til gengæld kan jeg nu huske, at det var vigtigt at stå af, inden man nåede den træknop, for ellers gjorde det gevaldigt ondt. Dernede. Av, av.
Og i dag dukkede så navnet Kathy Kirby op i den musikalske erindring. Out of Nowhere. I hvert fald kan jeg ikke finde den ydre anledning.
Kathy Kirby var en af tressernes populære sangerinder. Hun blev født i 1940 i Essex og gjorde sig bemærket ved sin sopran – og sit blonde udseende, der fik folk til at sammenligne hende med blondinen over alle blondiner: Marilyn Monroe.
I perioden 1963 til 1965 fik hun en stribe singlehits i UK. Blandt andet en vellykket coverversion af nummeret Secret Love, som både Doris Day og Connie Fancis havde indspillet. Og i 1965 repræsenterede hun England ved det europæiske Melodi Grand Prix med sangen I Belong (se videoen). Som det var tilfældet for en del tresserkunstnere, dalede Kathys popularitet i løbet halvfjerdserne.

Kathy Kirbys informative hjemmeside.
Read more

Hund i snor – tak!

Capac er hundeven. Og capac har også en hund, kaldet Gravhunden, som er capacs bedste firbenede ven. Gravhunden er altid i snor – undtagen, når…

Blogmagasinet

Som Bo vil capac godt gøre opmærksom på Rasmus’ tiltag – Blogmagasinet. Læsning for alle bloggomaner og bloggister. Adressen er blogmagasinet.dk.

Rosinen i den pølseende: The Boo Radleys

1-2-3. Sidste billigindkøb i bibliotekets rodebunke var et næsten uspillet eksemplar af The Boo Radleys album Kingsize (1998 – det er åbenbart halvfemserprodukter, der kasseres…)….

Brian Wilson “Imagination”

Gårsdagen andet biblioteksfund – tre for tyve kroner – var Brian Wilsons “Imagination” fra 1998. Pladen, som capac længe har haft på sin ønskeliste, betragtes…

Grateful Dead på film

Det måtte jo ske: At det legendariske tresserband The Grateful Dead blev genstand for en biograffilm. Gaffa-magasinet fortæller, at Michael Garais vil filmatisere Dead-roadien Steve Parishs biografi “Home Before Daylight”, der fortæller den lange historie om bandets levned i årene 1965-1995.
En af de ting, capac er gået glip af i dette liv, er den koncert, som Grateful Dead gav i Studenternes Hus i århus i 1972. En koncert, der gik frasagn om i capacs første studieår på universitetet i århus. Derfor var det med store forventninger, at capac en del år senere fik billet til en annonceret koncert med Jerry Garcia Band (et af de mange fritidsprojekter, der var omkring Grateful Dead). Men koncerten blev aldrig til noget, og få år efter døde Jerry Garcia og dermed blev der i realiteten sat punktum for fortællingen om de Taknemmelige Døde. Sådan kan det gå.


Og her er en optagelse fra Grateful Deads besøg i København i 1972. Det er Edmondt Jensen, der står for produktionen – og Jerry og kompani giver en af capacs Dead-favoritter: One More Saturday Night: Read more

En materialists bekymringer

Vi lever ikke kun i ideernes verden. Materien kommer vi ikke udenom. Men, hvorfor behøver man ligefrem at få et emotionelt forhold til det materielle?…

Wannadies “Yeah”

Capac havde forlist sit lånerkort til biblioteket og måtte derfor gå den tunge gang til biblioteket for at bede om et nyt. Heldigvis viste det sig, at bibliotekaren kunne finde det i kassen med glemte kort, hvor det lå sammen med et mindre hav af andre kort… Du er ikke alene! Og dagen var reddet.
Det viste sig så, at biblioteket havde fyldt op på reolen med udsalg af gamle musicd’er. Og med en tyver i pungen kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at kaste et blik på udvidelsen. Det meste er virkelig kassable sager, slidte cd’er uden cover, men der er fund imellem. Denne gang faldt jeg over et album med det svenske alternative rock-band The Wannadies, “Yeah” fra 1999.
Gruppen blev dannet i 1988 i Skellefteå i det nordlige Sverige og bestod af Pär Wiksten (sang og guitar), Christina Bergmark (keyboards og sang), Gunnar Karlsson (trommer), Björn Malmquist (violin!), Stefan Schönfelt (guitarer) og dennes lillebroder Frederick på bas.
Stilmæssigt lægger Wannadies sig op af de australske indie-pionerer The Go-Betweens og er i øvrigt inspireret af The Sisters of Mercy, The Clash (en pågående newwave-agtig lyd) og kultbandet The Pixies. John Lennon er også blevet nævnt som forbillede, selv om capac har lidt svært ved at høre det…
Wannadies debuterede med EP’en Smile, der betød et større gennembrud for bandet i Sverige. Successen blev fulgt op med debutalbummet “The Wannadies” i 1990, der førte en række koncertturneer med sig, blandt andet til Paris, hvor de delte plakat med finske 22 Pistepirkko og Björks gamle band The Sugarcubes.
Ud over problemer med pladeselskaberne (den gamle historie…), så løb gruppen ind i moralske problemer med deres andet album fra 92, “Aquanautic”, fordi en video stødte censorerne på MTV og sangen “Cherry Man” blev fortolket som allusioner til pædofili. Medvirkende hertil var en video, der viste en voksen mand omgivet af unge piger og drenge…
Trods en del problemer med produktionen af det tredje album “Be A Girl” fra 1994 fik de succes i Storbritannien, hvor singlen “You And Me Song” røg ind på en attende plads på The UK Top 40 og kom med på soundtracket til Baz Luhrmanns Shakespeare-film Romeo + Juliet. Successen betød også, at bandet blev opdaget af det engelske indie-selskab Indolent Records, der tegnede kontrakt med svenskerne.
Slagsmålene med pladeselskaberne fortsatte frem til 2000, hvor gruppen tog konsekvensen og lavede deres eget pladestudie. Inden da nåede de at indspille “Yeah”, der blev indspillet i Frankrig med de to kendte producere Rick Ocasek (Ex-The Cars) og Mike Hedges (The Cure, The Associates, Siouxsie and the Bashees, U2, Manic Street Preachers, Texas med mange flere). Balladen med pladeselskaberne betød dog, at pladen ikke blev udsendt i USA.
Efter at have fået eget studie har gruppen udsendt albummet Before & After i 2002 og brygger efter sigende på en ny skive lige nu.

Titelmelodien: Yeah: Read more

Liste uden rygeforbud

Det er lykkedes os at fravriste Random ( i Røvkassen ) en musikliste. Se den her. Vi supplerer gerne. Her en er liste med sange…

Hyldest til Fats Domino

Som gamle læsere vil vide, så har hyldestplader (Tribute to…) været et tilbagevendende tema i blog capac. Og nu er turen så – omsider, må man vel tilføje – kommet til Fat Domino. Bedre sent end aldrig, som man siger, og der er endda tale om en dobbeltcd med en flot række af covers:

1 – John Lennon – “Ain’t That A Shame”
2 – Dr. John – “Don’t Leave Me This Way”
3 – Paul McCartney – “I Want to Walk You Home”
4 – Tom Petty and the Heartbreakers – “I’m Walkin'”
5 – Elton John – “Blueberry Hill”
6 – Randy Newman – “Blue Monday”
7 – Dr. John – “Don’t Leave Me This Way”
8 – Toots and the Maytals – “Let the Four Winds Blow”
9 – Olu Dara with Donald Harrison – “When I See You”
10 – Lenny Kravitz with the Rebirth Brass Band, Troy “Trombone Shorty” Andrews, Fred Wesley, Pee Wee Ellis and Maceo Parker- “Whole Lotta Lovin'”
11 – Bonnie Raitt & John Cleary – “I’m in Love Again & All by Myself”
12 – Robert Plant with the Lil’ Band O’ Gold – “It Keeps Rainin'”
13 – BB King with Ivan Neville’s Dumpstaphunk – “Goin’ Home”
14 – Taj Mahal with The New Orleans Social Club- “My Girl Josephine”
15 – Art Neville – “Please Don’t Leave Me”
16 – Willie Nelson- “I Hear You Knockin'”
17 – Irma Thomas and Marcia Ball – “I Just Can’t Get New Orleans Off My Mind”
18 – Herbie Hancock with George Porter Jr., Zigaboo Modeliste and Renard Poche – “I’m Gonna Be A Wheel”
19 – Corinne Bailey Rae – “One Night (Of Sin)”
20 – Bruce Hornsby – “Don’t Blame it on Me”
21 – Lucinda Williams – “I Live My Life”
22 – Preservation Hall Jazz Band with Walter Wolfman Washington and Theresa Andersson – “When The Saints Go Marching In”
23 – Joss Stone, Buddy Guy and the Dirty Dozen Brass Band – “Every Night About This Time”
24 – Marc Broussard featuring Sam Bush – “Rising Sun”
25 – Allen Toussaint – “Go Fats Domino”
26 – Ben Harper with the Skatalites -“Be My Guest”
27 – Norah Jones – “My Blue Heaven”
28 – Soweto Gospel Choir & Robert Plant – “Valley of Tears”
29 – Neil Young – “Walkin’ to New Orleans”

Titlen på pladen er Goin’ Home: A Tribute to Fats Domino. Den udkommer til september og bidrager til bevarelsen af kulturlivet i New Orleans, der som bekendt blev næsten udryddet i forbindelse med orkanen Katharina. Lad os fejre udgivelsen med et par gyldne øjeblikke med mesteren selv. Her er først Ain’t That A Shame: Read more

Store skibe og små biler

Da capac, iført automobilet, vendte tilbage fra eksilet i det nordvestjyske, mente fruen, at det ville være en god idé at køre via havnen i…