Måned: juli 2007

Stephen Stills – der var engang

Musik

Modsat kollegaen Neil Young, der er mere aktiv og kreativ end nogensinde, trods hjerneblødning og fremskreden alder, så er Stephen Stills en blegnet stjerne. Engang var de – på godt og ondt – konkurrenter og kolleger. Først i Buffalo Springfield og derefter i supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young. Som sidstnævnte bandnavn mere end antyder, så var der tale om en flok individer og individualister – store egoer, der alle havde talent nok til en solokarriere, men alligevel ønskede at lave noget sammen. Hvorom alting er, så blev der lavet mange lytteværdige plader. Stephens Stills var også meget produktiv dengang. Ud over bandpladerne med de nævnte grupper, lavede han soloplader, hvoraf de første to er klassikere i deres egen ret. Han var også med i sit eget superband Manassas, der kastede fine plader af sig. Siden har der været langt mellem snapsene for hans vedkommende. Måske berøvede succes og penge hans skaberkraft. Det er jo set før…
Nu har det lille nostalgiske forlag Rhino fået lov til at udsende nogle demooptagelser, som Stephen Stills lavede i den korte periode mellem Buffalo Springfield og C, S, N & Y. Dengang var han kæreste med sangerinden Judy Collins og sammen indspillede de en håndfuld sange, der siden er blevet klassikere i de endelige versioner. Playlisten ser således ud, og kendere vil genkende mange af sangtitlerne:
* All I Know is What You Tell Me
* So Begins the Task
* Change Partners
* Know You Got To Run
* The Doctor Will See You Now
* Black Queen
* Bumblebee (Do You Need A Place to Hide?)
* Judy
* Dreaming of Snakes
* Suite: Judy Blue Eyes
* Helplessly Hoping
* Wooden Ships
* Treetop Flyer

Anekdoten fortæller, at Stephen Stills i april 1968, efter at han havde forladt Buffalo Springfield, gik ind i et pladestudie, smed en bunke dollars på bordet og sagde til produceren: Just Roll Tape. Det blev så titlen på den nye udgivelse. I øvrigt endte optagelserne i skraldespanden, hvorfra en behjertet sjæl reddede dem, så de nu 40 år efter kan udsendes i remastered og renset stand…

Stephen Stills anno 1968: Black Queen: Read more

Heads, Hands and Feet

Musik



For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Read more

Germaine Greer på banen igen

Musik


Overskriften “Germaine Greer er meget utilfreds med ‘Hippie hippie shake” fangede straks min opmærksomhed. Hvad havde hun nu imod det gamle rock’n roll-hit!? Men det var selvfølgelig ikke den sang, det drejede sig om. Men en film. Herom i det følgende.
Germaine Greer, skal jeg måske lige forklarer over for læsere, hvis erindring ikke går tilbage til halvfjerdserne og tresserne, var en af de fremtrædende feminister, der dengang var med til at kritisere den mandsdominerede samfund og dermed satte skub i den udvikling, hvis foreløbige resultat, vi nu lever i – på godt og ondt. Hun skrev bogen “Den kvindelige eunuk” (1970), der udkom herhjemme på forlaget Rhodos’ toneangivende politiske serie Bibliotek Rhodos med iøjnespringende lilla omslag. Heri hudflettede hun en række mandlige forfatteres – blandt andet Henry Millers – syn på kvinder.
Greer er født i Australien i 1939 og har siden sit gennembrud med eunukbogen været en talentfuld provokateur (eller i denne sammenhæng skulle man nok skrive: provokateuse), der aldrig har været bleg for sige tingene uden nogen form for formildende omsvøb. En på samme tid fascinerende og frastødende femme fatale i den feministiske offentlighed. Senest gjorde hun sig bemærket på tv ved at udstille sin appetit på og betagelse af meget unge mænd – i billedkunst og virkelighed.
Den “hippie hippie shake”, Greer er utilfreds med, er en filmatisering af magasinredaktøren og forfatteren Richard Nevilles erindringer. Neville beskriver sin tid i det kendte modkulturelle managazin Oz Magazine, der havde kronede dage i årene 1963-1973. Germaine Greer indgår i såvel bog som film, selv om hun angiveligt ikke var interesseret fra starten af. I The Guardian giver hun sit besyv under overskriften: “Nåh, så Emma Booth skal spille mig i en lortefilm om 60’erne? Kan hun ikke få et anstændigt arbejde?”. Hun går lige til biddet med det samme og skriver: “Det bliver sværere og sværere at være en virkelig person. I gamle dage skulle du dø, før levebrødsforfattere begyndte at mæske sig i dine jordiske rester og modellere en ny udgave af dig ud fra deres egne ekskrementer”. Og derefter får vi så Greer opfattelse af tingenes rette sammenhæng, iblandet et karaktermord på omtalte Neville. Fornøjelig læsning.

Hippy Hippy Shake med Swinging Blue Jeans: Read more

Samledille: ordbøger

Musik

Jeg har gennem de senere år udviklet en samledille: ordbøger. Ikke nødvendigvis sjældne og ældgamle ordbøger (som fx Meyers Fremmedordbog, som jeg har i en…

Leonard Cohen på scenen i København – i aften?

Musik

Ja, det er Gaffa, der antyder denne mulighed. I aften er der nemlig koncert på Jazzhouse med Adjani Thomas, der har indspillet med Leonard og har ham med som privat følgesvend. Da samme Adjani gav koncert i Oslo forleden dukke Cohen op. Så… Cohen-fans i Københavnstrup må kende deres besøgsestid!

“.,..we were running for the money and the flesh…”: Read more

Harry Nilsson – dokumentarfilm

Musik

For nogen tid siden skrev jeg et indlæg om Fred Neil-sangen “Everybody’s talking”, som den amerikanske sanger Harry Nilsson (1941-1994) udødeliggjorde i filmen “Midnight Cowboy”. I den forbindelse nævnte jeg, at Harry Nilsson havde et kompliceret privatliv. Dette liv – og karrieren – er nu blevet gjort til genstand for en dokumentarfilm med den sigende titel Who Is Harry Nilsson (And Why Is Everybody Talkin’ About Him)?. Bag filmen står instruktøren John Scheinfeld, der har specialiseret sig i film om kunstnere m.m., blandt andet står han bag den meget omtalte film om John Lennons kamp mod den amerikanske stat om opholdstilladelse m.m. The U.S. vs. John Lennon fra 2006.
Filmen om Nilsson beskriver – som man kunne forvente – manden liv fra barndommen i Brooklyn over karrierens højdepunkter i halvfjerdserne til den tragiske død i midten af halvfemserne. En fortælling om et talentfuldt og kreativt menneske, der brændte sit lys i begge ender: druk, stoffer, fester en masse osv. Igennem filmen møder man en lang række kendte mennesker, der udtaler sig om Harry og hans liv. Filmen, der er fra 2006 blev vist på Santa Barbara Filmfestivalen og har fået fine anmeldelser. Se fx denne. På filmens lille hjemmeside kan man se en trailer fra filmen.
Mon den kommer i en dansk biograf? Ellers må man jo vente på dvd’en. Lad os mindes Nilsson med et par videoer: Read more

The Partridge Family

Musik

Føromtalte The Cowsills kunne sikkert være blevet en endnu større succes end bandet faktisk blev. På et tidspunkt blev familien Cowsill nemlig tilbudt rollerne i…

Regnen, parken og andre ting

Musik

I Weekendavisen har man fået den fine idé, at lade Bo Green Jensen og Rene Gummer skrive om en række sange, der har gjort et særligt indtryk på dem. I weekendens udgave skriver Bo Green Jensen om Bob Dylans “A hard rain’s gonna fall”, inspireret af de foregående dages massive regnvejr på Djævleøen. Som sædvanligt er der tale om en vidende og personlig artikel. Bo Green nævner en række kendte sange, der har regnen som tema, men nævner sjovt nok ikke The Beatles Rain. Men al den snak om regn og sange lod en anden gammel sang dukke op på min indre jukebox: The Cowsills “The Rain, The Park, and other Things” fra 1966.
The Cowsills var et rent familieforetagende – lige som The Osmonds, der kom til senere – bestående af medlemmer af Cowsill-familien. De var inspireret af The Beatles og The Everly Brothers, og spillede som disse iørefaldende melodier med vægt på det vokale arbejde. “The Rain, The Park, and other Things” var deres første store hit, der nåede en 2. plads på Billboards hitliste og solgte 3 millioner eksemplarer i første oplag. Senere fik de et stort hit med “Hair”. Det var i 1969. Gruppen opløstes i 1971 efter lang tids ballade i familien. Siden er det blevet gendannet.
Jeg havde The Rain… på et bånd på min gamle B&O-båndoptager og spillede den meget. Jeg synes stadigvæk den har noget over sig…

Read more

My Home is my Castle

Musik

Ovre hos Punditokraterne er jeg gerådet ind i en diskussion om boligmarkedet. Hvordan sikrer man, at alle i dette land kan få en billig, god…

Legetøjsbiler: Matchbox

Musik

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Read more

Folkeskolen på spanden

Musik

At uddanne børn og unge er en investering i fremtiden. Det koster penge, mange penge, at holde et uddannelsessystem i gang. Med en kombination af…

Sly and the Family Stone

Musik

I dagens Berlinger kan man læse en anmeldelse af en koncert med Sly and the Family Stone. Det vil sige: forgrundsfiguren Sly kommer ikke, og bandet er kun en skygge af det gamle stilskabende band fra sluttresserne og halvfjerdserne. Det er næsten 25 år siden, det gamle band var rigtig aktivt. I de mellemliggende år har bandlederen Sly været fanget i en sump af stofmisbrug, mentale og andre personlige problemer.
Sly and the Family Stone dukkede op i hippietiden og var pionerer inden for den genre, der kaldes funk. Bandet miksede psykedelisk lyd med soulelementer, rock og funk. Den funkede sound skyldtes ikke mindst den tommelfingerspillende bassist Larry Graham, der dannede skole for mange efterfølgende funkbassister. Uden Sly og co. ville Michael Jackson og Earth, Wind and Fire have lydt anderledes.
Inden stofproblemer og uoverensstemmelser mellem gruppens medlemmer begyndte at få gruppen til at gå op i limningen i midthalvfjerdserne, fik foretagendet indspillet en række banebrydende albums: 1967: A Whole New Thing, 1968: Dance to the Music, 1968: Life, 1969: Stand!, 1970: Greatest Hits, 1971: There’s a Riot Goin’ On, 1973: Fresh og 1974: Small Talk. Dertil kom fem store top 10 hits i perioden 1968-1971: Dance to the Music, Everyday People, Stand!, Thank You og Family Affair.
Jeg fik rigtig øje på og øre for Sly and the Family Stone, da jeg så deres forrygende, ti-minutters-udgave af “I want to take you higher” og et ligeså vellykket “Stand!” i Woodstock-filmen (YouTube har et klip med dårlig lyd…). Her kan man se bandet, da det var på sit højeste.
Efter bandets reelle opløsning i midten af halvfjerdserne fortsatte Sly med at lave soloplader af høj kvalitet. Men de personlige problemer satte en stopper for koncertaktiviteterne.

Read more

At fløjte – erindringsglimt

Musik

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg…

Det grå guld – en myte

Musik

Capac har skrevet om det før. Og i dag kommer der mere dokumentation for, at mediernes snak om “det grå guld” som attraktiv arbejdskraft ikke…

Jandek kommer til århus

Musik

Jandek? Hvem? Godt spørgmål. Rock- og popmusikken har sine særlige og mytologiske figurer. Jandek er en af dem. Jandek er navnet på en outsider, der vist nok stammer fra Houston, Texas. Siden 1978 har Jandek udsendt ikke mindre en 50 plader med rod i folk og blues. Han har stort set aldrig givet interviews eller ladet detaljer om sin biografi komme for dagen. Hvilket selvfølgelig har fremmet mytologiseringen. Journalister elsker hemmelighedskræmmeri. Når det alligevel er lykkedes Jandek at få opmærksomhed omkring sine udgivelser, så skyldes det selvfølgelig – musikken. Han spiller folk og blues på sin egen skæve facon, ofte atonalt og med særprægede akkordstrukturer.
Jandek holder stædigt fast i sin anonymitet og udsender sine egne plader fra sit eget pladeselskab Corwood Industries, der har postadresse i Houston (en postboksadresse…). Pladerne kan bestilles her til rimelige priser (8 $, rabat ved flere), og man kan også få et simpelt katalog over udgivelserne. Detektiviske undersøgelser mener at have fundet frem til mandens rette navn: Sterling Richard Smith. Det kan man så tro på eller lade være. Og er det i øvrigt så vigtigt? Manden vil åbenbart lade sangene og musikken tale for sig selv. Og det er nok for capac. Jeg behøver ikke at vide, om han drikker kaffe, er til mænd eller er en desillusioneret forfatterspire for at nyde hans musik.
Det er nu lykkedes de århusianske koncertarrangører Ljud at lokke mystiske Mr. Mox til århus. Det sker i august – i følge www.undertoner.dk.

Her er linket til en fransk uofficiel Jandek-side. Her er en guide til Jandek, hvor man også finder pladeselskabets katalog med mere. Amazon er også leveringsdygtig. Hør Jandek her.
Og her er – vist nok – Jandeks første liveoptræden nogensinde i Glasgow, Scotland, den 17. oktober 2004 – nummeret hedder “Real Wild”: Read more

Klezmer

Musik

Som nævnt indkøbte jeg to klezmer-cd’er på biblioteket. Den ene er med den nok mest kendte danske klezmer-kunster Channe Nussbaum og gruppen Spielloks. Titlen er “Copenhagen Klezmer” (Danica 1996-97). Ud over Channe, der har skrevet og arrangeret de fleste af pladens sange, bestod Spielloks af guitaristen Torben Steno (kendt fra Mick Shacks Hjemmeservice og andre tv-programmer), bassisten, klarinettisten m.m. Peter Jessen, accordeonspiller m.m. Jens Tolsgaard, bassist Peter Nielsen og Morten Krøghold, der slog på trommer og andet.
På coveret får man følgende beskrivelse af, hvad klezmer er: “Klezmer er betegnelsen for en øst- og centraleuropæisk, jødisk form for folkemusik. I dag er genren udbredt over det meste af verden – også blandt ikke-jøder. Klezmer rummer derfor påvirkninger fra mange forskellige kulturer i bl.a. Nord- og Sydamerika, Mellemøsten og nu også i Danmark.” Altså en slags world music. Spielloks hedder i dag Spielniks og kalder deres musik for “jidpop” (jiddish pop). Channe Nussbaum er også aktiv i Trio Klezmer, der også tæller violinisten Mette Smidl og den kendte harmonikaspiller Oyvind Ougaard.  Interesserede kan se og opleve Channe Nussbaum i århus Jazz-festival i morgen på Klostertorv.

Den anden cd er med gruppen The Klezmatics, og titlen er The Well (Xenophile 1998). Klezmatics er New York-baseret og spiller såkaldt amerikansk neo-klezmer. Medlemmerne tæller pt. Frank London (trumpet/sangskrivning), David Licht (trommer), Paul Morrissett (bas m.m), Lorin Sklamberg (sang og accordeon), Matt Darriau (blæseinstrumenter og sangskrivning) og Lisa Gutkin (violin). Men der har været en del udskiftninger undervej, siden gruppen blev dannet i 1986. Som den danske gruppe synges der på yiddish, men også på engelsk. Gruppen er et stort navn i USA og world music-kredse og har blandt andet vundet en Grammy for pladen “Wonder Wheel” i kategorien “bedste nutidige world music album”. Gruppen er også kendt for sine tvær-kulturelle samarbejder, fx med den palæstinensiske musiker Simon Shaheen. The Well er gruppens femte plade ud af ialt ni. Den seneste er plade med sange af Woody Guthrie (Woody Guthrie’s Happy Joyous Hanukkah fra 2006).
På de forskellige hjemmesider kan man finde flere oplysninger, billeder, videoer og musiksmagsprøver.
Video: Read more

Alkohol er sundt!

Musik

Eller er det? I strømmen af livsstilsnyheder og -råd, der bliver vendt 180 grader i luften, er turen kommet til alkoholen.

Enhver dansker over 10 år har fået ørerne tudet fulde af rigtige alkoholvaner (14-21 genstande pr. uge – hvis man ellers kan nå det), advarsler om alkoholens skadelige virkninger på sjæl og krop, løftede pegefingre over for en festende, drikfældig ungdom (og deres forældre rødvinsafhængighed) osv. osv.

Men nu vil en professor, Morten Grønbæk, for Statens Institut for Folkesundhed (intet mindre!) slå et slag for alkoholens fysiologiske fordele. Problemet er ikke, at danskerne drikker for meget alkohol (ca. 12 liter pr. person pr. år), men at forbruget er skævt fordelt. Rigtigt fordelt ville det være godt, hvis vi drak 16 liter ren sprit om året, svarende til tre genstande pr. dag. Det er videnskabeligt bevist.

Professoren siger blandt andet: »De gode virkninger af alkoholen får man også, hvis man kun drikker en genstand om dagen. Der er sikkert et minimum – det er højst sandsynligt ikke nok kun at drikke en genstand om måneden. Noget tyder på, at alkohols positive effekt kun er der, hvis man indtager det relativt hyppigt. I virkeligheden er det nok mere hyppigheden end mængden, der har betydning«. Måske man skulle slå et slag forbi vinreolen. Klokken er jo allerede lidt i 12… Læs mere her.

Og en musikalsk kommentar fra Lou Reed – The Power of Positive Drinking: Read more

12 Monkeys

Musik


Forleden dag udstrålede dansk tv Terry Gilliams science fiction-drama 12 Monkeys med Bruce Willis, Madeleine Stowe og Brad Pitt i de største roller. Familien skulle se Ugly Betty, men heldigvis fik jeg båndet filmen, så jeg kunne se sent i går aftes.
Tematisk kan den minde om Terminator-trilogiens tidsrejseproblematik: At vende tilbage til fortiden for at ændre verdens gang. I dette tilfælde et virusangreb, der dræber næsten alle mennesker, overlader jordens overflade til dyrene, og henviser de få overlevende mennesker til en tilværelse under jorden. Men Gilliams film er en kende mere sofistikeret end Terminator-filmene. For hos Gilliam bliver tidsrejserne et eksistentielt og filosofisk problem for den rejsende: hvem er jeg, når fortid og nutid er et fedt?, underforstået: hvad er et menneske? I modsætning til Terminator-filmene – i hvert fald nr. 1 og 2 – så er der tale om en – nogen vil sige postmoderne -fortælling, der overlader til tilskueren at fortolke, hvordan fortællingen skal ende.
Filmen er tydeligvis inspireret af de store forgængere inden for genren. Ikke mindst ny-klassikeren Blade Runner. Men filmen er ikke epigoneri. Fortællestilen er dens egen, rolig med mange tiltede billeder – og en fin brug af argentinsk harmonika-tangomusik… Tåler at blive set flere gange. Read more

AC/CD – indspiller en ny plade

Musik

Gaffa fortæller kort, at det australske band AC/DC er ved at indspille musik, der nok bliver til bandet s nye plade engang – den første siden Stiff Upper Lip fra 2000. AC/DC blev dannet tilbage i 1973 og betragtes af mange som pionerer inden for heavy metal-genren, men selv kalder bandets medlemmer musikken for rock’n roll. Capac har altid haft en svaghed for den form for hård rock, der minder lytteren om, hvad rock’n roll altid har drejet sig om: fest og ballade – uden de store kunstneriske ambitioner. Med andre ord: øl, piger og rockmusik. Her er de så drengerøvene fra Sydney: Read more