Apropos punks, så fortæller NME, at to store forlag – HarperColins og Little Brown – kæmper om rettighederne til rullesten Keith Richards selvbiografi. Indtil videre…
Måned: juli 2007
Never mind the Bollocks
Det føles, som om det var i går, men der er gået 30 år, siden Sex Pistols udsendte deres musikalske spark i skridtet “Never Mind the Bollocks”. Utæmmet energi, vrængende sangtekster og en uforfalsket fuck-up-attitude sikrede bandet massiv omtale, boycot på radiostationer og i pladebutikker og en øjeblikkelig succes som punk-band. Indiskutabelt et punket band. I dag er pladen en rock-klassiker på linje med andre garage-rock-skiver som fx MC5s Kick Out the Jams o.lign.
I følge Gaffa vil de restende bandmedlemmer fejre jubilæet med udsendelse af en særlig lækker vinyludgave af debutpladen. Læs mere her.
Fra g(l)emmebogen.
Right Now Ha-ha-ha…: Read more
Det største knald – mosfri rullesten på dvd
Apropos ældre arbejdskraft, så kan man læse, at den ældre rockgruppen The Rolling Stones, der heldigvis er deres egne arbejdsgivere og derfor ikke bliver sendt…
Arbejde uden (alders)grænser
Den tidligere arbejdsminister for Socialdemokratiet, Jytte Andersen, har fået en lys idé. I følge DR-nyhederne skal det være slut med at sende offentligt ansatte på…
Dagens ørehænger: Kate Nash – Foundations
– den kører og kører i hovedet, og hendes lille vibrato er ikke til at stå for… Ligger øverst på den engelske singleliste lige nu….
Exit Kyllingen: En syg sport
I går aftes blev den førende danske cykelrytter Michael Rasmussen, der stod til at vinde Tour de France, smidt af holdet Rabobank og følgelig…
Walking the Dog – today…
Her til aften på vores sædvanlige tur – lidt tidligere end sædvanligt og i selskab med Frøkenen – kom Gravhunden og undertegnede (og så altså…
Mere Starbucks-kaffemusik: Joni Mitchell
Paul Mccartney er ikke længere alene om at nyde kaffe og musik. Det forlyder fra musikpressen (Billboard), at også den canadiske sangerinde og sangskriverske Joni Mitchell vil publicere sin nye langspiller med titlen “Shine” på Starbucks plademærke Hear Music. Det sker den 25. September.
Mitchell har ellers været ret inaktiv musikalsk set siden 2001, hvor hun udsendte Travelogue. En del af forklaringen har været musikindustriens manglende forståelse for hendes musik. Det nye selskab har en anden tilgang til musikken, og det har åbenbart overbevist Mitchell om, at det alligevel kan betale sig at lave musik. Vi må så håbe, at firmaet bevarer deres “commitment to music”, som præsidenten for Starbucks Entertainment kalder det. Samtidig lover firmaet, at den nye plade er en tilbagevenden til den “sande Joni”, hvad det så end er…
Videoer: Read more
Arnold Layne
Af en eller anden grund forbinder jeg altid Status Quos sang om tændstikmændene med Pink Floyds debutsingle Arnold Layne. Men det var jo også nogenlunde samtidige – og begge psykedeliske i lydbilledet.
Arnold Layne blev skrevet af den mytologiske figur Syd Barrett. Sangen, der handler om en transvestits trang til at stjæle dame(under)tøj, kom på hitlisten, men ikke med på Pink Floyds klassiske album Piper at the Gates of Dawn (1967), hvor den ellers ville passe fint ind. I forbindelse med udsendelsen af singlen lavede Pink Floyd en pr-film (det var jo før videoernes tid) for sangen, hvor bandmedlemmerne leger med en mannequindukke. Her er den:
Nostalgisk aktivitet: Negativer
Dagens påbegyndte projekt: Indskanning af negativer fra capacs grønne ungdom. Hvad mon der dukker op af erindringens dis!?
Sisyfos og ryggen
Som nævnt gik en del af weekenden med oprydning på matriklen. En hel del løfte- og slæberi ad gange, trapper og fortov. De efterfølgende par…
Asmaa Abdol-Hamids politiske fremtid?
Asmaas tidligere omtalte kommentar til situationen i Irak fik en af hovedoverskrifterne i gårsdagens tv-aviser. I dag rejser Berlingeren så spørgsmålet om Asmaas politiske fremtid…
Billeder af tændstikmænd
For ganske nylig nævnte jeg i forbindelse med et indlæg om papirflyvere (!) det engelske party-boogie-band Status Quo. I de sidste mange, mange år, har denne gruppe lydt på en ganske bestemt dansant måde, men engang i tidernes morgen, dvs. i tresserne, kom de under indflydelse af “tidens toner”. Og det ville – i 1967-68 – sige de psykedeliske toner.
Bandet opstod tilbage i 1962 og efter en forkølet start under navnene The Specters og Traffic (Jam) med et par floppende singleudspil sprang de på den nye bølge og udsendte singlen Pictures Of Matchstick Men, der straks strøg ind på den engelske og amerikanske top 10. Efter de to første albums – Picturesque Matchstickable Messages from the Status Quo (1968) og Spare Parts (1969) – der ikke formåede at komme på hitlisterne, droppede gruppen det flippede look og den syrede musik og sprang ud som boogierockere. Resten er, som man siger, historie. Og de spiller vist endnu… Men her er syretrippet anno 1968 – Billeder af tændstikmænd: Read more
Asmaa Abdol-Hamid på banen igen
Den små Asmaa Abdol-Hamid (Enhedslisten), der har gjort sig bemærket ved ikke at ville give hånd og insistere på sin borgerlige ret til at gå…
Vinegar Joe – rockstalgi
I går aftes faldt jeg helt tilfældigt over en kort omtale af det engelske band Vinegar Joe. Jeg havde næsten glemt gruppen, men nu dukkede den op fra de grå celler igen.
Det var heller ikke ret lang tid gruppen eksisterede. Den blev dannet i 1971 og opløstes allerede i 1974. Forklaringen er måske, at gruppen rummede et par store egoer, der hurtigt ville deres egne veje: sangerinden Elkie Brooks og sanger og guitarist Robert Palmer. Elkie har haft en fin solokarriere i England efterfølgende. Det samme gælder for Robert Palmer, der forlod det flippede look og sprang ud i jakkesæt som soul-sanger med videoer fulde af smækre fotomodeller.
Ud over disse to stjerner spillede Steve York på bas og Pege Gage på guitar. Men der var også andre musikere ind over i den korte tid projektet kørte: Mike Ceacon, Dave Thompson, Hohn Hawken, Tim Hinckley (keyboards), Jim Mullen (guitar), Pege Gavin, John Woods og Keef Hartley (trommer).
Tre hektiske år affødte tre plader, der stadigvæk er efterspurgte blandt samlere af den tids musik: debutpladen Vinegar Joe (72), Rock’n Roll Gypsies (72) og Six Star General (73).
Som mange andre engelske bands fra perioden spilledes en rythm-and-blues-baseret rockmusik med Elkie og Robert i forgrunden. Stilen kan minde om Alman Brothers Band eller Wet Willie. Og de efterfølgende videoer forklarer, hvorfor deres plader er samlerobjekter…
—–
Her er et par fine og sjældne optagelse med Vinegar Joe fra 1972, optaget af svensk tv, Take Me In Your Arms: Read more
Efb – Viborg: 5-0
Selv om jeg ikke læser Ekstra-Bladets sportssider hver dag (eller nogen anden avis’ sportsider for den sags skyld), så følger jeg dog slagets gang for…
Beatles-covers fra dengang…
Forleden faldt jeg over en lang liste over Beatles-numre, der var blevet kopieret af andre kunstnere. Det fik mig til at tænke på nogle af…
Oprydning eller – Sisyfos på arbejde
I dag står den på oprydning i domicilet. Materielle goder bæres fra den ene lokalitet til den anden. Fra gemmer til affaldscontainer. Fra beboelsesrum til…
Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 2
I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest…
Hvornår får du våde fødder?
Kloden har det varmt. Indlandsisen smelter. Ligeså isen ved polerne. Hvornår når bølgeskvulpene din fordør. Her kan du få en fornemmelse.
Voldtægt!
For nogen tid siden (i.e. 13.7.07) diskuterede jeg mediernes rolle i en voldtægtssag fra Vordingborg. I følge de oplysninger, der var kommet frem, var en kvinde angiveligt blevet voldtaget i en kassevogn af flere mænd. Diskussionen drejede sig blandt andet om, hvorvidt medierne – navnlig nyhedsbureauet Ritzau – dækkede over eller slørede gerningsmændenes identitet. Og hvad grunden evt. kunne være. Siden kom endnu en sag til, hvor en anden kvinde angiveligt skulle have været udsat for voldtægt i en varevogn i Meløse nord for Skævinge.
Det viser sig nu, at sidsteomtalte forbrydelse er det pure opspind. Politiet vil ikke rykke ud med kvindens forklaring på sin løgnehistorie. Af DRs teksttv fremgår det, at sagen fra Vordingborg stadigvæk udforskes. Og denne sag omtales som værende “lignende”, hvori man godt kan lægge den fortolkning, at politiet ikke udelukker, at der også her kan være tale om en opdigtet historie.
Hvad der ikke fremgår af ovenstående beskrivelse er, at gerningsmændene angiveligt skulle være “mørke”, tale “gebrokkent engelsk” eller være af “udenlandsk herkomst”…
Voldtægt er en alvorlig forbrydelse. En modbydelig krænkelse af et andet menneske. Og bør selvfølgelig straffes derefter. Men – en lige så stor forbrydelse er det at anklage et andet menneske for at have begået voldtægt, når det ikke er tilfældet. At blive anklaget for en sædelighedsforbrydelse – voldtægt osv. – kan ødelægge den anklagedes liv. Også når det er det pure opspind.
Bedre bliver det ikke af, at mistænkeliggørelsen rettes mod de fremmede (indvandrere, flygtninge osv.). Der bæres ved til xenofobiens store bål, der i forvejen har de bedste kår i det danske samfund.
Hvad der foregår i hovedet på de piger og kvinder, der opdigter en voldtægt, kan man gisne om. Måske er det for at skjule et sidespring. Hvem ved? Under alle omstændigheder er det en dumhed af format at opdigte en voldtægt og – måske – udsætte tilfældige mennesker for en sådan anklage.
Der har været temmelig mange opdigtede voldtægtssager gennem de senere år. Og det kan godt undre en. Politiets tavheds med hensyn til kvindens bevæggrunde for løgnehistorien er dybt problematisk. Det må være i offentlighedens interesse at undersøge, hvorfor den slags historier kan fabrikeres i et samfund, der bryster sig af at være seksuelt frisindet. Opdigtede voldtægtssager indikerer måske, at det højt besungne, danske, seksuelle frisind ikke stikker så dybt, som vi gerne vil tro. Lige under overfladen ligger den “gode”, gamle seksuelle dobbeltmoral og lurer… Read more
100 bedste cover-versioner
Det er New York Post, der frister med listen over de 100 bedste cover-songs. Der er nok for en listig listemager at diskutere, lovprise og være uenig i:
1. “Stairway to Heaven,” Dolly Parton (Led Zeppelin)
Queen of country rescues song from amateur guitar players everywhere with a soulful rendition that’ll have you in tears.
2. “Baby Got Back,” Jonathan Coulton
(Sir Mix-A-Lot)
MySpace white boy folk-rocks his way through an ode to big butts; great four-part harmony on “L.A. face with the Oakland booty.”
3. “Hazy Shade of Winter,” the Bangles (Simon and Garfunkel)
The way Paul Simon originally intended it – with a killer guitar riff and a drugged-out Robert Downey Jr.
4. “Nothing Compares 2 U,” Sinead O’Connor (Prince)
Close-cropped video and passionate rendition brought little-known Prince track to light.
5. “Showroom Dummies,” Señor Coconut & His Orchestra (Kraftwerk)
Not the first time Germans have hid out in South America, but with better results.
6. “Smooth Criminal,” Alien Ant Farm (Michael Jackson)
Turns “Annie are you OK” into a head-banging mantra.
7. “Personal Jesus,” Johnny Cash (Depeche Mode)
Electronica transformed into a painful, soul-crushing ballad. In a good way!
8. “Against All Odds,” the Postal Service (Phil Collins)
We can’t wait for what they’re going to do to “Sussudio.”
9. “Easy (Like Sunday Morning),” Faith No More (the Commodores)
If this song can’t get you some lovin’, take a hard, hard look at yourself.
10. “Tainted Love,” Soft Cell (Gloria Jones)
Funky grooves. Read more