My Sharona / The Knack

Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…

The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Read more

Flaget over Iwo Jima

Vi kender Joe Rosenthals berømte mytologiske foto af flagrejsningen på den japanske ø Iwo Jima under Anden Verdenskrig. Det oprindelig foto (ovenfor) blev taget under…

Religion og politik – i EU

Rundt om i blogland diskuteres forholdet mellem religion og politik heftigt. Fx hos Paw og Filoffen. Her er det især Islam, der er på tale….

Whiskeytown – Pneumonia

Caitlin og Adams
Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.

Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Read more

John Mayall & the Blues Breakers

Mayall med Hendrix, Eric Burdon, Stevie Winwood...

På det lokale bibliotek sælger man ud af cd-samlingen. Cd’er uden covers, slidte og ramponerede og enkelte, der måske ikke har haft lånere nok, sælges for 10 kr./stk., 3 for 20 kr. Her faldt jeg over et album fra engelske John Mayall & The Blues Breakers fra 1995 med titlen “Spinning Coin”.
John Mayall var i fuld gang med sit musikalske projekt – the blues – da jeg gik med (stof)ble i halvtredserne, og han har været en del af mit musikalske landskab, siden jeg første gang hørte hans musik i tresserne. Da jeg gik på gymnasiet, havde vores musiklærer indkøbt forskellige albums med tidens musik for at komme de unge i møde og bane vejen for Bela Bartok, Penderecki og andre klassiske komponister, og blandt dem var der en Mayall-plade. Jeg tror, det var Empty Rooms fra 1970. Den lyttede vi meget til – specielt var der et nummer, som jeg ikke lige kan komme i tanke om – når vi ikke fordybede os i et obskurt Jimi Hendrix-live-album eller soundtracket fra Woodstock-festivalen.
Mayall er en af de musikere, man må have respekt for. Han har altid fulgt sin musikalske interesse for bluesen uden at skele (for meget) til kommerciel succes. Igennem årene har hans Bluesbreakers fungeret som rugekasse for mange af de musikere, der siden de tidlige tressere har sat deres præg på den ofte rythm-and-blues-inspirerede engelske rockmusik. Folk som fx Eric Clapton, Jack Bruce, Peter Green, John McVie, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Don Harris, Harvey Mandel, Larry Taylor, Aynsley Dunbar, Jon Hiseman, Dick Heckstall-Smith, Andy Fraser, Walter Trout, Coco Montoya, Johnny Almond og Jon Mark har stået i lære i Mayalls bluesskole. Siden midten af tresserne har han udgivet mindst et album om året, så der er noget at gå i gang med. Dertil kommer et hav af bootlegs.

Her er en nyere optagelse med John og Bluesbreakers med en vis Slowhand på ydmyg guitar:

Read more