Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Read more