DR Nyhederne fortæller, at Arnold Schwarzenegger, Califoniens guvernør og tidligere action-helt, vil vise Bush-regeringen vejen mod et bedre klima: “Californien og andre delstater vil ikke…
Måned: juni 2007
Vikarer og “kvalitetsreform”
På tv så jeg et interview med nogle af de aktionerede SoSu-assistenter. Og en af damerne gav udtryk for, at hun ville have mere i…
The Tokens’ Hank Medress, død 68
Navnet Hank Medress siger nok de færreste noget umiddelbart. Men siger man forsangeren på The Tokens store tresserhit The Lion Sleeps Tonight, vil der nok ringe en lille klokke hos dem, der er gamle nok til at huske Jørgen de Mylius’ Efter Skoletid etc. Medress er død i en alder af 68 år som følge af lungekræft.
Han startede sin karriere i 1955, hvor han sammen med den kendte sanger og sangskriver Neil Sedaka (Oh, Carol m.fl.) var en del af vokalgruppen The Linc-Tones. Efter at Sedaka havde forladt gruppen for at begynde sin succesfulde solokarriere blev gruppen til The Tokens, der fik sit store hit i 1961. I øvrigt er The Lion Sleeps Tonight – med det iørefaldende Wimoweh-omkvæd – en gammel afrikansk sang, der kom på repertoiret hos flere amerikanske kunstnere i løbet af 1950’erne. Men det var Tokens, der fik et nr. 1 på hitlisten. Gruppen fik mindre hits siden hen, men nåede aldrig til førstepladsen igen. Til gengæld er The Lion blevet en klassiker fra perioden.
Madress havde ved siden af sin sangkarriere held som producer. Blandt andet stod han bag The Chiffons to store tresserhits He’s So Fine og One Fine Day. Senere var han med til at føre Tony Orlando and Dawn frem med popsangene Knock Three Times og Candida. Han stod også bag New York Dolls forsangeren David Johansens succesfulde soloprojekt som Buster Poindexter. De senere år trak han sig lidt mere tilbage og tog sig af forrretningssiden i EMIs canadiske afdeling, hvor han var præsident.
The Lion Sleeps Tonight i en senere udgave med Tokens: Read more
Sass Larsen og hjemmehjælperne
Socialdemokratiet har erobret forsiden af dagbladet Information i dag (plus en del andre avisers spalteplads), fordi Henrik Sass Larsen har afvist at støtte de aktionerende…
Hr. Gainsbourg, formoder jeg…
Dagens grammofonplade er Monsieur Gainsbourg revisited, en post-hum hyldestplade til den afdøde, franske sanger og sangskriver med fornavnet Serge. På pladen giver forskellige kunstnere deres bud på, hvordan Serges sange ville lyde i nutidens indpakning. Fx spiller Franz Ferdinand (sammen med Jane Birkin), REMs Michael Stipe, Marianne Faithfull (sammen med reggae-esserne Sly & Robbie), modellen og sangerinden Carla Bruni, The Rakes og The Kills. Det er er ikke snapse det hele, især Portishead skuffer fælt med en uinspireret udgave af Un jour comme un autre – Anna (der er blevet til Requiem for Anna). Men der er perler imellem. Faithfull i deep roots reggae er en god og krydret ret. Og Cat Power & Karen Elson fører ny ilt til den gamle score-sang: Je t’aime moi non plus.
Serge Gainsbourgs datter, Charlotte, der også synger, har jeg omtalt andetsteds i bloggen.
Støn bare med – der er jo varmt nok til det… 😉 : Read more
Water, Water, everywhere!
Den lykkedes lige denne her at komme helskindet og lidt renere igennem et skybrud mellem århus og Hørning… Før var det et automobil, nu et…
Hans Otto Bisgaard fyret pga. alder
En af gårsdagens petitnyheder var, at radio- og tv-manden Hans Otto Bisgaard er blevet fyret fra Langelandsfestivalen, der uden skam står ved at alderen er…
CEPOS – kritiserer Fogh
Den borgerlige tænketank, CEPOS, som Paw lidet flatterende oversætter med “CEnter for POlitisernde Sludder”, lader til at have fået en klar tanke. Det er gået…
Surfer Girl
Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…
Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment
Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…
Passende musikalsk kommentar: Read more
Simon and Garfunkel – Live 1969
En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).
Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :
DR-Skandalen: At rette smed for bager
“Hvis alle betalte deres licens, behøvede DR ikke fyre én eneste medarbejder”. Nyheden, der her citeres fra DR Nyhederne, har cirkuleret de sidste par dage…
www.w7.com: gratis musik og reklamer
Vi har i denne blog fulgt udviklingen inden for det ømtålelige emne: download af musik. Som bekendt har internettet revolutioneret distributionen af musik med konsekvenser…
Kaptajn Bøfhjertes 10 bud for guitarister
1. LISTEN TO THE BIRDS…That’s where all the music comes from. Birds know everything about how it should sound and where that sound should come…
Kvalitetsreformer…
Capac tror, at det er symptomatisk, at regeringen har benævnt sit projekt for det offentlige en “kvalitetsreform”. Der tales om kvalitet, fordi det er det, der mangler. Det forholder sig lige som, når landbrugets repræsentanter taler om dyrevelfærd og laver regler for samme: Det sker, når den ikke længere er en realitet. Spørgsmålet er så, om regeringen og dens støtter er i stand til at levere kvalitet. Jeg tvivler. Read more
Love: Blue Thumb Recordings
For mindre end et år siden døde frontfiguren i det legendariske tresserband Love, Arthur Lee, af leukæmi. Nu er der så udkommet en tredobbelt cd…
Da jeg fik briller…
Regitzes beretning om sin tur til optiker og tandlæge sendte mig tilbage i tidstunnellen til dengang, jeg var i den spirende pubertet – 11-12 år…
Michael Caine og “Bullet to Beijing”
Gårsdagens sene filmindtagelse bestod af George Mihalkas Len Deighton-filmatisering Bullet to Beijing (opfindsom dansk titel: Den røde død) fra 1995. I hovedrollen er – og…
TV-reklamer og populærmusik
Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.
Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Read more
Beatlemania-gonzo…
Så er chancen der, hvis man ikke har andet at bruge sine feriepenge og opsparing på – og i øvrigt er en rigtig Beatle-fan og…
Slut med gratisaviserne?
Da gratisavistrenden begyndte havde capac en fæl fornemmelse af, at det ville ebbe ud før eller siden. Og efter Nyhedsavisens distributionsproblemer og sammenlægningen af to…
Tusindvis af Science Fiction-covers
Det sker, at man falder over websider, der er anderledes end gennemsnittet. På SF Cover Explorer kan man studere en række science fiction covers ved…
Porter Wagoner “Wagonmaster”
Hvis man er til traditionel country & western med tekster, der kan mere end blot være musikkens svar på fødselsdagskort, så er Porter Wagoners seneste…
Klostersex med nonner – poesi
Den spanske modernist og Nobel-pristager Juan Ramòn Jiménez blev født i Andalusien i 1881 og døde i 1958. Han betragtes som en af grundlæggerne af…