Richie Havens – dagens musiknostalgiske input


Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:

Bonus – Havens første tv-optræden på engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Read more

Skræmmende…

Nyheder her og hisset fortæller om en amerikansk undersøgelse, der mener at påvise, at testosteron-niveauet er faldende blandt amerikanske mænd. Undersøgelsen bekræfter tendensen i tilsvarende…

The Police – unplugged

Fox News mener at vide, at koncertaktuelle The Police skal optræde i MTV’s velkendte unplugged-serie, altså hvor kunstnerne udelukkende spiller akustisk. The Police var gået i opløsning , længe inden den populære serie opstod. Sting har selv optrådt solo. Men nu skulle det altså være muligt snart at se og høre, hvordan det gamle band lyder uden strøm. De hidtige udgivelser i serien har har generelt haft et højt niveau, så mon ikke der er noget at glæde sig til. Dylan, Neil Young, Eric Clapton fik jo noget lytteværdigt ud af det…

Sting med jalousi-sangen Every Breath You Take – unplugged: Read more

Verden i følge Jante

Jantelovens 10 bud: 1. Du skal ikke tro, du er noget. 2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os. 3….

Blind Faith – dagens musiknostalgiske indslag


På biblioteket faldt jeg over ovenstående dvd med en koncertoptagelse med Blind Faith fra Hyde Park i London 1969 – den park, der også dannede rammen om en meget berømt koncert med The Rolling Stones lige efter Brian Jones’ druknedød i en swimmingpool.
Blind Faith var en af tressernes såkaldte supergrupper og blev dannet i 1968. The Cream var gået i opløsning og Eric Clapton og Ginger Baker slog sig sammen Rich Grech, der kom fra Family, og Steve Winwood, der havde en fortid i legendariske Spencer Davis Group og det hippieinspirerede band Traffic.

Blind Faith fik kun en kort levetid og opløstes på grund af en række musikalske og andre stridigheder, som bandets medlemmer var involveret i – internt og i forhold andre eksterne musikalske sammenhænge. Men selv om bandet således var en slags overgangsprojekt, så fik den dog lavet et holdbart album med gruppens navn. Musikken er stærkt præget af Steve Winwoods karakteristiske stemme, keyboardspil og hans ønske om at spille mere improvisatorisk, end han havde haft mulighed for i Spencer Davis Group og Traffic. Efter sigende var det også de musikalske friheder, der tiltalte Eric Clapton. Friheder, der blandt andet kom til udfoldelse i en række jamsessions hjemme hos Clapton i Surrey, sessions, der siden hen gik gny om.
Gruppen debuterede med omtalte koncert i Hyde Park. En koncert, der var gratis. Eric Clapton var vist ikke helt tilfreds med bandets musiceren ved den lejlighed. Men jeg synes godt, at man kan høre, at de fire musikere har noget at byde på. Døm selv. Her er et par klip fra YouTube-samlingen.

Read more

Mine biografer

Af en eller anden grund – måske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fået en særlig nostalgisk tiltrækning….

Jordbær og gummimænd

Hos Irene i Eire spises der jordbær med fløde. Her nærmer vi os jordbærsæsonen. Ganske vist kan vi købe jordbær hele året – fra Spanien,…

Sange til Drella


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Read more

Homotubbies

Er det BBC-producerede børneprogram Teletubbies den rene homoseksuelle propaganda? Berlingske Tidende bringer nyheden om, at den polske Børneombudsmand Ewa Sowinska er af den mening. Dermed…

Love will tear us… Nerina Pallot

Nerina Pallots singlecd har indtaget pladsen på capacs cd-afspiller og vil ikke forlade den. I Pallots udgave af omtalte Joy Division-melankoli-klassiker, Love will tears us…

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Read more

Berlin i Berlin – Lou Reed i Europa

I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med…

Hergé som dameven

Det seksuelle interesserer. I enhver forstand af ordet. For nylig fyldte Tintins “far” Hergé 100 år – hvis man da kan fylde år efter sin…

Biografmuseet

Som mange filmelskere – i hvert fra fra min generation – har jeg et nostalgisk forhold til barn- og ungdommens biografer, hvor man (for?)spildte mange…

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Read more

John Wayne – 100 år

I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 år. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den…

Love Grows (Where Rosemary Grows)

Tilbage til nostalgigeneratoren. Edison Lighthouse var en designergruppe, der bestod af sangeren Tony Burrows (chefdesigner), sangskriverne og producerne Barry Mason,Tony McCauley – og Greenfield Hammer….

The Cream – gendannes

New Musical Express meddeler – med Jack Bruce som kilde – at den fænomenale tressertrio gendannes til sommer for en koncert eller flere. Sidst det…