Rickie Lee Jones, 1979

Det var ikke kun Chuck E, der var forelsket de dage i 1979. Jeg husker endnu, at jeg købte Rickie Lee Jones’ første album lige…

Nick Drakes familietræ

Som tidligere anført, så udgives der snart en plade med den posthumt berømmede engelske folk-singer-songwriter Nick Drake – med titlen “Family Tree”. Udgivelsesdatoen er nu…

Beatles som mp3

Vi har skrevet og skrevet om det: Hvornår Billerne blev tilgængelige for legal downloading. Nu skulle vejen – omsider – være banet. I hvert fald…

#¤%&§! – Fax min bare…

Capac har fået lagt restriktioner på sin Paypal konto, fordi nogle idioter åbenbart har haft til hensigt at misbruge den. Ganske vist har capac modtaget…

Bang, bang, bang…ørehænger

På capacs mp3-afspiller ligger nummeret You’re the Storm med The Cardigans og – ikke mindst – Nina Persson i den vokale frontlinje. Sangen, teksten og Ninas stemme har det med at blive hængende i bevidstheden længe efter en gennemlytning…

Read more

Tarantino og Spiderman: soundtracks

Der er et par soundtracks på vej, der bør have interesse for musikinteresserede. Quentin Tarantino’s nye film “Death Proof” om den psykisk afsporede kvindemorder Stuntman…

Negationer – poesi…

sneen giver op, ryster på hovedet, slår ud med armene og går hjem, hvilket er: ned, mens andre ting går op, blomster, halse, køn, stilke…

Dusty Springfield


Lulu gjorde indtryk i søndagens nostalgitrip. Det samme gjorde den gamle optagelse med Dusty Springfield. Dusty – hvis borgerlige navn var Mary Isobel Catherine Bernadette O’Brien – var – efter blogbestyrerens mening – en af de fineste kvindelige stemmer i engelsk popmusik i tresserne.
Hun var allerede på banen, før Beatles havde gjort England til popmusikkens centrum, idet hun sammen med broderen Dion var en del af folktrioen The Springfields, der blev dannet i 1960 og havde en vis succes, bl.a. i USA, hvilket var usædvanligt for en engelsk gruppe dengang i før-Beatles-perioden. Dusty forlod gruppen i 1963 for at skabe sig en solokarriere og fik succes med det samme. Få dage efter bruddet udsendtes I Only Wanna Be With You, der kom på hitlisterne både hjemme i Storbritannien og i USA.
I modsætning til flere af sine engelske kolleger hentede Dusty fortrinsvis sin inspiration i USA fra begyndelsen af. Allerede som ganske ung lyttede hun til Peggy Lee, og senere blev hun meget optaget af Motown-lyden, da den brød igennem lydmuren i tresserne.
Debutsinglen blev fulgt op af en lang række succesfulde indspilninger, bl.a. en del Bacharach-David-kompositioner. En af dem The Look Of Love indgik i James Bond-parodien Casino Royal i 1967.
Hvis man kan bruge hitlisterne som målestok for successen (hvad man nok ikke kan, i hvert fald ikke den kunstneriske succes…), så kulminerede hendes popularitet i 1964 med nummer 1-hittet You Don’t Have To Say You Love Me. Men ret beset var Dusty nok ikke et hitlistefænomen, for hendes sangkunst var nok en tand for sofistikeret til rigtig at gøre sig på hitlisterne i længden. Hun var dog umådelig populær i Storbritannien og fik fx sit eget tv-show “Dusty” på BBC i 1966-67, hvor hun bl.a. optrådte sammen med Jimi Hendrix…
Kendetegnende for hendes musikalske orientering fik hun kontrakt med pladeselskabet Atlantic Records i Memphis, et pladeselskab, der bl.a. husede souldronningen Aretha Franklin. Og her indspillede hun den måske kunstnerisk set mest vellykkede plade Dusty in Memphis. Sangen Son Of A Preacher Man, der i en vis forstand blev Dustys kendingmelodi, stammer fra dette album.
Dusty døde i 1999 af brystkræft kun 59 år gammel. Hun var efter sigende en perfektionist, der var vanskelig at arbejde sammen med. Det gjorde det heller ikke lettere for hendes karriere, at hendes seksuelle orientering ikke passede ind i populærmusikkens stereotype kvindebillede. Hendes kunstnernavn “Dusty” fik hun efter sigende i sin barndom, fordi hun var, hvad man kalder en tomboy. I sin egen opfattelse var hun “bi-seksuel”. Biografskrivere mente, at hun var lesbisk. Selv i de såkaldt frigjorte tressere var det problematisk at have en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle. Og med en strikte katolsk opdragelse og et fordømmende, småborgerligt samfund som ramme, har det sikkert været sin sag at finde en modus vivendi. Man kan alligevel godt undre sig lidt over, at der er blevet brugt så megen krudt på netop det spørgsmål i interessen for Dustys liv og levned, når det nu er hendes kunstneriske indsats, der virkelig er interessant…

Jeg kan huske, at specielt nummeret Son Of A Preacher Man fik en hel del air-play hos Jørgen Mylius og andre P3-DJs dengang i tresserne.

Og nogle videogodbidder med Dusty: Read more

LULU – en sangbombe fra tresserne

Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og…

Bloggens nostalgifestival…

Som man sikkert vil vide, så er det almindeligt med nostalgifestivaller rundt omkring. I hvert fald har capacs fødeby en tresserfestival, der nu og da afvikles. Omme i YouTube faldt jeg over tre klip med nostalgi fra tresserne. Kunstnere, der var store dengang, fremfører nogle af deres glorværdige hits. Blandt andet en alderstegen Petula Clark, der lige skal i gang, før det kører, og en Paul Jones i hopla. Selvfølgelig kan man ikke løbe fra tiden, men jeg synes nu, de gør det godt – og melodierne holder stadigvæk. Døm selv: Her er Wayne Fontana, Petula Clark, Paul Jones, The Searchers, The Tremoloes, fantastiske Lulu (To Sir With Love), The Troogs (Vild Ting!), Dusty Springfield (mand, hun kunne synge…) og Gerry and The Pacemakers… Read more

Paul Jones og Mike D’Abo – to sangere i Manfred Mann

Manfred Mann himself
Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende årtier. Manfred Mann havde en håndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne på første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere også radio og tv, blandt på BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gå solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
Både Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…

Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Read more

Mark St. John er død, 51

Endnu et rockkoryfæ er gået til de evige rockmarker: Mark St. John. Efter sigende var det en hjerneblødning, der alt for tidligt satte en stopper…