For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…
Enjoy: Read more
