Som Anja er inde på i en kommentar, så kan det være anstrengende for pengepungen at være musikelsker. Selv med en stor, tung pengepung kan…

Vi har tidligere i denne blog skrevet om problemområdet digital downloading af musik. Problemer som generende kryptering, penge og rettigheder. Internettet har gjort det muligt…

I forgårs udstrålede svensk tv 1 en times koncert med Bruce Springsteens Seeger Sessions. En optagelse foretaget af BBC i Londons St Luke Old Street…

Som læseren sikkert er bekendt med, så er Steven Spielberg i fuld gang med at søsætte fjerde afsnit af drengerøvskrøniken om Indiana Jones med Harrison…

Beat-poeten og -forfatteren William S. Burroughs gav navn til den engelske gruppe Soft Machine. Jeg kom til at tænke på gruppen, fordi jeg kom til at tænke på en bekendt fra ungdomsårene, som lyttede en hel den til deres plader, samtidig med at han røg en hel del sjov tobak. Sådan griber associationerne ind i hinanden…

Soft Machine dannedes helt tilbage i 1966 og tilhørte den legendariske Canterbury scene, der også talte bands som Caravan, Gong, Hatfield and the North, National Health, Egg, Gilgamesh, Henry Cow, In Cahoots, Khan, Matching Mole, Bruford, Camel, Caravan of Dreams, Comus, Delivery, Isotope, Mashu, Mirage, Ottawa Music Company, The Polite Force, Quiet Sun, Rapid Eye Movement, Soft Heap, Short Wave, the Wilde Flowers – med flere.
Hovedpersonerne i gruppen var Robert Wyatt (trommer og sang) og Kevin Ayers (bas og sang).
Som flere af Canterbury-grupperne var Soft Machine en eksperimenterende og improviserende gruppe. Deres musik kan beskrives som en fusion af mange stilarter, hvor psychedelic rock, jazz møder folk og andre elementer. Til karakteristikken hører også, at de var et udpræget koncertband, hvilket understreges af, at der igennem årene er kommet en hav af live-plader med gruppen. Deres musik ville aldrig komme i nærheden af hitlisterne. Dertil var den for aparte og numrene generelt for lange. De udgav kun nogle ganske få singleplader.
Til gengæld havde gruppen alt, hvad der skulle til for at blive et kultband. Hvis man kan lide musik, hvor der er god plads til improvisationer og soli, så er Soft Machines plader værd at opsøge. Deres musik kan minde lidt om Gratefuld Deads: At lytte til dem er som at forsvinde ind i et særligt lydunivers. Se og lyt:
Read more

Den store canadiske sangerinde, musiker og sangskriver Joni Mitchell udsender senere i år sin nye plade Shine. Der er gået henved 5 år siden, hun…

Jeg har tidligere strejfet duoen The Bird and The Bee. Den består af Greg Kurstin og Inara George. Hvis sidstnævnte efternavn måske klinger bekendt, så er det ikke tilfældigt, for Inara er datter af den legendariske musiker og sangskriver i Little Feat: Lowell George. Inara har i øvrigt allerede udgivet en soloplade med titlen All Rise.
Fuglen og Bien excellerer i den brede genre, man kalder indie. I januar udsendte de deres debutalbum, der blot bærer duoen navn. Til gengæld indeholder den en række fortræffelige sange – og det, man over there kalder for explicit lyrics… Det vil sige, at de synger ord som fuck og lignende. Deres hidtil største hit – på den amerikanske dance-chart – hedder Fucking Boyfreind. Uha-uha…
Det skal dog ikke afskrække nogen af bloggens læsere fra at lytte til duoens musik – og det kan man blandt andet gøre på deres myspace-side.

Se og hør Inara og Greg: Read more

Chorus: Lonely girls, lonely girls Lonely girls, lonely girls Heavy blankets, heavy blankets, heavy blankets Cover lonely girls Sweet sad songs, sweet sad songs, sweet…

En af tidens punkede indierockgrupper bærer navnet The Dirty Pretty Things og ledes af en af frontfigurerne fra The Libertines, Carl (Ashley Raphael) Barât, der delte fronten med den allerede nu berømte-berygtede nydelsessyge og talentfulde musiker og sangskriver Peter Doherty. Om navnet på gruppen er en tilfældighed, ved jeg ikke. Men det kunne godt tænkes at være et cadeau til tresserbandet The Pretty Things.
Pretty Things blev dannet i starten af tresserne i det samme miljø, som The Rolling Stones udsprang af. En af stifterne Dick Taylor spillede en kort tid sammen med Rullesten Brian Jones i Little Boy Blue and the Blue Boys, der var forløberen til både Stones og Pretty Things – ifølge legenden. Taylor forlod de blå drenge hurtigt og slog de musikalske pjalter sammen med sangeren Phil May, der blev det iøjnefaldende centrum i gruppen.
Pretty Things havde ikke behov for at sætte Dirty foran deres navn. De fik fra starten det ry af være dirty – både i musikalsk henseende og med hensyn til deres udseende (min mor mente, at de i det mindste godt kunne vaske deres lange hår…).
Rolling Stones havde ellers æren af at være det beskidte band par excellence – sammenlignet med The Beatles – men Pretty Things overtog rollen. De spillede som Stones en engelsk rhytm-and-blues-inspireret rock med en særlig rå tilgang. Amerikanske forbilleder var Bo Diddley (hvis sang “Pretty Thing” navngav gruppen) og Jimmy Reed.
De blev en nærmest skandaløs sensation i Storbritannien, da de udsendte deres første single, der røg lige ind på hitlisten. Lige som de efterfølgende to (covernumrene Rosalyn, Don’t Bring Me Down og den selvskrevne Honey I Need). De gjorde også, hvad de kunne for at leve op til renomméet med rigtig rock’n roll-attitude og -opførsel (hotelballade og deslige). De slog aldrig igennem i USA, men i England, Australien og Europa havde de mange fans, og var inspirationskilde for mange garagebands, blandt andet de tidligere omtalte MC5 og The Seeds. Altså en pionergruppe.
Da det senere i tresserne blev almindeligt at lave albums med en bærende idé og fortælling – såkaldte concept-albums og såkaldte rock-operaer – lavede de, få måneder efter at The Beatles havde udsendt Sgt. Pepper, pladen S. F. Sorrow, der lidt ufortjent kom til at stå i skyggen af The Whos Tommy og Pink Floyds Piper at the Gates of Dawn. Pladen blev indspillet i Abbey Road-studierne og var inspireret af de psykedeliske strømninger i tidens musik. året efter – i 1969 – udsendte de den ligeledes psykedelisk påvirkede Parachute, der markerede et kunstnerisk højdepunkt for gruppen og blev udråbt til årets album i tidens førende magasin Rolling Stone i 1970.
Gruppen blev opløst i 1970’erne for at blive gendannet igen – på opfordring – sidst i årtiet. Og de udsendte en række plader, hvoraf skal nævnet Silk Torpedo (1974) og Savage Eye (1975), hvor det stadigvæk er R&B-baseret rock, der spilles, men nu med tydelige elementer af hård rock og heavy metal. Bandet er stadigvæk aktive, og der rygter om et nyt album, der skal udkomme i år.

Hvis man er til beskidt rock med langt fedtet hår og sorte negle (også i overført forstand…), så kan The Pretty Things varmt anbefales. S. F. Sorrow er genudgivet i en remastered udgave. Og det skal også nævnes, at der er udgivet en cd med deres BBC Sessions, altså live-indspilninger. Så kan det næsten ikke blive bedre…

Hør og se De Kønne Tingester: Read more