Jeg tænkte det jo nok… Inspiration fra Tina omme i London, Lars, Carsten m.fl. Til testen: Her.

I flytterodet forsvandt min henvisning til Blogtjek 07. Men nu har den fået sit eget link til højre i menuen – så gæster kan udfylde…

Den anglo-amerikanske folkrock-trio America slog voldsomt igennem i 1972 med sangen A Horse With No Name – så voldsomt, at de fik lov til at have Beatles-produceren George Martin ved kontrolknapperne de efterfølgende syv albums… Sangen om hesten uden navn er da også i den grad iørefaldende.
Gruppen, der havde den største succes i halvfjerdserne og starten af det følgende årti, blev aldrig rigtig kritikernes darlings, fordi de bevægede sig på det trykke pop- mainstreamområde. Men publikumsmæssigt og kommercielt gik det til gengæld helt fint.
Skal man tro rygterne i musikpressen, så er gruppen i gang med et comeback. Det er tid for gendannelser af gamle bands!

Om ikke for andet, så skal gruppen huskes for deres ørehænger om hesten. Her i en liveudgave: Read more

For snart længe siden købte jeg en dvd-udgave af Michael Wadleighs film om Woodstock-festivalen. Filmen (der er fra 1970) om de tre augustdage med love, peace and music så jeg i min barndoms Strandbio, da den havde premiere i Danmark. Og det var en stor oplevelse. Jeg synes, efter at have genset filmen på tv-skærmen, at den stadigvæk holder som en fin krønike om den legendariske festival, der blev alle rockfestivallers moder. Det lykkes fint for instruktøren at dokumentere en lang række fornemme præstationer af datidens store såvel som små navne, men også at indfange “tidsånden”, stemningen af de sene dage, hvor der endnu var liv i hippiedrømmene om fred og kærlighed – inden Altamont Festivalen samme år slog drømmene så eftertrykkeligt i stykker. Også som filmkunst gjorde filmen indtryk. Den subjektive kameraføring, der gav mindelser om den franske tresser-nybølge, og de karakteristiske opsplittede billeder, der i starten var lidt forvirrende, men også gav et indtryk af den mangfoldighed af hændelser, der skulle dokumenteres.
Af de musikalske indslag kunne man fremhæve mange, der siden hen har fået klassikerstatus. Der var dog en enkelt kunstner, der gjorde et særligt indtryk dengang: Richie Havens. Det var med sin improviserede udgave af sangen Motherless Child (og verset Freedom), at han fik sit internationale gennembrud. Indtil da havde denne sorte folkemusiker især gjort sig bemærket på den såkaldte Greenwich-folk-scene, hvor også Dylan, Baez med flere havde markeret sig. Det, der gjorde indtryk – ud over et medrivende guitarspil og et indfølt sangforedrag – var, at den selvfølgelighed, hvormed den store tandløse (!), kjortel- og sandaliklædte mand indtog scenen og tog publikum i sin store varme hånd. Genoplev Havens her: Read more

Det var vist poeten Per Højholt, der engang gav udtryk for, at hans politiske holdninger ændrede sig med tidsånden. I de venstresnoede halvfjerdsere følte han…

Gratisavisen Dato mener at vide (s. 21 nederst), at Patti Smith, der er på vej med en cover-plade, lægger vejen forbi Den Grå Hal den…