Forleden skrev blogbestyreren et indlæg i anledning af dr.phil., universitetslektor Hans Hauges opsang til de danske universiteter på grund af deres ringe engelskkundskaber. Og i…
Måned: januar 2007
Slut med Fogh?
I går var en af nyhederne, at statsminister Anders Fogh Rasmussen offentlig kritiserede DR håndtering af den famøse sag om dokumentarfilmen “Den hemmelige krig”. Fra…
Herman’s Hermits
For snart længe siden faldt jeg i en pladebutik over en Greatest Hits med den engelske tressergruppe Herman’s Hermits. Der findes et hav af den slags opsamlingsplader med dette band. Fordi de var en udpræget singlepladegruppe – med en lang række singlepladehits. Og da den var så billig, købte jeg den.
Jeg har ellers haft et ambivalent forhold til gruppens popmusik. På den ene side har jeg altid haft en stor svaghed for den rene popsang, og Hermans band var den rene pop, på den anden side skulle man helst være til mere avanceret eller “progressiv” rockmusik dengang… Og det var man så; ellers kun næsten. Nærmere lidt splittet. Schizo.
Nå, men Hermans drenge forbinder jeg især med den sensommer i 1966, hvor hittet No Milk Today strøg ind på de europæiske hitliste, inklusive den danske. Min klasse var på lejrskoleophold ved Rønshoved, og den sang blev ved med at lyde fra de medbragte transistorradioer og rejsegrammofoner. Jeg husker specielt en bestemt scene, hvor vi var på vej ned til vandet og stod uden for hovedbygningen. Og så åbner en af pigerne – på pigernes etage, for der var kønsadskillelse – vinduet til værelset. Medens hun – hvis navn jeg ikke kan huske – hænger ud af vinduet og ganske bevidst forførende stiller sin kavalergang til skue for de måbende drenge nedenunder, strømmer tonerne af No Milk Today ud over de åbne landskab. Jeg tror ikke, at det var kavalergangen, der lod sangen og erindringen sætte sig fast. Det var nok melodien, trods alt.
Herman’s Hermits adskilte sig fra mange af de andre grupper i The British Invasion ved at være indiskutabelt pæne drenge, som enhver svigermoder ville tage imod med åbne arme. De var i bogstaveligste forstand Pretty Things, i modsætning til gruppen med det navn. Anført af forsangeren Peter Noone, der havde en fortid som skuespiller, blandt andet i den populære serie Coronation Street, indspillede gruppen som sagt en lang række hits; og det sket under ledelse af den kendte producer Mickey Most, der nok vidste, hvordan man skulle få det optimale ud af hver eneste sang.
Selv om gruppens musikere efter tidens standard faktisk var ganske habile håndværkere, så engagerede Mickey Most folk som Jimmy Page og John Paul Jones (senere Led Zeppelin) som sessionmusikere for at give udgivelserne lidt ekstra. Og selv om gruppen også skrev fine sange selv, så var det tidens mest populære melodisnedkere, der blev hyret til at sikre gruppen de fornødne hitlisteplaceringer.
Set i bakspejlet, så var gruppen eksponent for den renlivede popmusik, der kun ville fornøje, og derfor blev de aldrig musikkritikernes yndlinge. Til gengæld blev deres singler slidt tynde på datidens teenageværelser og de modtog flere Grammy-nomineringer for deres sange.
Skrivemaskine
Fantastisk ord. Skrivemaskine. Jeg kom til at tænke over det – igen – i går, da jeg så lidt af en udsendelse om journalisten og…
Spam i weblogs
Et kedeligt emne, der dukker op i ny og næ. Jeg faldt over denne artikel i Wikipedia. Der kan man finde nogle fif til at…
Ryszard Kapuscinski er død
Til min fødselsdag i december fik jeg tilsendt Ryszard Kapuscinskis bog om Afrika The Shadow of the Sun af en god ven i Tyskland. Og…
Susan Aglukark
Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Read more
Joanna Newsom til DK
Joanna Newsom, den lille harpespillende sangerinde med de markante pladeudgivelser har åbenbart tag i lytterne. I hvert fald kan man på diverse pladehitlister over året 2006 se, at hun topper igen og igen. Og nu kommer hun så til Danmark på koncertbesøg. Et enkelt bliver det til. Og det er København, der får fornøjelsen, idet hun med orkester indtager Store Vega den 23. april. Billetsalget åbner på mandag. Read more
Politisk korrekte børnebøger
I mediestormen kan det let ske, at man overser en interessant nyhed. I sidste uge kunne DR Nyhederne således fortælle, at danske forlæggere ikke ønsker…
Oslo-frokost, madpakker m.m. – et par erindringsglimt
Ovre hos Anja i Lige her og nu diskuteres der madpakkeri det offentlige rum. Og det gav anledning til et par erindringer af ældre og…
Akismet 2.0
No Bad Feelings! Blogbestyreren har set, at Akismet-djævlen er kommet med en ny og bedre version 2.0. Hvis nogen skulle have lyst/mod/trang… Bare ikke capac….
Brandi Carlile – singer/songwriter
Vi har været inde på emnet før: stemmer. Her en anbefaling af en relativt ukendt ny kunstner: Brandi Carlile. Hendes album, der blot bærer hendes…
Frisindets knæk
Som man kan læse ovre hos søvnløse Bo, så dokumenterer en af gratisaviserne i dag, at det står sløjt til med det danske frisind. Over…
Neil Young og CSN udgiver en film
Billboard beretter med David Crosby som kilde, at Crosby, Stills, Nash & Youngs kontroversielle turné Freedom of Speech ’06 i år vil blive dokumenteret på…
Musik, kopisikring og internet
Så sent som igår skrev bloggen her om den seneste udvikling i kampen for/mod kopibeskyttelse af digitale medier. I dag kan man så læse, at…
Forkølelse
Vinteren er over os. Ikke nogen Fimbulvinter, men alligevel. Og blogbestyreren har pådraget sig den første forkølelse i årevis. En let forkølelse, passende til vinterens…
Don’t dream it’s over – Crowded House gendannes
I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme på tale. En forståelig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gået, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause på ti år skulle drage på koncertturné igen – med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.
Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:
Musikradio
På det danske musikblad Gaffas hjemmeside kan man læse om forfatteren Ole Hyltoft, der er blevet valgt til bestyrelsesmedlem af DR og i den anledning…
Fileext – en lille nyttig side
Som it-lærer og almindelig computerbruger gennem mange år sætter man pris på hjemmesider, hvor man får nyttig besked. Igennem årene har jeg stået over for…
Normaliteten – og dens grænser – en anbefaling
DR2s nyhedsmagasin Deadline har en sektion 2, hvor der er tid til lidt fordybelse. I går aftes var emnet Hvad er normalt? Jes Stein Petersen…
Rhinoceros – en supergruppe
Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af…
Integrationssnak – en anbefaling
Undertiden kan man godt få nok af mediernes og – ikke mindst – visse politikeres snak om integration. Vi tænker selvfølgelig på den såkaldte integration…
Som kom den da, vinteren…
Vi allerede en forsmag for et par dage siden. Sne. Frøknen og Gravhunden kastede sig straks ud i det hvide fald og vendte tilbage som…
Blue Cheer
Væk med de kulturpessimistiske udladninger og tilbage på musiksporet. Omtalen af Iron Butterfly og bandets rolle som heavy-metal-pionerer fik mig – selvfølgelig – til at…