Jeg er begyndt at gå til fodbold. Og følger lidt, at det er den omvendte verden. Normalt (lad os forsøgsvis udtrykke det på den måde…) bliver man fodboldsfan i en ung alder og fortsætter med det siden hen. Jeg var også fodboldfan, da jeg var dreng. Også dengang var det min barndomsbys hold Efb, der stod mit hjerte nærmest. Men modsat mange af mine kammerater så jeg  meget sjældent holdet spille på det lokale stadion. Det gjorde man ikke rigtig i den baggård, hvor jeg hørte til. Vi var fans, men nøjedes med at følge med i lokalnyhederne og lytte til vandrørene (især hvad de voksne talte om). Og det var dengang, hvor Efb gjorde sig i mesterskalbskampen. Jeg husker dog en enkelt gang, hvor min far slæbte mig med ud på stadion til en kamp, som jeg ingen erindring har om. Jeg husker mest, at jeg syntes, det var for meget med mange mennesker osv.

Men det har ændret sig lidt. Jeg har en god ven, der er fan af Agf. Og han har lokket mig med til en række kampe gennem de sidte par år. Dels en sæsonstart mellem Agf og Vejle på Ceres Stadion for et par år siden. Hvilket var en stor oplevelse. Ikke, fordi Agf vandt, men fordi stemningen og publikum var en oplevelse i sig selv. Siden er har vi især frekventeret Agfs store træningsanlæg i Fredensvang, hvor man kan opleve såvel førsteholdet (i hvert fald reserverne), ungdomsholdene og kvindefodbold. Og det er faktisk en stor oplevelse, fordi der er dygtige fodboldspillere i alle rækkerne. Man er ikke i tvivl om, at der er en stor talentmasse i dansk fodbold, når man ser dem spille. I går galt det en U19-kamp mellem Agf og – ja – Efb. Det vil sige, at spillerne tilhører det lag, der om kort tid kan komme til at spille på førsteholdet. Og der var masser at glæde sig over. Aft vandt 2-1, men Efb var bedst det meste af kampen. Det var vi begge enige om. Og eftersom førsteholdene – både Agfs superligehold og Efbs Nordic Bet Ligahold – ikke har vind i sejlene for tiden, men dog ligger i top seks, så var det rigtig rart at se, at der er grøde i talentmassen, hvilket giver håb for fremtiden.

Og så er vi begge enige i, at det er noget særligt at komme til disse små kampe. Der er ikke så stort et publikum; man kan sagtens få en kop kaffe, en øl og en pølse uden besvær; og der er godt plads. Og så er det ganske gratis, bortset fra forplejningen. Sidste gang fik vi oven i købet en gratis kop kaffe af en kvindelig ansat; bare fordi vi gad snakke lidt med hende.

Så nu er jeg altså i min fremskredne alder blevet foldboldfans på højt niveau. Og eftermiddage i weekenderne går med at stå og kommentere spil, spillere og dommere. Og det er ganske fornøjeligt og adspredende. Man glemmer helt dagens problemer og genvordigheder, når man sådan står der og ser bolden rulle. Kom så de hvide! Kom så Efb!