Sjovt nok har jeg vist aldrig skrevet om mine oplevelser hos skolelægen. Bortset fra, at jeg har nævnt skolelægen i forbindelse med synsprøven og brillerne. Men inspireret af en nyhed om, at vordende danske soldater slipper nemmere gennem nåleøjet til militæret, og af en henvendelse fra den lokale region om at deltage i et lille forskningsprojekt om sammenhængen mellem diabetes 2 ( populært og misvisende kaldet‟gammelmandssukkersyge‟) og knogleskørhed dansede min erindring tilbage til dengang skolelægebesøget var en tilbagevendende begivenhed i folkeskolen og (hvis jeg eller husker ret det første år på gymnasiet). Som jeg husker det, var det mest af alt en sur pligt, der skulle overstås. Som min far har jeg haft – og har stadigvæk – den holdning til lægebesøg, at jeg nok skal komme, hvis jeg synes, det er nødvendigt. Det har betydet, at jeg – siden jeg flyttede til Århus i sommeren 1973, kun har været ved lægen mindre en ti gange, dvs. indtil for 3-4 får siden, hvor diabetes-lidelsen nødvendiggjorde et obligatorisk årligt besøg.

Nå, men lidt søgning på min hjembys kommunale mediearkiv finder jeg et billede af den allerførste skolelæge, jeg blev udsat for. L.M. Jacobsen hed han åbenbart. Og på fotoet (som ikke må gengives p. g. a. ophavsretsbestemmelser) ser man den gamle skolelæge iført hornbriller og hvid kittel undersøge en dreng, der står der iført sine strømper og sine hvide, gammeldags underbukser. Desværre er den trinde (som jeg husker det) sygeplejerske, der altid var med og ret så toneangivende under undersøgelsen, ikke til stede. Ellers er den god nok. Og jeg kan nemt huske den lette beklemmelse, man følte ved at blive målt og vejet,  så synet testet og mærke den ældre mands kølige fingre undersøge om ens testikler nu var faldet på plads. Det var som regel hurtigt overstået, altså bortset fra dengang med brillerne og dengang – meget tidligt – hvor lægen troede, jeg havde fået rigtig sukkersyge, fordi jeg aftenen før havde forspist mig i min moders chokoladekage. Men det var mest beklemmelsen, jeg husker. Fornemmelsen af at stå der skoleret, forsvarsløs og udstillet for to voksne menneskers nysgerrige granskning af ens fysiske tilstand. Og denne fornemmelse genkalder jeg hurtigt og straks sender den mig tilbage til en ret så pinlig oplevelse, da en af mine kammerater, en lidt ældre, rødhåret dreng, havde fået en kraftig morgenerektion, inden han blev kaldt ind, og måtte kæmpe en brav kamp med sig selv for at få organet til at lægge sig. Og det lykkes til sidst. Men tal om beklemmelse!

Set i bakspejlet har jeg været taknemmelig over at være født ind i et samfund, hvor det var normalt med både skolelæge og skoletandlæge, selv om jeg som skrevet står, ikke har været tiltrukket af det i almindelighed. Og en dag var det så slut og i mange år var lægen noget, jeg kom til, når det var påkrævet. F. eks. engang, hvor jeg havde en hævet slimsæk i skuldren, fordi jeg havde overdrevet brystsvømningen, og en indsprøjtning var nødvendig eller dengang, jeg havde ørebetændelse, fordi min gravhund havde slikket mig i ørerne og et besøg på ørelægen i Århus midtby blev nødvendigt. Og nu er jeg så tilbage hos de årlige lægebesøg og stadigvæk lidt beklemt ved situationen.