Undervejs gennem afsnittet Degüello af serien om Unge Morse kom jeg i hu, hvad min nu afdøde blogkollega, Listemageren Klaus Johansen, engang bemærkede, da diskussionen var om krimier. Nemlig, at rigtige krimier altid var venstreorienterede, samfundskritiske. Underforstået, at rigtige krimier altid handler om et råddent samfund og om, at der er en højere retfærdighed end den, der ligger lige for. Samme tankegang, der lå bag Sjöwall og Walloes store romanserie „Roman om en forbrydelse‟, hvor forbrydelsen er det kapitalistiske samfund.

Når tanken strejfede mig var set selvfølgelig, fordi afsnittet med Morse lige præcis fik tematiseret et forbryderisk samfund, hvor politisk og økonomisk magt går hånd i hånd med politiledelsen og bryder loven i egen interesse. Siden den unge politimand  og kollega til Morse George Fancy blev offer for et opgør i det kriminelle miljø har vi vidst, at nogen højere i magtens hierarki end Morse og hans kolleger var korrupte og bøjede loven og poliets praksis i egen interesse – og pilen pegede på den umiddelbare ledelse der, hvor Morse og kollegerne nu befandt sig på politistationen Castle Gate.Morses gamle chef Fred Thursday udsættes for bestikkelse af ledelsen, medens en anden kollega, den solide, bundærlige Jim Strange graver sig ned i detaljerne omkring mordet på George Fance, især vedrørende mordvåbnet, en revolver, der tilhører nogen inden for politiet. Og det sker på baggrund af to forbundne sager, hvor en ledende bibliotekar brutalt myrdes på sin arbejdsplads – og en sag om et moderne betonbyggeri, der styrter delvist sammen på grund af fusk med byggematerialerne. Opklaringen af de to sager fører Morse og kollegerne på direkte konfrontationskurs med de korrupte politifolk og deres allierede i det politiske system og det kriminelle miljø. Og det ender med et spektakulært opgør, hvor det – for nu at gøre det kort – lykkes for Morse, Thursday og de andre at presse skurkene ud i en situation, hvor de skyder hinanden og dermed sætter et foreløbigt punktum for den korrumperede ledelse. Og ved afsnittets slutning genoprettes en form for orden, idet Morse, Thursday og de andre loyale kolleger genindsættes i deres respektive roller og funktioner som politifolk.

Men, og det er måske det mest interessante ved temaet og dets behandling, det mere end antydes, at nok klarer Morse og Co. ærterne denne gang, men kun til dels. Nok får de ram på nogle korrupte politiledere og ditto politikere og kriminelle, men på et højre niveau – f. eks. i London hos the Met og i det politiske system – eksisterer råddenskaben, ondskaben og korruptionen i bedste velgående.  Og dermed cementerer serien en slags konvention i britisk krimi (og krimi generelt?!), hvor djævelskabet aldrig for alvor blive bekæmpet. Vi så det f. eks. også i serien om George Gently, hvor hovedpersonen ender skudt på en strand efter at have kæmpet mod korruptionen afsnit efter afsnit. Og i andre serier dukker temaet op i mere eller mindre udpræget grad.

Ikke mere om Endeavour foreløbigt.