I 1970 udnævnte B.T. Gellerupplanen vest for Aarhus til Danmarks kønneste by. De nyopførte blokke var fyldt med rummelige, lyse og topmoderne lejligheder, udstyret med alt fra skraldesug til altaner, og byggeriet havde sågar eget storcenter og svømmehal. En helt ny by med en livsstil, der kombinerede velfærd, forbrug og fritid.

Sådan står der at læse om en ny lille bog om det århusianske boligområde Gellerupplanen, der er eller har været med i den politiske elites kort over såkaldte ghettorområder. Altså områder, hvor der er et “overtal” af borgere fra såkaldt udsatte samfundslag og/eller med indvandrerbaggrund. Områder, der af samme grund skal udsættes for nedrivning og efterfølgende ombygning – og andre radikale tiltag – med det formål at “normalisere” området, så det afspejler magtelitens forestilling om et område præget af “danske værdier” og en god blanding af samfundslag (bortset fra de øverste samfundslag, der må nøjes med flere skattelettelser i toppen).

Og så var jeg pludselig tilbage i 1974, hvor jeg flyttede fra et godt værelse på Skjoldhøjkollegiet i Brabrand til en etværelses lejlighed på Dortesvej i Brabrand og i Gellerupplanen. Jeg var på flugt fra huslejeboycot, fordi bygherrrerne af kollegiet ville presse flere penge ud af os i forvejen ubemidlede studerende. Og det var jeg ikke moden nok til at deltage i. Så jeg foretrak en lille lejlighed med eget badeværelse, et fint lille køkkenområde i stuen og boligsikring og kommunalt indskudslån. Huslejen var lavere end på kollegiet. Og her blev jeg boende cirka et til halvandet årstid indtil en dame fik mig lokket væk.

Medens jeg boede der var der endnu ikke noget, der entydigt pegede i retning af ghettodannelse. Det var et område med mange indfødte danskere, der havde et godt liv der med foreningsfællesskab i form af vinkyper- og ølbrygningslaug og meget andet. Og med et stort shopping-center – dengang Gellerupcenteret (der også omfattede et navnkundigt teater og musiksted Gellerupscenen), senere City Vest – et stort svømmebad (lige uden for min hoveddør). Der var flyttet enkelte udlændinge ind, men flertallet var danskere endnu.

Bortset fra, at min lille lejlighed var forsynet med et meget stort vinduesparti i stuen (det fyldte hele den ene langside) som betød, at der blev meget varmt, når solen stod lige på, så var jeg ganske tilfreds med min nye bolig. Og mange af mine studiekammerater boede i området i meget store lejligheder (femværelses), der blev udlejet til bofælleskaber og/eller kollektiver, fordi almindelige familier ikke kunne klare huslejerne alene. Så det var almindelig sund fornuft, at politikerne fandt på den løsning.

Når jeg tænker tilbage på min tid på Dortesvej (som i øvrigt er et af de områder, der skal nedrives og forvandles til noget mere politisk korrekt), så er det med en god fornemmelse af, at have været der, før balladen begyndte og med gode oplevelser som ung, hjemveplaget og videbegærlig studerende. Et tid, jeg nødig ville være foruden. Og jeg synes, det er rigtig trist, at stedet skal maltrakteres, fordi den politiske elite aldrig har formået at løse opgaven med at skabe større social lighed eller større tilpasning af udefrakommende borgere.