Hvor heldig kan man være? Ikke alene har DR sendt afsnit af den solide krimiserie C. B. Strike, men har sørme også taget fat på en anden seværdig krimi-serie, der går under den lidt kedelige danske titel Mord i Wien. Jeg kan meget bedre lide originaltitlen Vienna Blood, der appellerer bedre til den kriminalistiske fantasi… Første afsnit Den sidste seance løb over skærmen i går aftes og gav appetit på de næste foreløbigt tre afsnit.
Som tilfældet er med Strike-serien, så indtages hovedrollerne i serien af et umage par; dels politidetektiven Oskar Rheinhardt og dels den unge medicinstuderende Max Liebermann. I det første afsnit står politiet over for et mystisk dødsfald, hvor en ung kvinde findes død på en chaise long efter at have deltaget i en parapsykologisk seance som medie. Rheinhardt bliver sat på sagen, selv om hans chef er lidt imod, og Liebermann får lov til at følge politidetektiven for at iagttage, hvad han ser.
Vi befinder os i Wien i året 1906. Det vil sige nogle få år efter at Sigmund Freud har udgivet sine hovedværker om drømmetydning, hysteristudier, hverdagslivets psykopatologi, vitsen og dens forhold til det ubevidste og de første skrifter om seksualteorien. Og den unge Max Liebermann er blevet forført af Freuds forelæsninger på universitet, og det i en grad, at han kommer på kant med lærerne på sit medicinstudie og sin fader, der ønsker at sønnen skal gå i hans fodspor og blive læge. Det viser sig hurtigt, at Liebermann ikke alene er en rigtig god iagttager, men også aktivt kan medvirke til at opklare det mystiske dødsfald ved at lade den freudianske tankegang arbejde i opklaringen af, hvem morderen er. Faktisk er den unge mand politimanden overlegen i sine skarpsindige observationer. Og Rheinhardt, der er en gammeldags politimand, der leder efter konkrete spor og beviser på nærmest Sherlock Holmesk vis og ikke går af vejen for at bruge hårdhændede metoder, når han forhører mistænkte, har i begyndelsen svært ved at forstå Liebermanns nye, videnskabelige tilgang til opklaringsarbejdet. Men sammen lykkes det til siste det umage par – til trods for modstand fra politiledelsen, Liebermanns familie (og forlovede), universitets læger (især en psykiater, der dyrker elektrochok som den nye åbenbaring i psykiatrien…) og mange andre – at finde frem til morderen, en utro ægtemand fra det bedre borgerskab, en af samfundets støtter, der har besvangret det unge kvindelige medie.
Selve opklaringsarbejdet foregår nogenlunde efter de kendte principper. Det nye er selvfølgelig, at Liebermann med sit moderne, freudianske syn på menneskets driftsliv løfter opklaringsarbejdet op til nye højder og får lov til at triumfere til sidst og vinde Rheinhardts sympati. Heldigvis undgår afsnittet at forfalde til forsimplede, forfladigede og fejlagtige fremstillinger af det psykoanalytiske, som litteraturen ellers er rig på, men holder sig til nogle klare overordnede teoretiske pointer, der er tæt knyttet til de konkrete iagttagelser, de to detektiver gør sig undervejs. Hvilket f. eks. viser sig, at den selvsikre Liebermann tidligt sætter ord på sin opfattelse af Rheinhardts sjælelige forfatning ud fra de første iagttagelser af hans handlinger som detektiv. Man mærker tydeligt, at forfatteren bag serien, Frank Tallis, ikke kun er en gemen kriminalforfatter, men også psykolog (med speciale i OCD) og med solidt kendskab til Sigmund Freuds epokegørende tanker om det menneskelige sind. Han har forstået, hvad det drejer sig om, at doserer det teoretiske med let hånd, så de fleste – også lægmændene – kan være med undervejs under opklaringen.
Med til at gøre serien mere end almindelig seværdig er, at man får et fint indtryk af Wien anno 1906; af det sociale liv i det bedre borgerskab og blandt de lavere klasser; af det gamle Wien og af den spirende anti-semitisme, som Liebermann og hans familie møder og som peger frem mod den nazisme, der vil bryde igennem i trediverne. Og der er ikke noget at udsætte på skuespillet eller instruktionen af fortællingen. Det lever helt op til de efterhånden høje forventninger, man kan have til britiske tv-krimi-serier.
Enig – også i, at det er tam titel, serien har fået på dansk. Jeg har set de første to episoder af sæson 1, og der er jo hele 4 sæsoner, man kan muntre sig med. Skal jeg være ærlig, er billederne og miljøskildringen nu lige så store attraktioner for mig som selve plottet.
@Uffe Jerner: Ja, titlen. Men det er jo en gammel skavank, når danskerne skal finde titler på serier og film. Du husker sikker adskillelige dårlige filmtitler fra dengang, vi gik meget
i biografen. Og ja, det er forfriskende, at handlingen foregår i et historisk – og velgennemskabt – Wien med massser af miljø og stemning. Det smager sådan lidt af Poirot eller Sherlock
Holmes… Og så slippe man for at høre om Trumpianernes besøg på Grønland….
Denne serie nyder vi også i øjeblikket.
@Gitte: Dejligt med nogle lidelsesfæller. Og så ligger meget af den på DRs hjemmeide. Så lige “Nattens dronning” i går med fruen. Højt niveau over hele linjen. Tommelfinger op for DR for en gangs skyld.