Skousen & Ingemanns debutplade og danskrockklassiker “Herfra hvor vi står” kom for alvor ind i mit liv en dag i 1971, hvor jeg befandt mig på første sal i en stor murermestervilla i det vestlige Esbjerg. Fra Helles værelse strømmede den tekstmættede musik mig i møde og ramte en eller anden streng i mit indre.

Måske betød omstændighederne også noget. På Helles sofabord foran sengen stor en stor Chiantibastflaske, hvor stearin i mange farver havde fået lov at løbe ned til bordet. Og farverne på værelset var også i tidens ånd, brunlige og orange. Helle selv var blond som den danske sang, lys som Helle i Rifbjergs Den kroniske uskyld, og hendes far – hovmesteren – som ellers var elsværdigheden selv og yderst tolerant, kunne ikke udstå Skousen & Ingemanns plade, som kørte på repeaten. I hvert fald skulle Helle skrue ned, når han var i nærheden.

Helle var ikke min kæreste, men barndomsven og datter af nogle af mine forældres venner. Så det var ikke på den led, pladen betød noget. Hvad det var, den ramte, dengang, den dag uden for Helles værelse, var jeg ikke helt klar over dengang. Men i dag jeg tror, at det hang sammen med pladens dobbelthed af noget tilbagegribende og noget fremadstræbende.

Jeg gik i 1. g, nysproglig linje, og befandt mig i en opbrudstid. På vej væk fra den tryghed og de alt for faste rammer, som folkeskolen og den lille kernefamilie satte – uden at vide det. Men følelsen af opbrud, rastløshed og uro sad i kroppen, medens jeg terpede latin og læste om de puniske krig. Og selv om pigerne distraherede mere end nogensinde, så havde jeg da altid musikken at holde fast i som et fikspunkt i en mere og mere kaotisk verden.

Helt ud i pladens cover, det af Skousen malede, fugleperspektiviske billede af et lille stykke kystnært Danmark med gule og grønne marker omkring en lilleputby, oser værket af lokal forankring i Danmark. Herfra – lige her – hvor vi står, kan vi se vidt omkring og synger og spiller vi for jer – i en verden, der åbner sig mere og mere. Kort tid efter blev vi indlemmet i EF, og oliekrise og stor arbejdsløshed åbnede vores øjne og bevidsthed for den kendsgerning, at Danmark ikke var (og aldrig rigtig havde været) en tryg kolonihave, omgærdet af et beskyttende, hvidt stakit. Snart ville vi med Anker Jørgensen kunne tale om ‘en kold tid at leve i’.

Tiderne skifter, som den amerikanske skjald Dylan sang – og som inspirerede tekstmager Skousen – og opbruddet, forandringens vinde og desorienteringen er slået ned i titelsangen: “Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring/til alle sider/Det bevæger sig når vi går/det forandrer sig til alle tider“. Dylansk og dog så pæredansk ligefremt, at det både gør både godt og ondt. Politisk, men på en almenmenneskelig facon – uden et ordvalg med paroler og dogmer. Titelsangen og en sang som “Svært at nå frem” handler også om at finde en vej frem som ikke er en vild sti eller en afvej. Som enkeltperson og i fælleskab. Men det er svært: “Det er svært at nå frem/ når vejen hele tiden forsvinder/nu vil jeg se, hvor går og hvor min fod træder/ så vil jeg se, hvad jeg så finder“. Jo, hippiedrømmene var bristet, selv om nogle holdt fast, og ikke alle lyttede efter, hvad andre venstresnoede råbte fra Bjerget.

Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen anmeldte pladen i Information d. 19. april det år og trak også pladen i en politisk retning. Det var helt i tidens ånd. Det private og personlige var også politisk. Selv opvasken og dynekampen. Og han opfangede – med rette – en “grundfølelse” i de to ovenfor omtalte sange. Men denne ambivalente grundfølelse gennemstrømmer også de andre af pladens ialt seks sange. Fx den indledende sang om “Isabel”, som Nielsen tager til indtægt for kvindefrigørelse, men som hørt herfra, hvor jeg sidder i dag, er en mere almenmenneskelig sang om at slippe det faste, det trygge og bevæge sig ud i verden, gennem mørket mod lyset – og om solidarisere sig med andre. “Det er bare dig vi venter på, Isabel/der er ikke noget der begynder før du kommer…”.

Hovedstykket på pladen er den 14 minutter og 53 sekunder lange sang om “Knud Lavard”, hvor dansk folkevisetradition mødes og brydes frugtbart med Skousens post-dylanske hverdagsdansk i et rockarrangement med folkemusikovertoner. Det er i denne sang, ankeret falder til bunds i den danske historie og tradition – og holder pladen fast, der hvor de stod, dengang i 1971.

En pudsig sang er “Fodbold”. Få år efter pladens udgivelse blev fodbold et seriøst forskningsfelt på Bjerget. Her på pladen handler sangen om fodboldspillet konkret som Gunnar “Nu”-kommenteret tv-eurocup-transmission. Men måske er det også en metafor for det store spil, hvori fodboldspillet foregår. “Det er nu sært, at sådan noget er et spil…”.

Så vidt jeg husker blev “Herfra hvor vi står” den mest solgte langspiller det år. Både anmelderne og de unge musiklyttere tog pladen til sig, fordi den så klart indfangede en grundfølelse og -stemning i tidsånden.

PS. Dengang fik jeg aldrig købt pladen. Nu har jeg den i tre versioner. Tilbagespoling.

I morgen udkommer pladen i en ny, opdateret udgave med forbedret lyd, seks bonusnumre og en fyldig, informativ tekst af Torben, som også er initiativtager til jubilæumgenudgivelsen. Du kan læse Torbens gode tekst her.

Tak til Torben og Universal for at have gjort et genhør mulig her i dag. Lyt til pladen. Den hører til i enhver ordentlig pladesamling…