Med næsten sæsonbestemt automatik kaster nogle politikere sig – måske også under indtryk af de sidste dages varme – ud i et veritabelt hundeslagsmål. Overborgmester Ritt Bjerregård har som afgående borgmester med vanlig sans for timing været ud med krabasken og har kritiseret Socialdemokratiet for mangel på patos og berøringsangst over for vigtige politiske diskussioner. Den generelle kritik af partiets kurs bliver så fulgt op af et målsøgende missil, afsendt af fhv. socialdemokratiske ministre – Thorkild Simonsen, Jytte Andersen, Helle Degn og Pia Gjellerup. Målet er partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der betegnes som en fejltagelse uden gennemslagskraft.

Man behøver ikke at være politisk ekspert for at gennemskue, at missilet nok er rettet mod Sass Larsen men i virkeligheden er tilsigtet dennes chef, Helle Thorning Schmidt. Hvorfor kritikerne ikke siger det direkte, kan være svært at svare på. Men det har nok sine taktiske årsager. I hvert fald tales der mere generelt om, at der skal ske ændringer i partitoppen og om, at Thorning skal bruge sommeren på at stille et nyt hold.

Hvad er så problemet? Problemet er, at Socialdemokratiet stadigvæk ikke formår at sætte den politiske dagsorden, nu mere end otte år efter den borgerligt-liberalistiske regerings magtovertagelse. I mellemtiden har Villy Søvndal og SF vist, hvordan den skal skæres. Nøglen til magten i Danmark er flygtninge- og indvandrerpolitiken. Med en enkel hardliner-udmelding eller to i forhold til en politisk set ubetydelig fundamentalistisk forening, formåede Søvndal at få vælgere til at flokkes om den store rorgænger i SF.

Hvis socialdemokraterne ikke skal sakke helt bagud af den politiske dans, så skal de have fat i denne nøgle. Og jeg er ikke sikker på, at det sker ved blot at gå i Villys fodspor. Socialdemokratiet må formulere sin egen, markante politik, der kan forene partiets traditionelle humanistiske holdninger med en kontant forholden sig til de indvandrerrelaterede problemer, der bekymrer mange danskere: bandekrige, radikaliserede unge, urolige ghettoområder osv. Og jeg tror, at de gamle ministre tager alvorligt fejl, hvis de – og de efterabende socialdemokratiske borgmestre – tror, det hjælper noget at skyde efter en eller to syndebukke. Det gør kun ondt værre.