Det er i år fyrre år siden, Danmarks Radio lancerede Dansktoppen, der siden blev et begreb for en bestemt musikform. Det blev aldrig min musikform, selv om det var mere end svært at undgå nogle af landeplagerne…
Da jeg læste på Nordisk i århus fik jeg blandt andet fat i en stencileret ideologikritisk analyse af Dansktoppen, som nogle studerende ved Københavns universitet havde lavet. En grundig gennemhegling af tekstuniverset i dansktopsangene. Jeg behøver vel ikke at sige, at analysens konklusioner ikke faldt ud til sangskrivernes småborgerlige bevidstheds fordel…
Trods mine egne musikalske sympatier havde jeg dog stor forståelse for dansktopfolkets interesser og ønsker. Og fx kunne jeg ikke forstå, at en så populær musikform ikke kunne blive præsenteret i tv. På den anden side stod det jo også sløjt til med beat-musikken…
Min forståelse for dansktoppen hang i høj grad sammen med, at det var den slags musik mine forældre og deres omgangskreds lyttede til. Derfor blev den også en del af mit soundtrack til halvfjerdserne. Den kørte i baggrunden, lige som Giro 413 havde gjort årtiet før (og stadigvæk gjorde). Hvis det da ikke lige var tysk underholdningsmusik, de lyttede til, derned i Esbjerg.
I Berl. Tidende kan man læse et klogt hoved forklare, at dansktopmusikken musikalsk set trækker på tilsvarende folkelige musikformer i Sverige, Tyskland og USA, dvs. svenske og tyske schlagere og så amerikansk mainstream-country. Dansktoppens kritikere forstod ikke én ting ved dansktoppen, nemlig at den kun ville én ting: underholde. Der var ingen kunstprætentioner i denne musikform. Håndværket skulle være i orden. Men heller ikke mere. Teksterne skulle ikke være dybsindige eller tankevækkende, men bare mundrette og lette at huske. Og melodierne skulel være til at synge med på og gerne danse ubesværet rundt til.