Jeg har brugt temmelig lang tid på at finde et coverfoto af Le Ducs nye album/EP “Too”. Og jeg fandt da også et lille bitte foto på Spotifys side, hvor pladen allerede ligger. Se her.

Bag kunstnernavnet Le Duc gemmer sig 20-årige Thea, der pladedebuterede i maj måned med “One”. Og nu får vi så, hvad der skulle være den “svære toer”.  Men den har angiveligt været en leg at lave, og det er da altid et godt udgangspunkt.

Le Duc er barn af sin tid. Opvokset med elektronisk musikisenkram inden for rækkevidde (fx mosters Roland RE-201 Space Echo, der som navnet antyder leger med gentagelses-/ekkoeffekter). Og det er da også en meget legende, eksperimenterende musik, der møder en på albummets ialt fem numre. Instrumentale numre, der sammenklipper/blander, ja citerer, lydsekvenser (bas, tangenter, stemmer, guitarer, “grooves”) til relativt lange forløb, hvor det repetetive, ja monotone, er dominerende. Monotonien er fremherskende, og der er ikke spor af popmusikkens traditionelle strukturer, hvor der fx bygges meld A- og B-stykker eller forløb med klimaks. Nej, musikken bevæger sig konstant inden for sine egne monotone rammer. Men det skal ikke forstårs negativt. Monotoni er en del af det musikalske udtryk og kan være meget stemningsskabende . Og det er da også tilfældet på Le Ducs plade, der i høj grad eksisterer og fascinerer i kraft af sin særlige minimalisme, der er en slags ekstrem udgave af dub/electronica /groove-musik, som Le Duc selv kalder den.

Too er ikke en plade for sarte popsjæle eller for folk, der synes at musikkens udvikling gik i stå sidst i forrige århundrede. Men hvis man kan åben ørerne igen, så er der en fascinerende oplevelse at hente i Theas musikalske legestuen, hvor det moderne isenkram er i højsædet.

Le Duc. Too. LD Records. Udkom d. 23/11-2018