Vi skal tilbage til halvfjerdserne. Nærmere bestemt til 1977, hvor Finn Olafsson får udsendt sit første soloalbum. I årene op til var Finn med i det legendariske danske progressive beatorkester Ache, der opløstes i 1971. Og Finn – og broderen Torsten – søgte i retning af den akustiske musik.

Og den nye orientering spores tydeligt på albummet Savannah, som jeg hørte første gang i årene lige efter udgivelsen (jeg lånte det vist på Esbjerg Kommunes bibliotek, hvis jeg husker ret). Men den akustiske orientering udvisker ikke udgangspunktet i rocken. Der er snarere tale om, at den akustiske guitar får mere plads end den måske ville få et fasttømret bandsammenhæng. Og det er vel hele ideen med et soloprojekt!?

På den indledende sang “Do you believe” er der plads til både akustisk og elektrisk guitar og man hører påvirkningen fra de guitar- og vokalstærke amerikanske bands fra vestkysten. I mine ører er der både spor af Allman Brothers Band og Doobie Brothers. Og indtrykket underbygges godt af den solide backing Finn har i broderen Torsten (vibrafone, slagtøj), Nis P. Jørgensen (tværfløjte), Steen Toft Andersen (bas) og Gert Smedegaard (trommer).

Det akustiske udtryk er mere fremherskende i “My lady love”, der som halvfjerdsernes folkrockbølge søger inspiration langt tilbage i musikhistorien – klassisk musik og ‘ancient music’. Især i første del af sangen er denne inspiration tydelig, medens en mere moderne folktone tager over i sidste halvdel, hvor ikke mindst Nis P. Jørgensens fløjte og Torsten Olafssons vibrafon trækker lydbilledet i retning af halvfjerdser-folkrockens univers.

I det hele taget er Savannah en plade, der bærer sin tid – halvfjerdserne og de sene tressere – smukt som et vandmærke. Den er – som den skal være – farvet af sin tid. Således mærker man på den todelte sang “Free to be” ikke alene en tekstlig genklang af tidsåndens søgen mod frigørelse og opbrud, men også en påvirkning fra fx Crosby, Stills, Nash & Young, der netop i starten af halvfjerderne satte nye standarder for, hvordan vokalarbejde skulle være.

Og har man været med fra dengang vil man kunne bemærke den farvning, som tiden sætter sig på pladen. Det er godt, at Savannah nu omsider er blevet tilgængelig i en opdateret CD-udgave. Den er dejlig plade og en påmindelse om, at dansk beat dengang kunne levere varen – rockmusik, der var fuldt på højde med det bedste fra Storbritannien og USA. Og som en understregning af, at det er vigtigt at vi gør noget for at bevare den del af kulturarven, som beat- eller rockmusikken jo er. Så fik du ikke hørt pladen dengang den udkom og holder du af musik med rødder i de klassiske årtier – tresserne og halvfjerdserne – så er der god grund til at indlemme Savannah i din pladesamling.

Finn Olafsson. Finn Olafsson’s Savannah. Produceret af Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.