Capac anbefaler: Misen & Backhausen

Author:

Måske er det lige det, vi har brug for her på en råkold og lidt våd, dansk efterårsdag?! En dansk plade, hvor varme latinamerikanske toner – samba, bossa nova o. lignende – får lov til at varme vores kolde hjerter og fødder! Og i så fald er det lige det sangerinden Misen Groth og musiker Thor Backhausen giver os med deres helt nye album, der blot bærer duoens efternavne  på et superenkelt cover, der ikke afslører noget som helst om de varmende toner, der gemmer sig i lydsporet…

Selv om det latinamerikanske er slående på pladen og så at sige sætter stemningen på den, så er den langt mere varieret end det. Ud over de skæringer, hvor især Backhausens accordeon sender tankerne til de store accordeonister i Sydamerika, er der bløde ballader (fx “Stained glass window”), hvor referencerammen især er den moderne, voksne pop, som vi kender den fra den vestlige verden fra sidste halvdel af forrige århundrede. Men der er også passager på pladen, hvor en blå og bluset stemning får lov til at tager over – uden at tage overhånd.

Sammen med et hold musikere – hvoraf mange er gammelkendte navne -der spiller med den autoritet og inderlighed, som deres mange års erfaring giver dem – Michael Friis (bas), Klaus Menzer (trommer), Henrik Salinas (guitar), Jacob Andersen (slagtøj), Paul Banks (guitar), Kristian Jørgensen (violin), Niels Vangkilde (guitar) og en håndfuld backingsangere – har Backhausen og Misen fået skruet et album sammen, der byder på voksen pop af den slags, der viderefører og opgraderer den musikform, som Stan Getz, Antonio Carlos Jobim, Astrud Gilberto m.fl. gav en renæssance i tresserne og som siden har haft sin egen niche inden for de såkaldte easy listening. Misen synger bedårende og ikke så lidt forførende, som denne stilart nærmest foreskriver. Så hvis du er til moderne voksen easy listening af høj kvalitet, så er der ikke noget at betænke sig over, hvis du støder på pladen. Hermed anbefalet.

Misen & Backhausen. ST. Produceret af: Michael Friis. Eget forlag. Udkommer i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *