Musik fra Nordsjælland hedder guitaristen Finn Olafssons nye plade, som de sidste mange dage har snurret på min musikafspiller. Og undervejs har den tanke strejfet mig, at det er – om ikke ligefrem udsædvanligt, så dog heller ikke helt almindeligt, at en komponist bruger sin egen hjemegn som tema og concept for et helt album. Ja, i skrivende stund kan jeg ikke komme i tanke om et album, der bruger den samme oplagte idé.
Olafsons plade er ganske enkelt bygget op omkring en række lokaliteter i Nordsjælland. Steder – som fx Esrum sø, Tisvildeleje strand, Gribskov, Heatherhill, Kong Valdemars slot osv. – der hver især leverer inspiration i kraft af deres naturskønhed, historie og kultur. Hvert stykke musik følges af et sort-hvidt foto og en kort tekst, hvor Olafsson ganske kort beskriver sin glæde ved lige netop det sted, og det er – bilder jeg mig ind – denne konkrete tilgang til inspirationskilderne, der skaber den helt særlige stemning, som pladen afsætter i ens sind.
Alle sangene er komponeret af Olafsson selv, og musikken er overvejende akustisk. Finn trakterer selv de akustiske (og elektriske) guitarer. De øvrige medvirkende er Torsten Olafsson (bas, shakubachi fløjte, tablas, bastromme), Michael Vogelius Larsen (tangenter og accordeon), Jacob Andersen (slagtøj) og Søren Hammerlund (Hurdy Gurdy).
På Finns hjemmeside kan man læse, at interessen for det akustiske udtryk går langt tilbage. At den allerede var der, dengang han var med til at danne det legendariske progressive rockband Ache. Det kan høres på gruppens andet album Green Man, hvor titelnummeret har en længere akustisk indledning. Og blandt inspirationskilderne nævnes Crosby, Stills & Nash,( der for mange år siden gav en berømmet koncert i København, hvor det ene sæt var elektrisk og det andet akustisk). Sammen med Jeff Beck og Bert Jansch var Crosby, Stills & Nashs traktering af Martin-guitarer med til at skærpe Olafssons interesse for de akustiske guitarer.
Det er nu ikke disse inspirationskilder, der først springer frem i hovedet på en, når man lytter til pladen. Der er en særlig nordisk, ja, dansk tone over i alt tretten instrumentale stykker. Faktisk har de associationer, pladen har afsat hos mig, gået i retning af de danske sange i Højskolesangbogen. Uden nogen direkte forbindelse er tankerne faldet på Danmarks Radios pigekor (!), digterne Ludvig Holstein og Jeppe åkjær. Sikkert, fordi disse navne i mit hoved repræsenterer noget ægte dansk (uden et gram nationalisme…) og for digternes vedkommende den lokale forankring.
Der er noget emotionelt bevægende, i ordets egentlige forstand hjertegribende, over disse stykker musik. Noget elementært romantisk, der uden tvivl grunder sig i komponistens erklærede kærlighed til Nordsjælland. Pladen er i øvrigt tilegnet datteren Maria. En fin kærlig gestus.
Som jeg indledningsvis antydede, så er det et concept-album, og som sådan fortjener det at bliver lyttet til. I sin helhed. De fire medvirkende musicerer, så det er en fryd. Hermed anbefalet.
Smagsprøver på pladen kan man lytte til på Finn Olaffsons hjemmeside. Den findes på som CD og i digitalt format.