I den aktuelle politiske konjunktur under den nationalistisk-liberalistisk-konservative regering er ARBEJDE blevet ophøjet til en værdi, hvormed al menneskelig aktivitet måles. Er du i arbejde, så skal du arbejde mere, i flere år – gerne til den dag, hvor du stiller sutterne.
Er du uden arbejde, så er du principielt under mistanke for at være arbejdsky, doven, inaktiv osv. Og skal følgelig konstant stå til rådighed for arbejdsmarkedet og indtil du får mulighed for at sælge din arbejdskraft, så skal du holdes igang med surrogatarbejde, kaldet “aktivering”. Du skal være aktiv – rende rundt i skove og lade som om du er en fugl, lave butterdej osv. Bare et eller andet, der kan identificeres som aktivitet. Af systemet. Og intet – fx ( i dine øjne meningsfulde) private aktiviteter – kan substituere systemets aktivering. For det er systemet, der definerer, hvad der er meningsfuld aktivitet, og hvad der ikke er.
En af dagens mediale historier sætter ARBEJDETS overgribende rolle i relief. En ung mand skulle til sin moders begravelse – men skulle også samtidig til samtale på jobcenteret. Og hvad mon var vigtigst? Et sidste farvel til mor – eller endnu et resultatløs møde på jobcenteret!? Gæt og læs selv.
I de borgerliges ideologiske forestillinger om individets frihed – den frihed, der indgår i begreber som “liberalisme” og “liberal” – er du reduceret til arbejdskraftens frihed, dens frie bevægelse, dens frie udbytning osv. Og “mennesket” er skrællet af og smidt på historiens møding.
@Thomas: Det har jeg forstået. Og det er også, hvad det handler om: At skubbe i den rigtige retning. Små nyk. Hele tiden.
@capac
Det kan godt være jeg lyder lidt opgivende men det er jeg langt fra, jeg prøver også at give mit lille nyk.
@Thomas: Jovist, Thomas. SÃ¥ sent som i dag hørte jeg en (der er i arbejde) sige, at hvis bare man tog pengene fra de ledige og dem pÃ¥ bistand, sÃ¥ skulle de nok finde noget at lave og leve af. Som Niels Hausgaard messede: Der er arbejd’ til dem, der gider arbejd’. SÃ¥dan kan man tænke, nÃ¥r man har sit pÃ¥ det tørre og i øvrigt ligger under for illusionen om, at der altid er arbejde nok til alle. Det er jo den illusion ledighedspolitiken bygger pÃ¥. I øvrigt en illusion, som de kapitalistiske økonomi langt hen ad vejen er afhængig af…
Tankegangen ændrer sig med et slag, når folk selv pludselig står i den lediges situation og oplever, at det ikke er en selvfølge, at man har job og brød på bordet. Med ét forvandles man fra at være almindelig lønmodtager og borger til at være en paria, der skal kanøfles og chikaneres med regler og trusler. Det har jeg oplevet mange gange.
Principielt var det ikke bedre under Nyrop-regeringen. Og derfor kan det også være svært at tro på en kommende SF-S-regerings vilje og evne til at ændre på de faktiske forhold. Især, fordi SF allerede har meldt ud, at man ikke vil love at give de ledige de fire ledighedsår tilbage.
Selvfølgelig kan man bryde med denne “intolerance”. Man kan jo starte med at tale imod den herskende tankegang og levere eksempler pÃ¥ dens tyranni. Mit indlæg er blot et lille nyk i den retning…
“Men der er mÃ¥ske en sammenhæng mellem den indgroede morakermentalitet og jagten pÃ¥ de ledige? De skal i hvert fald ikke gÃ¥ og dandere, medens vi andre knokler pÃ¥ et job, som vi mÃ¥ske hader”
det er lige præcis det her som jeg tror det vil være ufatteligt svært at gøre op med.
Jeg mener virkelig at vi er et ufatteligt småligt folkefærd og de var vi sku også under den forrige regering.
At vi engang skulle have været så evig tolerante mener jeg er en myte, at der så engang var nogle dagsordens sætter, dem der meget upræcist kaldes kulturradikale, som havde en tolerance overfor det unormale men en stor intolerance overfor borgerlige dyder, men de repræsentere jo ikke manden på gaden.
@Thomas: At gøre op med “smÃ¥ligheden” er en politisk opgave, som godt kan løftes. Men det kræver et opgør med den mistænkeliggørelseskultur, som styrer under den herskende politiske konjunktur. Ledighedssystemet bygger sÃ¥ledes pÃ¥ en borgerlige forestilling om, at mennesker dybest set ikke gider at arbejde, og at man derfor konstant skal lade dem forstÃ¥, at der ikke er noget over eller ved siden af ARBEJDET. Lønarbejdet, forstÃ¥s. Og det til trods for, at vi har en af de mest arbejdssomme folkefærd pÃ¥ denne klode. Men der er mÃ¥ske en sammenhæng mellem den indgroede morakermentalitet og jagten pÃ¥ de ledige? De skal i hvert fald ikke gÃ¥ og dandere, medens vi andre knokler pÃ¥ et job, som vi mÃ¥ske hader…
Hvordan man sover er jo så op til egen samvittighed, jeg arbejder ikke på et jobcenter mere og kommer heller aldrig til det igen og det er mit valg.
Men vi skal altså heller ikke gøre os blinde for at at disse ekstremt stramme regler også har nogle af de tilsigtede effekter nemlig at antallet af personer der udnytter dagpenge og kontanthjælps systemet nok aldrig har været så lavt som nu, det har godt nok nogle konsekvenser som jeg ikke etisk kan stå inde for men det virker.
Det man skal have gjort op med i den brede befolkning er småligheden, man skal have forklaret folk at når vi afsætter alle vores ressourcer til at fange eventuelle snydere ja så har vi ikke ressourcer til at hjælpe dem der har hjælp behov og enten uddanner vi sagsbehandlerne til kontrol agenter eller også uddannes de til at have øjne åbne for socialfaglige problemstillinger, jeg tror ikke man kan gøre begge dele.
Spørgsmålet er om det er realistisk at gøre op med den danske smålighed?
@Beologen: Og sÃ¥ er jeg træt af at høre “sÃ¥dan er reglerne”, “jeg følger bare reglerne”. Hvordan sover man, nÃ¥r man forhindrer et sørgende menneske i at komme til sin moders begravelse, fordi man administerer rigide regler?
Jeg ved nu lidt mere (viden gør godt) og må give Capac ret.
Og jeg synes ministeren kører på frihjul i sagen på en temmelig fæl facon.
@Thomas: Der skal ikke herske tvivl om, at medarbejderen blot har fulgt reglerne. Og mit indlæg er ikke en kritik af medarbejderen eller kommunen for den sags skyld. Min kritik gælder det politiske system, der tilsidesætter humane hensyn i en højere sags tjeneste. Arbejdskraftens.
Med et solidt kendskab til arbejdet i jobcentre så tror jeg ikke at der er noget fusk med historien.
Inger Støjbjerg siger jo heller ikke at der er gjort noget forkert.
Lovgivningen giver faktisk ikke mange muligheder for fortolkning. Det er skiftende beskæftigelses ministres ønske at blande sig i sagsbehandlingen på detail niveau.
Dette betyder så også at man efterhånden har rigtigt mange ansat der ingen socialfaglig baggrund har, men de kan til gengæld følge den sagsbehandlings manual der foreligger og deres chef ved at hvis de ikke gør det så ryger kommunens refusion.
Hvad skulle pågældende medarbejder havde gjort i den pågældende sag andet en det hun gjorde nemlig at sige at han kunne tage en ferie dag.
Hvis hun ikke fulgte loven ville kommunen jo miste penge, penge der så skulle findes et andet sted.
Personalet bliver jo hver dag præsenteret for helt rimelige grunde til at udeblive, alt fra at være til stede ved barnets demission, barnets livstruende operation, konens fødsel osv osv osv.
Historien er så rædderlig, at resterne af min kuldsejlede journalistdel ivrer efter at dobbelttjekke den. Den kan i bedste fald vidne om enkelte sagsbehandleres ekstreme mangel i situationen på fortolkning af gældende regler. Jeg ville tro, at hvis 100 unge mænd ringede til Jobcenteret og sagde, at de havde en aftale klokken dut, men at deres mor skulle begraves på samme tidspunkt, så ville de ikke få 100 afvisninger.
Jeg ville tro…vil tro. SÃ¥ vældig gerne.
Historien kan ikke og bør ikke bære vidnesbyrd om hvordan hele systemet med behandling af sager om hin enkeltes rådighed fungerer. Fanme nej. Det er en typisk enkeltsag. Nu har jeg overhovedet ikke sat mig ind i den, men den emmer af journalistik. Og journalistik handler nogle gange om at bringe historier til torvs, så strikningen på henrettelsespladsen ophører et kort øjeblik.
Hvad vil jeg egentlig sige?
At mandens mor er død. Det er det vigtige. Ikke om han skal overholde et mødetidspunkt. Det er næsten synd at han spurgte (hvis han spurgte). Det kunne være interessant hvis han “bare” var udeblevet, at se om man havde nedkastet den almindelig straf over ham – eller havde ladet nÃ¥de gÃ¥ for ret.
@Donald: Tak for din gode kommentar. Det er nemlig “menneskets projekt”, der fuldstændig tilsidesættes i den aktuelle reduktion af ledige til “arbejdskraft”. Selv om man ikke kender detaljerne i den omtalte sag, sÃ¥ er den et eksempel pÃ¥ et absurd regeltyranni, der tilsidesætter enhver anstændig behandling af andre mennesker.
Den historie er meget meget uhyggelig.
Den er meget tydelig, man alligevel ville jeg ønske at vi kunne sige det tydeligere:
Jeg stritter, nÃ¥r jeg høre udtrykket “mangel pÃ¥ arbejdskraft”, det er slaveri og ikke en værdig tilværelse der ligger i det begreb.
Jeg kan ikke finde ud af hvor det kommer fra og hvordan det begyndte, men pÃ¥ Vesterbro/Frederiksberg lærte jeg blandt børnene (dengang i 50’erne) at alle er lige meget værd, og det gælder direktøren og arbejderen. Jeg kunne godt se at der var nogen, der stræbte og nogen, der ogsÃ¥ stræbte, men havde lidt sværere ved det. Da var det jeg første gang fik en fornemmelse af “menneskets projekt” og det havde ikke noget med arbejdskraft at gøre, men noget med at bygge et hjem (eller indrette en lejlighed) til sin elskede og sine børn. Lære at bruge den maskine vi kalder “byen” eller “civilisationen”.
Vi mÃ¥ begynde med “mangel pÃ¥ ledelse”, “mangel pÃ¥ ansvarlige politikere”, “mangel pÃ¥ transparens”, “mangel pÃ¥ samfundsinformationer”.
Ja undskyld jeg famler efter ordene. Tak for dit super-indlæg!