Ja, Thomas Koppel ville være fyldt 80 år i dag, hvis ikke han havde sluppet denne verden allerede i 2006, 61 år gammel. Koppels død får man en fin (ja!) beskrivelse af
i DRs nye portrætdokumentar om Koppels viv Annisette. Men det er ikke det vigtige her; det er at erindre ham, hans musik og det aftryk, han satte sammen med Annisette på
Savage Roses musik.
I 2012 kom jeg snublende i gang med at se den engelske krimi-serie Vera, fordi jeg – også dengang – var på en frivillig tv-fravænning. Dengang var vi i gang med anden sæson med den fortinlige Brenda Blethyn i hovedrollen som kriminalinspektør Vera Stanhope. Og det lykkedes med at se de resterende sæsonner, til og med den 12. Og nu er så trettende sæson dukket op på DRs hjemmeside (og den dukker sikkert snart op som flow). Og vi nærmer os enden på den serie, for bagmændene og -kvinderne har meddelt at serien slutter med to afsnit i sæson 14, der pt. produceres. Alting har en ende.
Men altså, så har jeg set sæson trettens tre afsnit de seneste tre dage og er derved sluppet for at forholde mig til Bededags-frustrationer, krigsgale statsministre osv.
Og siden sidst er DC Jac (Ibinabo Jack) og DS Aiden Healy (Kenny Doughty), Veras højre hånd trådt ud af serien. Til gengæld er David Leon – DS Joe Ashworth og nu DI – vendt tilbage efter ni sæsoner. Og ind er trådt _Rhiannon Clements som DC Steph(anie Duncan). Ellers er alt ved det gamle, heldigvis.
Ashworth vender tilbage som udsendt kontrollør, der skal vurdere indsatsen på Veras team, men det står snart klart, at han helst vil tilbage til sit gamle job som detektiv hos Vera. Hans far er syg af demens og familien savner de hjemlige omgivelser. Så inden længe er Joe tilbage i det særlige mor-søn-forhold til Vera og i gang med at opklare forbrydelser, der igen byder på mangefacetterede plots, hvor det ikke er som overfladen lader forstå.
I det første afsnit /13/52) handler det tilsyneladende om en flugtbilist, der dærber en ung mand. men efterforskningen sender Vera og Co. ind i et miljø med markedshandel, hvor penge, familieforhold og meget andet gør opklaringen intrikat. I afsnit 2 (13/53) findes en ung pige død ved en afsides jernbaneafskæring og en historie om indviklede familieforhold hvirvles op som sand i Sahara. Endelig er der i tredje afsnit (13/54) tale om en medejer af en fish-and-chips-restaurant som findes død i restaurantens dybfryser. Og igen sendes Vera, Joe og holdet ind i et spindelvæv af løgne, tilsløringer og hemmeligheder i den afdødes familie og nærmeste bekendtskabskreds. Og jeg får lyst til at gentage, hvad jeg skrev dengang for tolv år siden:
Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.
For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.
Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.
Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.
Sæson 13 lever helt op til de foregående sæsonners høje kvalitetsniveau og i det omfang, man kan tale om forandring, så er det mest i form af en opkvalificering af holdets rutine og erfaring. Som et godt band spiller de medvirkende deres roller til perfektion og gør afsnittene mere end blot underholdende – intelligent, dybsindig fortællekunst, som man kun have respekt for. Og nu bliver det spændende at se, hvordan de får slået en sløjfe på serien i de næste to afsnit. I hvert fald kommer jeg til at savne Vera og hendes hold, når det om føje tid er slut.
Jens Unmack (Larsen) fylder 60 i dag. Han er kendt som forgrundsfigur i Love Shop (der i øvrigt er Århus i denne weekend…) og også som blogger (se mit Blog and Roll-liste), hvor han skriver meget om musik sammen med Pastoren. Jens, der kommer fra Viborg, har fortid i Næste Uges Tv og Greene, men det er især med Love Shop, han har etableret sig som et navn i dansk rock og pop. Til lykke med dagen og god vind fremover til Jens.
Tak til Hjelle og Mod Strømmen for at minde mig om den… Og medens vi er ved Hjelle, så god weekend til alle…
En stor undersøgelse, der har været publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature, afslører, at sangtekster i populærmusikken er blevet mere simple og gentagende. Derud over er de blevet mere personlige og negative.
Rasmus Riegels (Rasmus Riegels, f. 1991, er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet) kommenterer denne udvikling med følgende udsagn:
– Musiktekster er ikke så vigtige, som vi nogle gange har det med at gøre dem til. Det er sådan en tradition, vi har fra boomer-tiden
Fordi rocken musikalsk har det med at gentage sig selv, valgte både fansene og skribenterne dengang at fokusere enormt meget på teksterne, også for meget,
– Bob Dylans tekster er jo et væld af ord, og det kan godt være, at der vil være seks mennesker, der sidder og knipser af dig, hvis du skriver det ned i en bog, og så læser det op på Møllegade.
– Men for langt de fleste, så er det jo ikke det, man hører. Man hører en mand, som laver et skuespil af det her rablende. Det er jo understøttelsen af det her band, der er ved at falde fra hinanden, som gør, at det faktisk har noget power og er en ting.– Musikken er efter min mening blevet markant mere kompleks. At teksterne så ikke er komplekse, synes jeg ikke er så relevant, fordi det er ikke et særligt musikalsk parameter.
– Popmusik er ikke et fyord på samme måde længere.
Riegels udmeldinger kalder på mange kommentarer, men jeg vil først og fremmest fremhæve én problematisk ting; nemlig at den unge cand. mag. graver en ny generationsgrøft (noget man talte meget om i min tidlige ungdom) mellem sin egen Generation Y /Millenias (dem der er født mellem 1980-1994) og Boomer-generationen (1940-59). Som medlem af boomer-generationen og som en der de facto har gennemlevet populærmusikkens udvikling fra tresserne (ja faktisk fra halvtredserne) og frem til i dag og har oplevet, hvordan netop sangteksterne har udviklet sig mere og mere og har fået kvasi-litterær status (med Dylan, Lennon og andre som privilegerede eksempler) er det svært, ja umuligt at acceptere den nærmest totale udviskning af teksternes betydning, som den unge akademiker plæderer for. Og at teksterne ikke skulle være et musikalsk parameter er ganske enkelt forkert. Hvor ville Taylor Swift være uden sine tekster? Og at teksterne har været enkle er bestemt ikke nogen nyhed. Tænk blot på mange af halvtredsernes rock-and-roll-sange, hvor teksterne ofte havde karakter af det rene nonsens (Hippy hippy shake, tutti frutti osv.) og først og fremmest var netop et musikalsk parameter, som disse numre ikke kunne undvære. Og påstanden om, at musikken i dag skulle være mere kompleks end hidtil, køber jeg heller ikke. De seneste par årtiers musikalske udvikling har især budt på teknologiske landvindinger, ikke nødvendigvis på musikalsk udvikling.
Men jeg synes, at den unge mand skulle føle sig for god til at grave en generationsgrøft og i stedet bruge sin faglighed på at forklare på hvilken måde vor tids popsange fungerer rent sprogligt/tekstligt. For simple popsange er ikke ensbetydende med, at de tekstligt er betydningsløse eller irrelevante for det musikalske udtryk. Og at reducere Miley Cyrus’ sang “Slide Away” til et eksempel på, at teksten er ligegyldig og simpel og det kun er “catch phrases”, der tæller, er både forkert og udtryk for ringeagt af tekstforfatterne.
Filmen af den uruguajanske instruktør Fede Alvarez bygger på den svenske forfatter David Lagercrantz’ roman af samme navn. En roman, der igen bygger videre på Stieg Larssons berømte Millenium-trilogi. En selvstændig fortsættelse, der dog knytter an til temaer i trilogien. Fx forholdet mellem hovedpersonen Lisbeth Salander og hendes familie (en pervers far og en – viser det sig – lige så syg søster), og forholdet til journalisten Mikael Blomkvist, der i romanen skriver historierne omkring Salander. Og så har instruktøren skiftet ud i karaktererne. Det er ikke længere Naomi Rapace, der spiller Salander, men derimod Claire Foy. Og også på de andre positioner er der skiftet ud. Og på den måde bliver der lagt en vis afstand til de succesfulde svenske filmatiseringer.
Plottet i filmen handler om, at en computerprogrammør, Frans Balder, kontakter Lisbeth Salander, der lever på kanten af samfundet som hacker, til at få fat i et program – Firefall – som han har lavet for det amerikanske efterretningsvæsen; et program, der kan styre alle verdens atomvåbenarsenaler. Og Balder ønsker, at det skal sættes ud af spil, da det er alt for farligt i de forkerte hænder. Lisbeth får fat i programmet, men lige så snart hun har det på sin computer, bliver det stjålet af nogle hensynsløse russiske agenter, der ikke går af vejen for at slå folk ihjel. Salander kontakter sin gamle samarbejdskontakt Mikael Blomkvist, der skal hjælpe hende med at opspore tyveknægtene og igen få fat i computerprogrammet. Og herefter følger vi Salander på en hæsblæsende jagt. Hvordan det ender behøver jeg ikke afsløre, men Alvarez formår at fortælle historien på en måde, der både matcher mange af de nyere agentfilms ferme fortælleteknik (fx Bourne og Bond) og alligevel finder sin egen rytme og stil. Og hvor de svenske film har stor interesse for Salanders dysfunktionelle familieforhold med seksuelle perversioner osv., så nedtones dette i den nye film, uden at forsvinde. Det fungerer mere som en halvt-skjult forudsætning for Salanders næsten lidenskabelige jagt på Firefall og forbryderne.
Og så synes jeg – det er en helt subjektiv mening – at den engelske Claire Foy passer bedre til rollen som Salander end Naomi Rapace. Foy virker mere almindelig end den aparte Rapace; og det er efter min mening en fordel i den rolle, hvor hun faktisk fremstiller en ung kvinde, der lever et på alle måder kontroversielt og utilpasset liv på kanten. Det betyder ikke, at Naomi Rapace var dårlig, slet ikke.
Også de andre skuespillere leverer varen i denne film, der er seværdig som det den er – kløgtig tju-bang-underholdning en aften, hvor dansk tv igen forsumper i livsstilprogrammer og halvdårlige serier. Hermed anbefalet. Filmen kan ses på DRs hjemmesiden frem til midten af næste måned.
Måske siger navnet Chan Romero dig ikke noget; men hvis du kender dine rock-and-roll-klassikere, så kender du bestemt sangen “Hippy Hippy Shake”, der er kopieret af masser af pigtråds- og beatorkestre lige fra The Beatles til Swinging Blues Jeans, der fik et top-10 hit med den i 1963. Den spansk, indiansk, irsk, mexikansk afstammende Romero skrev sangen, da han var sytten og en stor fan af den tidlige Elvis Presley. Og det var selveste Sonny Bono (fra Sonny & Cher), der opdagede Romero og lokkede ham til at forsøge sig med pladeindspilninger. Og det lykkedes ham at få en aftale med Del-Fi Records, som også havde Richie Valens (“La Bamba”) .i deres stald. “Hippy Hippy Shake” blev Romeros debutsingle på mærket, men den blev ikke et hit for ham selv, selv om den havde, hvad der skulle til for at blive det dengang. Men i dag er sangen en klassiker og den sang, hvormed Romero gør krav på en plads i rockens historie.
I dag er det 300 år siden den berømte tyske filosof Immanuel Kant blev født. Det er også Den Internationale Moder Jord Dag, som har været markeret siden 1970 for at gøre opmærksom på jordens miljøproblemer (hvis det skulle være nødvendigt længere…). I år er temaet – vel heller ikke overraskende – “Planet mod plastik”. Forleden kom det frem, at plastikindustrien godt var klar over – og længe havde været det – at det nærmest er omsonst og umuligt for forbrugerne at sortere plastik, fordi der er så mange forskellige former og mange af dem reelt ikke kan genbruges, sådan som teknologien er i dag. Ikke desto mindre overlader politikerne – her og hisset – til forbrugerne at sortere deres husholdningsaffald ned i mindste detalje. Måske illustrerer dettet forhold ganske godt, hvor vi befinder os i kampen for klimaet på Den Internationale Moder Jord Dag. Hvad Kant ville have tænkt i den anledning, har jeg til gengæld ingen forestilling om; jeg nøjes med at ønske ham en god, forsinket fødselsdag og overlader trygt til læserne at finde læsestof om den tyske tænker i aviser og andre medier.
Inden længe drager de to trubadurer Peter Olesen (Geene, Olesen & Olesen, De Efterladte m.m.) og Flemming Slagger Lund på en lille tur rundt i landet. Og jeg skal nok lægge turplanen op, så snart jeg har fået den af Peter. Inden turen rigtig går i gang gav Peter og Slagger en slags forpremiere i en kælder i Viby for nogle udvalgte, personligt inviterede, gæster. Et semi-privat arrangement, der blev kærligt omtalt som “fætter-kusine-fest” og “Vejle-fest” (Peter stammer fra Vejle). Og der var da også en stemning af privat komsammen, hvor mange kendte hinanden i forvejen og derfor kunne snakke hyggeligt med hinanden før, under og efter troubadurerne optræden.
Og vi fik to sæt af ca. 45 minutter plus et par ekstra-numre. Et program, der bød på individuelle sange (Peter med sange fra især sit soloarbejde og Slagger fra sit foreløbigt eneste album) og samarbejde (sang, akkompagnement på guitar, mundharmonika, melodika og sang). Peters repertoire var klassisk Olesen med sange fra især soloalbummet Blues & Salmer, men også et tilbagegreb i tiden til fx. sangen “Jack Kerouac i Jylland”, en af Peters første sange, og Slagger Lunds især fra hans foreløbigt eneste album (et nyt er på vej på Peters forlag Melodika). Og medens Peters sange havde akustisk visepræg, så havde Lunds rock-kant med el-guitaren som omdrejningspunkt (love your beatmusic, som der står på Flemmings guitar). Samtidig garnerede de to sangere og sangskrivere deres optræden med små anekdoter og morsomme bemærkninger – til publikums fornøjelse.
Hvis man er til gode sange, der bliver fremført uden nymodens dikkedarer, så er der god grund til at indløse en billet, når d’herrer Olesen og Lund snart dukker op i nærheden af din hjemby.
Opdatering vdr. turen:
Turplan
Lør 20/4: Privatkoncert (omtalt ovenfor)
Fre 3/5: Café Ordgeist, Aalborg
Lør 4/5: Kontrast, Scene 7, Herning
Fre 24/5 : Klub Soja, Islands Brygges Kulturhus, Kbh. S
Tors 30/5: Café Støj, Aarhus
Fre 31/5: Stubbekøbing Kirke, Stubbekøbing
– i samarbejde med ‘Kun for Forrykte’-festivalen
Fre 20/9 : Dexter, Odense
Trubaturen opdateres løbende!
Kontakt os gerne vedrørende booking, info etc.:
melodikadk@gmail.com
eller
flemminglund@live.dk
tlf. 2070 4776
NB: Vi spiller også privatkoncerter!
Aftenens filmoplevelse var Gavin Hoods Official Secrets fra 2019. Et drama om den såkaldte “whistleblower” Katharine Gun, der afslører, hvordan amerikanske og britiske efterretningstjenester forsøger at manipulere FN-diplomater til at godkende en invasion i Irak.
Gun (fornemt spillet af Keira Knightley) arbejder som analytiker og oversætter i GCHQ (regeringens kommunikationshovedkvarter), hvor hun og kollegerne modtager et notat, hvoraf det fremgår, at USA og Storbritannien i fællesskab skal spionere mod en række medlemmer af FNs Sikkerhedsråd med henblik på at svine dem til og derigennem presse dem til at stemme for en invasion.
Gun indser, at notatet kan medvirke til at kaste Storbritannien ind i en krig på falske forudsætninger. Og med udsigten til, at hendes hjemland således skal kastes ud i en krig med tusindvis af uskyldige irakiske ofre på løgnagtige forudsætninger vælger Gun at lække notatet til en veninde, der er krigsmodstander, som så sender det videre til jounalisten Martin Bright på The Observer.
Selv om avisen oprindeligt er for krigen, så får Bright lov til at undersøge sagen og skrive om den. Og det lykkes Bright og kollegerne at sandsynliggøre notatets ægthed og offentliggøre resultatet i marts 2003.
Offentliggørelsen fører med det samme til en intern undersøgelse i GCHQ for at finde ‘whistlebloweren’. Og for at beskytte sine kolleger mod ydmygende forhør vælger Gun at indrømme sin forbrydelse.
I mellemtiden har George Bush og Co. startet krigen i Irak og Gun søger juridisk hjælp hos nogle borgerrettighedsadvokater, der tager sig af sagen, da den britiske regering vælger at retsforfølge Gun for krænkelse af The Official Secrets Act fra 1989, der har til formål at beskytte vitale, hemmelige samfundsinteresser.
Guns forsvar vælger at forsvare hende ud fra det synspunkt, at hun lækkede dokumentet for at forhindre, at hendes hjemland skulle blive involveret i en ulovlig krig. Og da forsvaret kan bevise at den højeste juridiske myndighed i Storbritannien, Peter Goldsmith, ved et møde med Bush-administationen tvinges til at ændre holdning vedrørende krigens lovlighed, står de offentlige anklagere med en dårlig sag. Og da Gun vælger at erklære sig uskyldig har anklageren ikke anden udvej end at droppe anklagerne mod Gun, fordi alternativet kunne føre til en retssag mod Blair-regeringen for at have ført Storbritannien i krig på et ulovligt grundlag.
Filmen bygger på en virkelig hændelse og er en af den slags film, der måske ikke får den plads på radaren, som den fortjener. En nedtonet, alt andet end sensationsfokuseret film, med fine, diskrete skuespilpræstationer af nogle af Storbritanniens bedste filmskuespillere og en sikker instruktion, der forstår at formidle et svært stof på en måde, der både er letforståelig og dog fuld af komplekse politiske, juridiske og journalistiske forhold. Det er sådan en film, der kræver, at man kan koncentrere sig i de 112 minutter, den løber over skærmen, men til gengæld får man intellektuel underholdning på højeste niveau – og oven i købet endnu en fortælling om en krig, der aldrig nogensinde skulle være begyndt og som mange mennesker den dag i dag lider under konsekvenserne af. En rigtig god film, der også giver stof til eftertanke i vor tid, hvor andre krige er på dagsordenen – med USA og Europa som krigsførende nationer.
Guitaristen og grundlæggeren af Allman Brothers Band Dickey Betts er død i en alder af firs år. Betts var kræftsyg og havde andre alvorlige lidelser.
Sammen med afdøde Duane Allman stod Betts i spidsen af Allman Brothers Band og sammen var de med til at definere gruppens særlige udgave af sydstatsrock med deres guitarer. Det hele begyndte som en interracial rockgruppe, der spillede for tjene til dagen og vejen. Efter Duane Allmans og Berry Oakleys død i motorcykelulykker tog Betts og Gregg Alman over og anførte gruppen akkompagneret af stofmisbrug og indbyrdes konflikter. Men selv om gruppen opløstes et par gange og gennemgik flere udskiftninger formåede bandet at holde den kørende i mange år, hvilket resulterede i en plads i rockens allerhelligste – Rock & Roll Hall of Fame. Dickie Betts forlod gruppen i 2000 for at pleje sin solokarriere og sit nye band Great Southern.
Allman Brothers Band fik især deres succes cementeret med dobbelt-live-albummet At Fillmore East, der i dag står som et af de mest vellykkede livealbum fra de gyldne år i halvfjerdserne. Men i min samling tæller Dickie Betts soloalbum Highway Call lige så meget.
Integration har i mange år været pejlemærket for det liv, som indvandrere skulle sigte efter, når de fik lov til at opholde sig i Danmark. Men hvad vil det sige, at være integreret – ja, “velintegreret” – i det danske samfund? Er det nok at lære at tale dansk, uddanne sig/finde et arbejde, forsørge sig selv og sine? Det kunne man godt tro, hvis man kigger lidt tilbage i tiden. Men i dag ser det helt anderledes ud – i hvert fald hvis man tilhører regeringspartiet Socialdemokratiet. For partiets udlændingeordfører, Frederik Vad har gjort sig bemærket med følgende udtalelse:
“Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”
Udtalt fra Folketingets talerstol. Og ikke nok med det. Nu bakkes Vad op af den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister (!) Kaare Dyvad Bek, der til en podcast på DR udtaler:
“- Der er en meget stor gruppe af folk, som har udlandsbaggrund, som dyrker en fortælling om, at Vesten er deres modstandere”.
At der ikke er tale om hvilken som helst ‘gruppe af folk’ med ‘udlandsbaggrund’ afsløres af ordvalget i d’herrer Vads og Beks kommentarer. Fx taler Vad om “parallelsamfund” og hævder, at dette ord ikke kun dækker “et boligområde i Ishøj”. Vi mangler blot ordet “ghettoområde” for at forstå, hvad der er på spil. ” Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland”, sagde Frederik Vad i sin tale. Og ministeren uddyber, så vi ikke være i tvivl om, hvilken gruppe, vi har med at gøre: -“Du kan sagtens have folk, der er enormt ressourcestærke … altså Hizb ut-Tahrir er jo ikke store i Arrivas kantine, hvor der sidder masser af folk med udenlandsk baggrund. De er jo store på Panum.”. Og ministeren mener oven i købet, at der er ikke er tale holdninger med rod i “sociale vilkår” – hvilket er en “gammel venstreorienteret forestilling” – men en “identitetspolitisk strømning”, som kan underbygges statistisk (uden at dokumentere den påstand). Ministeren afviser også, at der skulle være tale om “konspirationsteori” og omtaler den omtalte “identitetspolitiske strømning” som “gakkede ting”.
De to socialdemokratiske politikeres udmeldinger giver stof til flere akademiske analyser, ja til flere afhandlinger, men jeg vil holde mig til en enekelt ting. Hvis man betragtes som ikke-integreret eller måske ligefrem fejl-integreret, hvis man er politisk eller i bredere forstand ideologisk er imod Vesten (“I skal være imod Vesten”), hvordan forholder det sig så med de danske statsborgere, der ikke tilhører den omtalte ‘gruppe af folk med udlandsbaggrund’, men sætter spørgsmålstegn ved de vestlige samfund af kulturelle, økonomiske, samfundsmæssige, religiøse og andre grunde, ja måske af samme årsager ønsker en ændring af de vestlige samfund!? Er disse mennesker fejl-integrerede? Og hvis ja, hvad gør man så ved det “problem”?
Hvis man følge d’herrers tankemønster, så må man forstå det sådan, at det såkaldte parallelsamfund (hvis medlemmer er imod Vesten) ikke længere kan forstås som afgrænsede områder i det danske samfund (fx “ghettoområder”), men er noget, der findes på individplan (på identitetsniveau). Du tilhører i kraft af din identitet et parallelsamfund. Hvis du forholder dig kritisk til eller sætter spørgsmålstegn ved Vesten – eller eksempelvis det danske samfund – så befinder du dig i kraft af din politiske identitet i et parallelt univers. Du er udenfor det rigtige samfund. Og der er ikke længere tale om, at du som integreret borger i dette land eller hvilket som helst andet vestligt land har din grundlovssikrede ret til at mene, tænke og udtrykke din skepsis vedrørende det bestående. Og derfra er der ikke langt til at udøve sindelagskontrol sådan som vi historisk har set det i Tyskland med det såkaldte Berufsverbot, hvor fx lærere med kommunistiske sympatier blev forment retten til at undervise (i strid med den tyske forfatning), eller under Mccarthyismen i halvtredsernes USA, hvor ligeledes venstreorienterede kulturpersoner og intellektuelle blev forfulgt af lignende årsager. Hvis Vads og Beks holdninger får magt som de har agt, så er der ikke langt til, at folk tilhørende den beskrevne gruppe – og tilsvarende grupperinger – kan se frem til at blive stillet til ansvar for deres holdninger fx ved ansættelssessamtaler og lignende – og med konsekvenser.
Måske kan man grave et spadestik eller to dybere og se i d’herrers tankegang et ekko af George W. Bushs udtalelse efter “9/11”, hvor terror(ist)temaet for alvor blev sat på den udenrigspolitiske dagsorden: ‘You Are Either With Us, Or With the Terrorists’ (21/9-2001). En overordnet dagorden, som danske politikere siden har bakket op om (fx i Irakkrigen) og stadigvæk står bag (Ukraine, Israel). En banal og fundamental ideologisk tanke, der stadigvæk står ved magt og måske kendetegner en ny (kold)krigstænkning.
Ovenstående argumentation er dårligt nok en analyse, men mere en skitsering af en historisk gentagelse. Der går en lige linje fra McCarthys heksejagt og tyskernes Berufsverbot omkring 1970 til tankegangen hos Vad og Bek. Den mistænkeliggørelse, som de to politikere giver udtryk for, mangler blot at bliver omsat til konkret politisk handling for at gentagelsen er fuldbyrdet. Og det er tankevækkende og lidt skræmmende…
Opdatering 20/4-24:
En række socialdemokratiske borgmestre og byrådsmedlemmer reagerer nu kritisk på Frederik Vads “identitetspolitiske” udmelding om fejl-integrerede udlændinge, der bag en pæn overflade med arbejde, bolig og kvasi-dansk hverdag gemmer på en modstand mod Vesten og specifikt “danske værdier”. Kritikerne i Socialdemokratiet ser i Vads (og Beks) tankegang en øget “polarisering” og en “potentiel racisme”. Vad afviser kritikken og kalder den “helt ude i hampen” og omtaler sin holdning som Socialdemokratiets holdning. Og de må jo placere kritikerne uden for partiets værdigrundlag. Og han pointerer, at det ikke er nok at have et arbejde, uddanne sig, undgå kriminalitet; man skal også “omfavne de demokratiske og danske værdier”, siger Vad. En socialdemokrat med indvandrerbaggrund Musa Kekec (tyrkisk baggrund) kalder Vads og Beks holdning “galimatias” og siger:
“- Frederik Vad mistænkeliggør veluddannede, velintegrerede samfundsborgere, der bidrager til vores fællesskaber ved at stille spørgsmål og bruge et ord som infiltreret, og det gør mig harm.”
Det er Vad-Beks post-Bush-tankegang – ‘enten er i med os eller også er i med terroristerne’ – der står ovor en tankegang, hvor der er plads til demokratisk forskellighed. Altså – forenklet sagt – en rigid identitetstænkning, hvor der kun er plads til en form for rigig identitet (en slags kerne-danskhed), hvor man uddanner sig, arbejder, betaler sin skat, taler og tænker dansk og “omfavner” nogle ikke nærmere bestemte danske værdier, over for en demokratisk forskelstænkning, hvor forskelligheder ikke bare forstås som ‘konflikter’, ‘splittelse’ osv. men som demokratiske forskelle, der udgør det danske folkestyre. Vad og Bek nærmer sig med deres insisteren på en bestemt politisk identitet nogle holdninger på højrefløjen i dansk politik – sådan cirka i omegnen af Danmarksdemokraterne. Og måske Vad og Bek har deres politiske fremtid dér?!
Opdatering 23/4-2024:
Og i dag kan man så læse, at statsministeren Mette Frederiksen bakker 100% op bag Vads og Beks holdninger. Frederiksen pointerer, at Socialdemokratiet “står fast på den udlændingepolitik, der bliver ført i Danmark i dag” og hun uddyber: “- Og selvfølgelig vil vi ikke acceptere, og vi vil ikke forsvare, at der er rigtig mange mennesker, der i dag er utrygge i deres hverdag og deres liv i Danmark, på grund af nogen der er kommet hertil udefra. Det er fuldstændigt uacceptabelt.” Og hun uddyber påstanden om den udbredte utryghed på denne måde: “- Nemlig utryghed på S-togsstationer, kriminalitet og vold. Frederik har kaldt det herskermentalitet. Altså, unge drenge – ofte med minoritetsbaggrund – som chikanerer andre mennesker og skaber en virkelig, virkelig dårlig stemning. Og den debat bliver vi nødt til at kunne have, ellers kan vi ikke løse de integrationsproblemer, der er.” At der skulle være tale om en “stigmatisering” af en gruppe mennesker i dette samfund – som 18 socialdemokrater i et brev til partiledelsen har hævdet – afviser statsministeren med følgende ordvalg: – Jeg har ikke set, at nogle af Frederiks [Vads] udtalelser stigmatiserer. Jeg synes, han er god til at påpege, at man selvfølgelig ikke kan tale generelt om alle. Tværtimod. Mange gør det rigtig godt. Men dem, der for eksempel udøver kriminalitet, vold, er med i Hizb Ut-tahrir, er imod vores demokrati. Det er da mangel på integration. Det skal vi da kunne diskutere.” Og senere hedder det også: ” Langt de fleste, der er kommet hertil udefra, de passer godt på Danmark. De integrerer sig, de er i arbejde, deres børn går i skole. Men der er en gruppe, der til trods for, at de har uddannelser og er i beskæftigelse, ikke har danske værdier og ikke har demokratiske værdier. Og også det problem skal vi selvfølgeligt kunne diskutere, siger statsministeren.”
Frederiksens udtalelser fortjener rigtig mange ord, men jeg vil her – indtil videre i hvert fald – holde mig til en iagttagelse. Nemlig at statsministeren slår “danske værdier” og “demokrati” i hartkorn. Selv om man indrømmer – og det er ikke svært – at der i dette land er problemer med unge med indvandrerbaggrund og selv om man sagtens kan have forbehold over for Hizb Ut-tahrirs propaganderen for indførelse af et kalifat og afstandstagen til vestlig kultur og livsførelse – så er det heller ikke svært at se, at statsministerens holdning er fundamentalt udemokratisk i den betydning, at hun fuldstændig overser, at et borgerligt demokrati, et folkestyre, indebærer, at nogle individer og grupper vil kunne sætte spørgsmålstegn ved det bestående samfund, ja sågar ønske det afskaffet. Sådan har det altid været i det danske folkestyre – og den politiske kunst er med ordets magt at holde enhver form for anti-demokratisk holdning i ave og stangen. Det sker selvfølgelig gennem diskussion og debat – og ikke gennem den form for moderne heksejagt, som de unge socialdemokrater repræsenterer. Og spørgsmålet er vel egentlig, om ikke deres holdninger netop illustrerer en demokratisk afmagt, en given op over for holdninger og meninger, der ikke passer ind i den politisk korrekte tænkning!?
Den første gang jeg hørte om Dave Edmunds var, da han sammen med Love Sculpture fik et hit med en rockudgave af den klassiske komponist Khachaturians “Sabeldans”. Kort tid efter bandets opløsning hittede Edmunds selv med en version af det gamle bluesnummer “I hear you knockin'”, der blev en slags kendingsmelodi for Edmunds. Og i halvfjerdserne gjorde han sig bemærket som producer for en række kunstnere og som del af det nybrud, der kom med punk, new wave og pubrock-renæssancen. En sammenhæng, hvor Edmunds guitarspil, der var rodfæstet i halvtredsernes rock-and-roll og rockabilly, for alvor kom til sin ret. Producerarbejdet og et kendskab til Brinsley Schwarz førte til et venskab med Nick Lowe og til dannelsen af Rockpile, et band, der har sat sig spor i britisk rock, selv om det kun blev til et enkelt album fra deres side. Men Edmunds vigtigste rolle har være som producer og solist med en perlerække at slidstærke albums. Senest On Guitar… Dave Edmunds: Rags & Classics fra 2015 som førte frem til Edmunds pensionering fra musikbranchen.
Joni Mitchell er tilbage på scenen. Hun er blevet ældre, kraftigere og stemmen er ikke så sprød som i hendes ungdom (nej, selvfølgelig ikke…), men hun kan stadigvæk gøre indtryk på scenen, som da hun for nylig fortolkede Elton Johns standard “I’m still standing” ved Elton Johns og Bernie Taupins Gershwin-pris-uddeling. Til Eltons store behag og begejstring; og måske som et “tak for sidst”, fordi Elton jo fortolkede Joni Mitchells “Free Man in Paris” i 2000 ved en hyldestkoncert for Joni… Tja, de gamle kan endnu.
Populærmusikken er næsten utænkelig uden fotografiet. Fra den hoftevridende Elvis i halvtredserne til vor tids social-media-bombardement er det svært at tænke på poppens og rockens navne uden at se billeder for det indre øje. Og det er også et problem, for mange fotos handler om at fremstille idolerne som netop merkantile idoler, der skal passe ind i et bestemt salgbart image, og ikke om det menneske, der gemmer sig inde i iscenesættelsen. Således også The Beatles, der må være et af de mest fotograferede navne i efterkrigstidens populærmusik. Vi husker, hvis vi er gamle nok, alle de Beatlemania-billeder, der har præget vores billede af, hvem og hvad The Beatles var. Men bag sådan en facade gemmer der sig også et andet billede; den menneskelige side, som nu og da får lov til at titte frem. På den tyske tv-kanal ARDs mediatek kan man for tiden se en lille dokumentar, hvor man forsøger – ud fra 10 fotos – at skrabe noget af John Lennons popidol-facade og finde mennesket bag. Og det er også en fortælling om den tid, John Lennon var en del af, fx krigsårene og ungdomsårene. Se med her.
